Menu List MENU
Velkommen
Foredrag
HBA Klummer
Billedkunst
Verdens ældste longjohn
Højruphus
Bryllupspræludium
Youtubechannel
CV
Links
Kontakt
360 kuglepanoramer

Ugens klumme
Hirtshals & Bindslev Avis 14. januar 2015,
 

Flere klummer

 




Flere klummer

 


- Skide godt, Egon!

Ugens klumme, Hirtshals og Bindslev Avis, onsdag den 7. januar 2015
Det er i øvrigt klumme nummer 111.
 


- Aktionen starter klokken 22.31. Vi skal bruge en firehjulstrækker, en kædesav, 40 meter ledning, et par arbejdslamper, kolde øl og 10-12 nattevågne, yderst hjælpsomme naboer.
 
Klokken 21.18. lørdag aften sendte jeg den sædvanligt nedjusterende sms til min søster, der bor i det vejrmæssigt altid pyssenysselige Nordsjælland. Hun var bekymret for, om stormen ’Egon’ for alvor havde vist tænder i Vendsyssel. I mit korte svar påpegede jeg det uomtvistelige faktum, at det oftest altid blæser i Horne og omegn, og at ’Egon’ nok var størst, når det kom til de landsdækkende tv-stationers vanligt oppiskede dækning af vejrliget. 
 
– Det var vel at mærke før min nabo klokken 22.23 bankede på døren og spurgte, om jeg var klar over, at vores store fyrretræ lå og spærrede vejen. – Det var jeg ikke, men det blev jeg! 
 
Klokken 22.24 fløj jeg i tynd jakke og bare fødder i skoene ud på vejen, hvor ungernes store, elskede klatretræ, der plejer at skærme bålpladsen i hjørnet af haven, rigtignok lå tværs over begge vognbaner, og tilmed spærrede fortovet på den anden side.
 
Et raskt opkald til Falck afslørede, at de naturligvis havde andre, væsentligt vigtigere ting at tage sig til under stormen, men at de ville komme senere på natten. Heldigvis havde en snarrådig bilist, der kort efter træet væltede, kom forbi, allerede udtænkt en plan: Aktionen startede klokken 22.31.
 
Det store træs dobbeltstamme var i faldet flækket i to næsten lige store dele. Med min halvsløve bøjlesav fra skuret fik jeg med møje og besvær og blodvabler til følge fjernet de største sidegrene, så den største af stammerne ville kunne passere rundt om hjørnet og ind på parkeringspladsen, længere oppe ad vejen, på den modsatte side, hvor den ikke ville ligge i vejen.
 
- Egentlig var han på vej hjem, men kunne da godt lige lægge trækkrog og –tov til at få den ’bette’ stamme af vejen. Som sagt, så gjort. Tilbage lå nu kun den anden, der blev trukket ind til siden foran vores hus.
 
Rygtet om det væltede træ må have løbet hurtigt i byen, for inden midnat var ikke færre end 10-12 nattevågne, og yderst hjælpsomme naboer med grene flyvende om ørerne i fuld gang med at rydde op: En satte arbejdslamper op, en anden kom med kædesav og beskyttelsesbriller, og fik hurtigt parteret stormens bytte i håndterbare dele. Ungerne og flere hjælpere tog fra, og slæbte grene og stykker af stammen ind på fortovet og ind i haven. Inden midnat var vejen ryddet, aktionen fuldendt. 
 
Søndag morgen lå kun den store stamme på parkeringspladsen og de mange, store stykker på fortovet og i rabatten på den anden side af vejen. Jeg så allerede for mig, hvordan bøjlesav og blodvabler ville komme på overarbejde, men igen blev jeg overvældet af gode venners enorme hjælpsomhed. Nye folk meldte sig banen med kædesav og ekspertise, og i løbet af et par timer var alt ryddet. – Det er en af de største og vægtigste grunde til at bo netop her; at hjælpen og omsorgen for hinanden er så stor og parat.
 
- Nu har jeg en ny plan: Ud over at jeg har opprioriteret kædesaven på min ønskeliste over uundværlige gadgets, vil jeg sørge for at fortælle alle, hvor glad og stolt jeg er over at bo i en landsdel, hvor selv stormen ’Egon’ ikke kan tage pusten fra hjælpsomheden og omsorgen, selv midt om natten med grene piskende om ørerne. Hermed stor tak til alle mine ekstremt hjælpsomme naboer og venner. 
 
- Og dig, ’Egon’, din lusede amatør, din elendige klamphugger, latterlige skidespræller, talentløse skiderik, impotente grødbonde, småbørnspædagog og socialdemokrat! - Jeg er glad for, at der går lang tid, før du kommer igen. Næste gang vil vi gerne ’nøjes’ med noget så fredfyldt og sødt klingende som Frederikke eller Felicia.

 

 
 
 

Denne side administreres med SmartCMS ® 2008