Hirtshals & Bindslev Avis
26. november 2014, Ugens klumme
Flere klummer
Klik på klummen for at se den i større udgave!
Klik på klummen for at se den i større udgave!
Flere klummer
En velcro-orienterets bekendelser
Ugens klumme, Hirtshals og Bindslev Avis, onsdag den 26. november 2014
Det er i øvrigt klumme nummer 104
Der findes to slags mennesker: Dem, der elsker snørebånd i skoene og bændler i dynebetrækket; og dem, der hælder til velcro og synlig lynlås begge steder.
Forleden, midt i morgennyhederne på P4; umiddelbart efter koalitionen gennemførte endnu et bombetogt i Syrien; lige inden OW Bunker gik helt konkurs; kunne mit trofaste stereoanlæg, som har tjent mig i adskillige år, ganske enkelt ikke mere. Selv den mindste berøring af volumenknappen udløste en øjeblikkelig og ubærlig skratten og støjen i begge kanaler, og jeg vidste straks, hvad klokken var slået: Det var tid til at købe en ny forstærker.
Da jeg aldrig har syntes om at gemme spændende opgaver til senere, så jeg allerede samme eftermiddag mit snit til at gå på jagt efter den bedste afløser for mit stabile Pioneer-anlæg. I de køligt-blå elektronikforretninger stod den ene unge ekspedient efter den anden klar til at komme med indstuderede råd og vejlede om de nyeste, topsælgende features: - Og bag den stilsikre pianolak finder du hele fire toptunede A-10-forstærkere med Direct Energy-design og symmetrisk konstruktion, der er førende i klassen med hensyn til lyd og iklædt underspillet, teknisk elegance …
- Jeg behøver næppe at nævne, at jeg hverken faldt for den glatte pianolak eller den sleske sælgerfyrs indstuderede salgsrutine. Men et anlæg fik jeg den dag; bare ikke i den butik.
Hjemme blev jeg mødt af konen, der - som ventet - først anklagede mig for at ødsle med pengene, men siden måtte indrømme, at hun dagen i forvejen havde måttet opgive at høre ’Arabiske stemmer’ på P1, fordi Nasar Khader konstant blev afbrudt af bulder og skrat i venstre kanal, mens hans gæst var skjult bag lignende støj i den højre. Jeg fik derfor – som ventet – allernådigst lov til at stille det nyindkøbte vidunder ind i stuen, men måtte dog først hjælpe med at skifte sengetøj og tømme alle vaskekurve, før jeg kunne pakke forstærker og ledninger ud af flamingo og klæbefilm.
At lægge vasketøj sammen er kedeligt, men til at overskue, men især dynebetrækkene er sande mareridt at lægge på. De fleste mangler bændler eller knapper, så risikoen for at binde dem skævt er yderst overhængende. Andre har plastic-tryklåse af den slags, der allerede efter tredje vask er blevet så forslåede, at de ikke længere kan hverken trykkes eller låses sammen. Et enkelt har en lang lynlås i fodenden; umiddelbart en praktisk løsning, havde det blot ikke været fordi, producenten har valgt at skjule de mange plastichager bag folder og læg, så det er muligt overhovedet at finde frem. Og lykkes det alligevel at finde lynlåsen, er det usvigeligt sikkert, at det kræver seks-syv-otte forsøg at lyne betrækket, fordi lynlåsen hver gang kører fast i de centimeterbrede stoffolder.
Generelt er det et problem, når designere ønsker at skjule vigtige knapper, håndtag og duppeditter. Lettilgængelig velcro og selvlåsende magnetlukke er klart at foretrække.
Tilbage i stuen kom endelig tiden til at installere det nye musikanlæg; smuk, simpel og elegant design, med kun to knapper, der diskret lyser bag det blanke ydre. Alt styres via fjernbetjeningen og menuen på fjernsynet. – Jamen, hvor slår man over på P1, lød min kones vanligt teknikskeptiske indvending, - og hvor sætter man CD’en på pause?
Efterfølgende kan jeg nu supplere min indledende pointe om, at der findes to slags mennesker, med at tilføje, at de, som holder af bændler og krympede knaphuller i sengetøjet, tilsyneladende også gerne stiller sig tilfreds med mekaniske drejeknapper og Nasar Khader og ’Eksistens’, mens vi velcroorienterede hælder til nye multi-features og gadgets … og morgennyhederne på P4.
|
