Hirtshals & Bindslev Avis 24. september 2014, Ugens klumme Flere klummer Klik på klummen for at se den i større udgave! Klik på klummen for at se den i større udgave! Flere klummer   Oldemors skål Ugens klumme, Hirtshals og Bindslev Avis, onsdag den 24. september 2014 Det er i øvrigt klumme nummer 99. Jeg var kun tre, da farmor døde. Alligevel husker jeg tydeligt en mængde ting om hende; hendes hår, der - trods de spæde kræfter til sidst - altid sad upåklageligt, de lange eftermiddage med modellervoks på voksdugen i spisestuen og den tunge, søde duft af gammel dame, der gennemsyrede alt i hendes lejlighed. Jeg kan til enhver tid genskabe indretningen i mit hoved; ikke mindst fordi, mine forældre stadig har flere af hendes møbler stående, så de lige siden har dannet rammen om min opvækst.   Tilsvarende har jeg sørget for, at centrale oplevelser og ejendele fra mine bedsteforældre på min mors side bevarer betydningen og værdien, også for mine unger: På øverste hylde i den store reol står således en skrøbelig porcelænskrukke med sirlig hank og guldemalje. Da jeg var barn stod den på mine bedsteforældres altid velstemte pianette. Hver gang jeg besøgte dem, var det en fast tradition, at mormor diskret trak mig til side for at spørge, om jeg havde set, om der lå noget i krukken. – Nej, svarede jeg altid troskyldigt – også selv om, jeg for længst havde tjekket, om det var syrlige drops eller dronningemandler, jeg et øjeblik senere skulle nyde.   Det er rare minder, som jeg efter bedste evne forsøger at give videre sammen med mange andre, som jeg gerne vil have, at mine børn husker mig for, når de engang sidder der, hvor jeg gør lige nu. Mormors krukke i stuen, de andægtige søndage, hvor de musselmalede arvestykker kommer frem, og de øjeblikke, hvor tiden synes at stå stille, og alt kun drejer sig om at være her nu; her, sammen med familien, fuldt og helt.   Men efterhånden, som jeg er blevet voksen, synes det som om, det er blevet sværere og sværere at skabe de intense øjeblikke. Det er konstant andre opgaver, der presser på: Mails, der skal tjekkes, en bil, der skal på værksted, børn, der skal hentes eller bringes. Så hvilke unikke øjeblikke, vil mine børn monstro værne om og værdsætte med tiden?   Jeg funderer over, om mine forældre og bedsteforældre gjorde sig samme bekymringer om, hvad de bragte videre. Havde også de svært ved at finde tid, ro og inderlighed til de øjeblikke, som jeg i dag husker allerbedst, - eller opstod de bare ud af ingenting; uden forudgående aftale om fælles kvalitetstid og fuld opmærksomhed uden tablet og Nintendo?   Det er 37 år siden, farmor døde. Alligevel husker jeg tydeligt, hvordan hun, da hun afkræftet måtte fejre jul på sygehuset, og alligevel glædede sig til, at jeg pakkede den enorme julegave ud, der lå under hospitalssengen. Bag det blanke, blå gavepapir gemte sig en funklende, rød gokart med håndbremse og ringklokke. I mange år var en mit mest elskede stykke legetøj, - altså lige efter de mange legoklodser, som jeg akkumulerede gennem adskillige fødselsdage og juleaftener, hvor mine forælde, bedsteforældre, min søster og min gudfar sendte mig kærlige tanker i form af raslende æsker. I dag lever hver eneste klods videre i de store bedrollere under ungernes senge.   Jeg er præget af mine forældre og bedsteforældre. Et ophobet overskud af glade momenter og alvorsfulde stunder har medvirket til at gøre mig til den, jeg er i dag. Men jeg gad godt vide, hvad jeg giver videre? Og er det overhovedet muligt at trænge gennem støjmuren af DR Ultra, iPads, toptunede trick-løbejul og lange skoledage? Kan jeg tilrettelægge øjeblikkene? Skal jeg tilrettelægge øjeblikkene? Jeg har lige været en tur i mormors bolsjekrukke: På bunden lå kun to dronningemandler og resterne af et af de althea-bolcher, jeg i sidste måned fyldte i, så der lå noget klar, når ungerne spurgte, om de måtte kigge i ’Oldemors skål’. - Det er godt, at de selv kan spørge og skabe de rigtige øjeblikke, når jeg åbenbart har så travlt med at fundere over, hvornår og hvordan de skal være … Flere klummer