|
Det kan godt være, at min græsplæne ved første øjekast ser tilforladelig ud. Og spørger du mine boldspillende unger, vil de sikkert også være begejstrede. – Men der skal ikke mange nærstudier til, før man hurtigt opdager, at plænen langt fra er plan, men til gengæld fyldt med knolde og små tuer; vel at mærke til trods for, at min kone og jeg, kort efter vi flyttede ind, både kultiverede hele grunden, tromlede og med møje og besvær trak den ene europalle efter den anden over den nøgne, knoldede grund, inden vi spredte både kalk, gødning og frø efter alle kunstens regler.
Græsset kom op; det samme gjorde både mælkebøtter og tusindfryd. Så helt renset var jorden åbenbart ikke. – Men ungerne er ligeglade. Det samme er min kone efterhånden også blevet; specielt efter andre og mere synlige haveprojekter har givet hende griller i hovedet.
Et år var det tanken om friske tomater, squash og agurker, der drev hende til at få mig til at bygge et drivhus af gamle brædder og beklæde det med klart dampspær. Det holdt lige nøjagtig to efterårsstorme, så var de blafrende sider revet itu, og kan – her mange år efter – endnu findes spredt rundt i havens hjørner. Skelettet står der endnu.
Et andet år var det hendes trang til at tynde ud og skabe mere lys blandt de planter og busker, som hun mente både var levedygtige og skønne nok til at blive bevaret, der krævede min indsats. Ud fra devisen om, at alt kan beskæres … og noget kommer igen, gik jeg til opgaven med krum hals, ørnenæb og grensav. Her, adskillige år senere, er der stadig store åbne partier i forhaven ud mod vejen, som før stod tæt lukkede af forsytia og skønne syrener.
I erkendelse af den tydelige kombination af vores absolut ikkeeksisterende lyst til at luge og i øvrigt manglende vilje til og forstand på andet havearbejde end bærplukning og jordbærspisning, ønskede fruen sig så i år en hel stribe højbede. Igen fornemmede jeg hurtigt, at selve etableringsdelen lå på mine skuldre. Heldigvis havde jeg i skuret adskillige brædder og lægter, som let kunne skrues sammen til de ni kvadratiske kasser.
Jeg kan efterfølgende afsløre, at ni, meterbrede, kvadratiske højbede rummer en del jord. Men inden den kom i, var opgaven at finde småsten til dræn. Heldigvis viste det sig, at adskillige venlige i byen hellere end gerne donerede murbrokker og andet affald, som med endnu en indsats ville kunne knuses til dræn; så det var ikke det egentlige problem.
- Som udgangspunkt var det heller intet problem, at hente jord på genbrugspladsen. Det var først, da mine kones nævenyttige kolleger, efter at hun begejstret havde vist billeder af havens nyskabte højbede, påpegede det faktum, at netop genbrugspladsens fyldjord er så rig på næring og tungmetaller, at den i første omgang vil få jordbærrene til skyde i vejret – vel at mærke uden at sætte blomster – og dernæst ophobe de skadelige tungmetaller, at de sande udfordringer kom: For det første havde min kone allerede flyttet alle jordbærplanterne. For det andet manglede vi nu et sted at gøre af de 7-8 rummeter genbrugsjord; og for det tredje skulle vi finde en tilsvarende mængde ren såjord at komme i de nu tomme kummer.
Operationen lykkedes dog, men krævede både blodvabler, ømme skuldre og genetablering af græsplæne på det areal, der kom til at fungere som jordreservoir. Igen har jeg måttet kultivere, stampe og tromle for at planere. Resultatet må så siden vise sig; både i form af græstuer, men forhåbentligt også dild, gulerødder og ærter.
Gad vide, hvad næste fikse haveprojekt for os agurkesalats-ignorante bønder byder på?
|
