Hirtshals & Bindslev Avis 10. december 2014, Ugens klumme Flere klummer Klik på klummen for at se den i større udgave! Klik på klummen for at se den i større udgave! Flere klummer   Svigerfamiliens familiære kagerygrad Ugens klumme, Hirtshals og Bindslev Avis, onsdag den 10. december 2014 Det er i øvrigt klumme nummer 106. Den 4. december for 63 år siden havde ’ALT for damerne’ et idyllisk snelandskab på forsiden. Stjernehimlen var tegnet, men det lille bondehus og alt omkring det var lavet af kagedej og glasur; selv halvmånen, som stod lavt på tagryggen. Klemt mellem frk. Jensen og brødrene Price, står det slidte ugeblad i dag på næstøverste hylde i vores stue. Forsiden er forstærket med lærredstape, bagsiden mangler. Inden i er alle sider løse. Men det betyder intet, for side 24 og 25 er intakte, selvom netop de har de tydeligste spor af årtiers fedtede bagefingre. Det er på disse to sider, at nøglen til min svigerfamilies kagemæssige pukkelrygrad og selvforståelse skal findes. Det var min kones bedstemor, der i 1951 købte ugebladet. og lavede hvert år, årti efter årti, troligt kagehuset til sine begejstrede børn; vægge og tag af sirup, margarine, puddersukker, æg, hvedemel, bagepulver, nelliker, allehånde, ingefær og kanel. Hertil rigelige mængder glasur i alskens farver; hvid til vinduesfagene og som underlag for tagets sirlige rækker af harlekinknapper; grøn og rød til juleroserne på gavlen. Det er en langsommelig og nødvendig proces at lave kagehus. Men jeg indser først nu – efter at have levet med min kone i 18 jule, hvor vigtig og altafgørende den i virkeligheden er! Selv om min kones bedstemor, da jeg lærte hende at kende, ikke længere rejste kagehuse til sine voksne børn, lærte jeg som ny i familien hurtigt om både bladets og det søde kagehus’ eksistens og familiemæssige vigtighed. Med lige dele barnlig begejstring og voksenreflektorisk lede, har min kone jævnligt fortalt om bedstemoderens årlige kagehusbagning: Ved siden af fuldtidsarbejde, almindelig oprydning, rengøring, tøjvask, madlavning til sig selv og sine tre børn – ægtemanden sejlede i lange perioder på Grønland – sørgede hun også for julen med alt, hvad dertil hører; deriblandt ’ALT for damerne's sukrede kagehus. – Og det har ikke altid været lutter fryd og gammen. Ambitionsniveau og julestress må indimellem have tynget julehyggen i svigerfamilien. For cirka ti år siden, fik min kone - under en nærmest ceremoniel højtidelighed - som tredje generation så overdraget det tyndslidte, gamle blad med opskriften. I den falmede konvolut ligger også de oprindelige papskabeloner med rundede hjørner og fedtede dejpletter. Og sidst - men bestemt ikke mindst, forstår jeg – følger der med vogterrollen også ansvaret for at opbevare den oprindelige masonitplade, hvor huset siden 1951, hver jul har været bygget på. Selvom det røde gavepapir med nisser hverken længere er glittet eller uden revner, må det ifølge overleveringen ikke skiftes. Alt skal være, som det var. Men de seneste ti år, har opskrift og kagehus været gemt bort. Viljen til også at påtage sig den stressfaktor har heldigvis ikke været stor nok hos min kone. Men lørdag kom min kones bror og kæreste forbi for at holde fælles bagedag. Da vaniljekranse og pebernødder var bagt, hev han frejdigt de færdigbagte elementer til et kagehus op af tasken; kun glasur og chokoladeknapper manglede. - Hvis han har, så vil jeg også, lød min kones uigennemtænkte hensigtserklæring. Så her står vi nu. Som for 63 år siden, er det i dag en tredages proces – måske længere – at rejse et rigtigt kagehus. Dejen skal laves og rulles ud. De oprindelige papskabeloner skal skrabes fri af indtørret dej fra sidste år, inden gavle, sider, tag, skorsten og dør kan skæres ud og bages. Næste dag er en sand sukkerfest, hvor alt sirligt dekoreres med kulørt glasur, inden det på tredjedagen forsigtigt samles og limes sammen med glasur. Jeg måtte derfor - lettere modvilligt – indgå en bagekagehus-kontrakt med min datter og kone: Mod at jeg fik lov til at stå for indkøb, aftensmad, drengenes transport til og fra håndbold, ugens tøjvask og al rengøring, ville de uden at sukke rejse sukkerhuset på kun to dage – og det lykkedes faktisk. Og julefreden er her stadig. - Havde huset så bare kunnet spises uden at knække tænderne bagefter … Flere klummer