|
Beskeden er ildevarslende: ’Battery low’. Og af en eller anden blinker den skæbnesvangre advarsel altid, når man er allermest presset og virkelig har brug for at få taget ugens, nej, årtiets bedste billede …
- Da jeg var dreng kaldtes de ’Kodak moments’; disse uerstattelige øjeblikke, hvor familien var samlet foran sommerhuset eller senere kæresten var allersmukkest i den spæde forårssol. Det var opstillede glimt af virkeligheden; iscenesat til at tage sig bedst ud i familiens album eller i gyldne rammer på bedsteforældres sofaborde.
I dag hedder de tilsvarende, uerstattelige situationer vel noget i retning af ’selfie moments’, og betegner de øjeblikke, mange af os fanger med mobilens altid nærværende megapixel-kamera. I tal er de langt flere end de gamle ’Kodak moments’, men der er fortsat tale om gennem-iscenesatte flige af virkeligheden, som vi ønsker at huske eller i mange tilfælde prale med på sociale medier.
Men hvad sker der, når mobilens batteri løber tør for strøm, lige netop på det allermest kritiske tidspunkt? Hvad sker der – ud over, at billedet naturligvis ikke lagres på mobilens harddisk eller virtuelt i skyen? Hvad sker der i den virkelige virkelighed, hvis den iscenesatte ikke bliver foreviget?
Som afbræk i hverdagens faste trummerum med vasketøj og tre liter minimælk på tilbud, undersøger jeg gerne i små film på YouTube, hvad der sker, hvis man ophæver noget så prosaisk som romkugler (eller krumseboller, som lokale her på egnen hævder, de hedder) til gastronomiske forskningsobjekter.
Min altid fornuftige og praktiske kone kalder det ’seriøst pjattede overspringshandlinger’. Jeg kalder det selvordineret kvalitetstid.
Forleden stillede jeg således alting parat foran mobilens kamera: Klapbordet med grøn dug, skærebræt, kniv, kop og kaffe. Foran mig lå denne gang ikke crème de la crème, men de billigste inden for genren: 400 gram discount-kakaotoppe, struttende af overskudsfedt og sojaemulgator. – Målet for dagens selvordinerede kvalitetstid var denne gang ikke at indfange forskellen på smagsoplevelsen af en ægte ’harlekin’ og en klassisk ’sort mambo’, men at fastholde den kropslige, smertelige og vamle proces, det er, på kort tid at fortære samtlige 400 gram!
Halvvejs gennem opgaven begyndte den klæge masse at samle sig i ganen og i lange pølser på ydersiden af gummerne. Men jeg gav ikke op så let, selv om både tårer stod mig i øjnene og returfornemmelsen faretruende lurede i svælget.
- Indrømmet; det var hårdt og ubehageligt, men med besvær kom jeg igennem alle 400 gram på under fem minutter!
Stolt og ikke mindst lettet forlod jeg åstedet for at gå bag kameraet og tjekke den digitale optagelse af min seneste bedrift. – Men, hvad var det!? Mobilen var livløs! - Fortvivlet måtte jeg erkende, at dagens indsats var ganske forgæves:
- Lige dér var jeg faktisk glad for, at ingen andre var tilstede til at fange det unikke ’Kodak moment’, hvor min nøje selviscenesatte selvpromovering med al tydelighed skete i den virkelige virkelighed, men ikke blev gemt i megabyte og pixels. Tilbage var kun virkelighedens voksende mavepine og et ligeså virkeligt generelt kropsligt ubehag. Battery low!
|
