|
På vej i biografen søndag aften, blev jeg med et sat flere år tilbage i tiden. Det kunne have været et glædeligt gensyn med rare oplevelser; måske den altid spændte forventning til aftenens blanding af underholdning, popcorn og bløde sæder; måske forventningens glæde ved igen at have en oplevelse alene med min kone og gode venner – uden ungerne, deres evindelige tablets, juicebrikker og efterfølgende altid ubelejlige behov for at tisse. Nok var begge dele repræsenteret i min begejstring, mens vi i det kraftige snefald sneglede os mod biografen, - men fornemmelsen af voksenfrihed var iblandet et stænk af en gammelkendt følelse af alligevel ikke at kunne slappe af.
Min kones og mit biografbudget har de sidste ti år været omvendt proportionalt med antallet af timer brugt på at vaske mudrede flyverdragter, smøre madpakker, hente og bringe og bringe og hente, og læse den samme bog om Chip og Chap, der holder flyttedag, fordi bettemanden ikke accepterer andre som godnatlæsning. – Men des større var glæden, da det med kort varsel søndag eftermiddag lykkedes at få arrangeret biografturen samme aften.
Jeg husker med blandede følelser de gange, mine forældre har puttet vores førstefødte, mens min kone og jeg, selviscenesat og all dressed up, forsøgte at flette fingre over rødvin og rosastegt kalvemørbrad med spæde rodfrugter og sart svampeflødesauce. Hver gang var den samme. Hvor samtalen burde have handlet om os og kultur og kærlighed og kildevand, skævede vi begge mere til telefonen, og overvejede konstant, om vi burde ringe hjem og høre, hvordan det gik. Ubønhørligt blev den tiltrængte, romantiske parmiddag altid infiltreret af tanker og bekymringer: - Kan farmor mon finde sutten? Mon lillefisen er glad? Er hun faldet i søvn? Og fik hun nok at spise?
I dag er lillefisen ti, og det var da også hendes ide, at hun søndag sagtens kunne sørge for at hendes små brødre fik børstet tænder og kom i nattøj, så de var klar til at komme i seng, når vi var hjemme lidt over otte, efter den tidlige aftenforestilling. – Begejstringen ville ingen ende tage, billetterne blev bestilt, aftensmaden slugt, og af sted kørte vi …
Men allerede på vej ud af byen, mærkede jeg den begyndende nagen: Kan hun nu finde laderen til nintendoen, så mindstemanden ikke bliver ked og sur? Kan hun styre ham den store, og kan de overhovedet holde fred i to timer?
Måske fik jeg ikke det fulde udbytte ud af filmen. Måske stolede jeg i situationen ikke helt nok på min ældste datter. – Men alt gik jo fint og smertefrit. Hun havde sågar i et skema holdt nøje styr på, hvor mange vingummier og lakridser, de hver især havde fået fra posen, som jeg som kompensation for vores selvbestaltede voksentid, havde tryllet frem fra slikskabet, inden vi tog afsted.
Hele søndag aften så jeg perspektiver i det her! – Lige indtil min kone mindede mig om, at det snart vil være min datter, der er afsted i byen, mens vi ængsteligt sidder oppe i sofaen til langt ud på natten: - Bare hun nu ikke får for meget at drikke? Er lillefisen – det må jeg nok ikke kalde hende til den tid! - mon glad? Hvornår kommer hun hjem?
Men der lang, lang, laaang tid til …
|
