|
Forleden kom den mellemste – om så mange gange før - hjem fra skole, men forleden var noget ganske specielt.
Normalt kaster han som det første sin taske i døråbningen til køkkenet, for derefter at krænge de elskede blå Nike Free af – vel at mærke uden at binde dem op! - og også efterlade dem midt i ganglinjen mellem køkken og badeværelse; gerne med lidt jord spredt rundt om på gangarealet.
Men sådan var det ikke forleden. Derfor vil den dag med al sandsynlighed gå over i den kollektive familiebevidsthed som noget ganske særligt. - Sådan er det; det er de specielle oplevelser, der afviger fra normen, vi husker. Det er sjældent leverpostejen med rødbede og de flade klapsammen’er uden andet end hamburgryg og mayonnaise, der efterlader spor. I stedet husker ungerne gerne de dage, min kone eller jeg har brugt aftenens sidste kræfter på at bage lækkert brød, pizza eller pølsehorn.
- Og dog. Mellemste sønnike på otte har en tendens til at føle sig forfulgt netop af fortidens mange rugbrødsmadder. Derfor afskyr han i dag både rugbrød, kerner og leverpostej!
Nå, tilbage på det lumskt forhindringsløse gulv i gangen lå forleden hverken purkens taske eller sko. Og minsandten om ikke også den uudpakkede idrætstaske fra i fredags på nærmest magisk vis var forsvundet!
- Jamen, hvorfor skal jeg … lyder ellers normalt hans tilbagevendende, ungdomssløvsindede argument. – Fordi, du ikke skal bruge dem, de næste par dage, er mit logiske, voksenagtige argument. Men hvis ret skal være ret – og det skal det i en purung præ-teenagers sort/hvide verden – har han det ikke fra fremmede; det med at efterlade ting praktisk i en bunke, inden for rækkevidde.
Jeg indrømmer blankt, at jeg let forfalder til at lade ting, jeg ved, at jeg skal bruge om kort tid, ligge i umiddelbar nærhed.
Weekendens solskin fik således min kone til på ny at ønske højbede i haven. Men denne gang kløede jeg af en eller grund ufortrødent på, men kunne ikke færdiggøre det omsiggribende projekt på en dag. For at spare tid lod jeg derfor både haveredskaber og trillebør stå fremme, mens skruer og skruemaskine, sav og andet værktøj sirligt blev lagt i en bunke lige inden for døren i udhuset, så jeg hurtigt kunne fortsætte dagen efter uden at skulle til at finde alting igen.
Men da jeg søndag formiddag efter morgenkaffen ville fortsætte hendes (!) projekt, var værktøjet forsvundet, ligesom også mit kameraudstyr på spisebordets frie bordende, stakken på sofabordet af dvd’er, vi potentielt kunne have set, hvis vi havde haft tid, og ungernes bunker af nænsomt sorterede specielle legoklodser, der siden midt i marts har fyldt gulvet bagved og under sofaen, var pist væk. I et momentant oprydningsraseri havde konen fjernet alt, hun ikke mente, lå på sin rette plads (hvad det så end er!?). – Selv fjernbetjeningen til fjernsynet i soveværelset havde hun lagt på den plads, hun mener, er den rette, nemlig under fjernsynet, hvor man absolut ikke kan nå den, når man skal bruge den (i sandhed en fjern betjening!).
- Nu afventer jeg kun, at min kone også selv lader sine ting finde hjem; hårbørsten, der altid ligger og flyder et eller andet sted, hvor ingen kan finde den, når der er allermest brug for den, de ophobede bunker af tøj, hun lagde frem i går og i forgårs og dagen før det, men alligevel ikke tog på, de allestedsnærværende hårnåle og –elastikker, og de syv-otte tørklæder, hun dagligt skal prøve foran spejlet, førend hun kan tage på arbejde, og altid efterlader på alle vandrette overflader i køkken, stue, badeværelse og gang.
- Når det sker, tør jeg godt love, at jeg er færdig med både højbede og efterfølgende oprydning. Men der er lang tid til.
|
