|
Istiden begyndte søndag eftermiddag. Hele familien var i Tversted for velfortjent at indtage de størst mulige isvafler. Men forud gik en uges pinsler:
Drengene slog sig selvklart gevaldigt i tøjret, da min altid snedige kone forrige lørdag præsenterede ideen om i en uge helt at afholde sig fra at spille computer, tablet, Nintendo eller andet digitalt gejl. Den ældste kastede sig jamrende i gulvet, mens den anden skyndte sig præventivt at gemme tabletten bag sofaens puder, så han senere ville have bare en flig af chance for at kunne spille i smug.
Naturligvis havde min evigt fornuftige kone en veludtænkt pædagogisk pointe bag sit rabiate forslag. Begge purke har gennem længere tid opbygget en solid afhængighed af Minecraft, Moviestar Planet og Ice Age Adventure. – Hverken min kone eller jeg har dybest set noget imod, at de ind i mellem synker ned i sofaen og forsvinder ind i et eller andet digitalt univers; heller ingen af os kan sige os fri for - efter en lang arbejdsdag - at nyde at slappe af med ’Hvem vil være millionær?’, et slag Wordfeud eller lignende, dybest set ligegyldig tidsfylde. – Men når det for drengenes vedkommende synes at have taget overhånd og helthave udkonkurreret Lego, Anders And-blade, sten og pinde i skoven, trampolinen, lektierne og i øvrigt hver eneste aften være anledning til både gråd og tænders gnidsel, ja, så er det tid til at handle!
Utallige er de aftener, hvor aftensmaden har stået på bordet, og knøsen på otte ’liiiige skulle klare banen færdig’, før han kom. Lige så talrige er de aftener, hvor lillebror på fem har pebet, fordi onde far forlangte, at tabletten skulle slukkes ved sengetid.
Så søndag i sidste uge var det tid til at ’Operation-Gør-Dig-Fortjent-Til-Den-største-Is-I-Verden-Ved-Ikke-At-spille-I-En-Uge’ kunne blæses i gang. Alle i familien fik en udfordring: Drengene skulle abstinere fra at spille, datteren på ti måtte ikke se sine vanedannende ungdomsserier, og vi voksne ... ja, vi endte på elegant vis med at snige os helt uden om udfordringen, selvom også vi nok havde haft godt af at sætte fokus på vores afhængighed af kaffe, Facebook, chokolade, mandler, Friends (igen-igen) ... (gæt selv hvilke, henholdsvis min kone og jeg er afhængig af!).
Selvom det selvfølgelig har været svært, er ingen af drengene faldet i, i ugens løb. Hverken Minecraft eller Ice Age har overtaget. Ej heller er datteren sunket hen foran en eller anden ligegyldig danse-serie på DR Ultra.
Derfor var det søndag tid til at indløse de velfortjente kæmpe-is i Det Blå Ishus i Tversted: Sønnike på otte valgte fem kugler med guf og syltetøj og hele svineriet, lillebror nøjedes med en pindis (muligvis ud fra den sikre overbevisning, at han – som vanligt - alligevel med sin charme ville kunne fedte sig til endog store smagsprøver af alle vi andres is!), storesøster bestilte den største softice, mens min altid beskedne kone berkerskede sig, og kun bestilte to kugler. - Selv lod jeg mig ikke holde tilbage og bestilte – trods det faktum, at jeg ikke havde ydet min indsats hele ugen – husets mest voluminøse is: En ’Kæmpe Kalle’ medhele ti kugler, guf, flødeskum og flødebolle!
Jeg behøver næppe fortælle, at humøret var ganske højt hos alle. - Men det skulle vise sig, at de store ismængder kun viste at være mild opvarmning til den sande belønning, som – ganske afslørende – kom, davi igen var hjemme: Mens drengene kastede sig over computer og tablet, smed storesøster sig mageligt foran fjernsynet ... mens jeg satte mig med endnu en kop kaffe for at tjekke Facebook for syvogtredivte gang. Den dag.
|
