|
STOP! Læs ikke videre, hvis du - ligesom jeg - er letpåvirkelig og instinktivt reagerer på selv malende beskrivelser af andres dårligdom.
De sidste uger har været en sand prøvelse udi kropsligt ubehag. Hele familien, på nær min altid irriterende standhaftige og kernesunde kone, har været igennem samme omgang: Først lette mavekneb og svimmelhed et døgns tid. Derefter god, gammeldags, gedigen opkast en masse.
Første offer var den største af poderne, der et par nætter i træk kløgtigt valgte sofaen i stuen, da den var væsentligt tættere på toilettet …
Allerede på andendagen stødte yngste skud på stammen til. Og her blev ikke sparet på hverken omfang eller hyppighed. Som sædvanlig var det min kone, der spottede de første hikstende lyde fra drengeværelset. – Jeg hører ingenting; heller ikke vækkeuret om morgenen!
Op. Finde klude og spand i skabet i køkkenet. Huske et glas vand og køkkenrulle!
For sent! Bettemanden havde allerede vendt vrangen ud på sig selv i sengen og dermed nødvendiggjort et større skifte af nattøj, sengetøj og madras, ligesom også gulvet i betragtelig omkreds nu skulle tvættes. – Og her er det, at mit letpåvirkelige og yderst sensitive system ville have været sat på en alvorlig prøve.
Min altid dedikerede og urokkelige kone husker endnu, hvordan hun ramt af tiltagende, invaliderende ammehjerne endelig en aften lykkedes at slippe væk fra bleer og sutteflaske. Veninderne var klar, og alt var tilrettelagt, så jeg snildt ville kunne klare den simple opgave: Mad på køl, syvoghalvtreds stofbleer strategisk lagt inden for rækkevidde i alle rum og nye Byggemand Bob-dvd’er indkøbt til lejligheden. Men selvfølgelig skete det eneste, der ikke måtte ske: Lillepigens gennemkogte aftensmad kom retur. Med både gulerødder og grønærter. Per automatik reagerede også min mave ved at donere det meste af sit indhold til samme pulje. - Dér lå vi begge og havde umådeligt ondt af os selv; ude af stand til at tørre op eller komme videre.
Dengang var – ligesom nu – eneste udvej at trække i nødbremsen og ringe til den altid handlekraftige kone: - Piv-piv! Du er nødt til at komme hjem og tørre op! Jeg kan ikke!
- Jeg ved det; det er pinligt og ynkeligt. Men jeg kan intet stille op. Min krop reagerer øjeblikkeligt og uden varsel. Jeg kan bare ikke nærme mig andres opkast uden selv at få en sand ud-af-kroppen-oplevelse.
Min lærenemme kone har med årene accepteret tingenes tilstand, om end hun stadig gerne fnyser lidt og også lader et par bemærkninger falde, når jeg i stedet for at springe op, hvis en af ungerne alarmerende hoster i sengen, ruller om på den anden side og sover videre, mens hun må klare, ja, ærterne (og gulerødderne).
Jeg har i smug overvejet, hvilke andre stimuli, jeg mon til min fordel kunne have ladet falde ind under mit sensitive sanseapparats fintfølende natur - vaskekurvenes påtrængende lavendel? Opvaskens syntetiske citron? – men afholder mig naturligvis fra at udnytte situationen! - Dertil har jeg for meget respekt for min altid udrykningsklare kone.
|
