Hirtshals & Bindslev Avis
. december 2014, Ugens klumme
Flere klummer
Klik på klummen for at se den i større udgave!
Klik på klummen for at se den i større udgave!
Flere klummer
24 overraskelser
Ugens klumme, Hirtshals og Bindslev Avis, onsdag den 24. december 2014
Det er i øvrigt klumme nummer 108.
Decembermorgenerne har i år næsten været til at leve med. I modsætning til de seneste fire-fem år, har min kone og jeg faktisk kunnet få lov til at sove … lige indtil vækkeuret ringer klokken seks om morgenen.
Da jeg var barn gik bølgerne højt, hvis der bag papjulekalenderens låge gemte sig et lufttørret, hvidligt vekaostykke, formstøbt som en fedladen julemand. I dag skal paplågerne helst gemme på Lego Star Wars-rumskibe, nuttede Playmobil-heste eller ellers uopnåelige Sleich-høballer og hundehvalpe.
Siden mine unger blev store nok til at kunne tigge om at få en designet julekalender, fremfor et par daglige pebernødder eller en mandarin i sokken, har jeg (lettere) modvilligt føjet mig og købt dem hver deres yndlingskalender; ikke kun fordi, de ellers ville blive skuffede, men også fordi jeg selv er yderst lego-glad. – Og det er da herligt, hvad dagens 7-8 klodser kan skabe: En slæde, en mini-pølsebod eller en miniatureudgave af Tusindårsfalken.
Men ligeså begejstret jeg hvert år op imod december har været for at give ungerne kalenderne; ligeså irriteret og sammenbidt har jeg været, når jeg allerede klokken 04.30, den 1. december hørte de to store skændes i stuen:
- Det er min! Nej, det er min! – Neej, det er min!
Eller: Ritsj … og så lyden af legoklodser ud over stuegulvet og under kommoden, efterfulgt af skrig og hjerteskærende gråd. Vel at mærke stadig klokken 04.30 om morgenen.
Det er bare for tidligt. Derfor har min snarrådige kone i år indført den regel, at kalenderne først må åbnes efter morgenmaden, hvilket sådan set har virket efter hensigten. Samtidigt skal også indrømmes, at især purken på otte har formået at finde sit gode sovehjerte frem. Han skal nu faktisk trækkes ud af sengen hver morgen (- ligesom han skal trækkes i seng hver aften. Men det er en helt anden klumme).
Også jeg har af min kone og unger fået en julekalender i år: 24 låger med hver sin lakridspibe bag; en rigtig mandekalender. Sørgeligvis er det indtil nu gået sådan, at jeg i flere dage har glemt at åbne den, fordi den ligger under ungernes Lego- og Sleich-kalendere. Kombineret med, at jeg på dagsbasis glemmer min hang til lakridspiber, betyder det, at der gerne går fem-seks dage, mellem jeg åbner den. Og når jeg endelig åbner den, kan jeg ikke få mig til at svælge i den søde lakrids, men føler mig nødsaget til at dele med resten af familien. Et hurtigt regnestykke viser således, at jeg selv kun har nydt omtrent en femtedel af de mulige 24x17 gram. Det lyder ikke af meget; og det er det heller ikke.
Den eneste i familien, der ikke har en kalender at stå op til, er min kone. Men jeg har allerede nu fundet den perfekte jule-kone-pakkekalender-gaveide til næste år: 24 gavekort, som kan indløses nårsomhelst. Hvert af dem giver adgang til 15 minutters nakke- og skuldermassage eller 20 minutters fodnus. – Bare hun så ikke glemmer at åbne den; for det vil vi være to, der fortryder.
Glædelig jul!
|
