|
Det siges, at der bag enhver mand står en stærk kvinde. Om også det modsatte skulle være tilfældet, vil jeg lade stå hen i det uvisse, selvom min normalt altid ræsonnable kone med sikkerhed vil hævde, at det i hvert fald ikke var tilfældet, da nedenstående udspillede sig i en turistby ikke så langt herfra.
Torsdag gik turen impulsivt først til den tilsandede kirke og derefter til Grenen, hvor først den ene, dernæst den anden – for Gud ved hvilken gang – skulle foreviges i den klassiske positur med et ben i hvert hav. Da sulten hen ad aftenstide var ved at indfinde sig - og udsigten til pasta med pesto, som ville være det eneste, vi efter hjemkomst ville have kræfter og tid til at lave, inden ungerne skulle i seng, virkede som en slemt skuffende kadence på en helt igennem sommerferieagtig dasedag - valgte vi i stedet at styre mod Skagens hyggelige gamle, gule huse for at finde et hyggeligt sted at spise.
Eftersom hverken min kone eller jeg har særlige præferencer eller nærmere kendskab til bestemte steder i Skagen, hvor det med fordel ville kunne lade sig gøre at dinere med trætte børn, faldt valget på det første og bedste pizzeria i byens gågade.
Udefra emmede stedets jovialt håndtegnede logo umiddelbart af gemytlig, italiensk familietradition, men allerede i døråbningen blev vi slået omkuld af øredøvende, pulsforhøjende, tysk heavy metal-musik fra de slet skjulte højttalere på hver sin side af den høje disk. Bag disken måtte tjeneren på grund af den høje musik spørge flere gange til telefonbestillingen af to nummer 43 og en calzone uden ost. I hjørnet sad et par lokale og tyggede på hver sin burger med ekstra pickles …
Da den velklædte tjener endelig kom til os, havde min kone, som sad yderst og nok også er mest sensitiv i forhold til sønderrivende, infernalsk, tysk heavy metal, samlet mod; men i stedet for at gå lige til biddet, som hun ellers plejer, valgte hun en mere blød, valende tilgang: - … øh … den dér øh … musik …
Her kunne den årvågne tjener have grebet bolden og beredvilligt spillet tilbage, men også han anlagde en overraskende strategi, nemlig i første omgang overhovedet ikke at fortrække en mine, men i stedet blot dreje hovedet en anelse som for at lade min kone drive lidt længere til havs. Af bare befippelse gentog min kone sin meget åbne og tydeligvis for tjeneren uforståelige indgangsreplik: - Den dér … øh … musik … øh …?!
Et kort sekund lod det til, at tjeneren muligvis havde forstået det stadigt uformulerede spørgsmål som min kones oprigtige ønske om at opklare, om det mon var ’Rammstein’ eller ’Scorpions’, der var i færd med at perforere vores trommehinder.
Den nu helt sammenbrudte kommunikation fascinerede mig, og jeg nænnede derfor ikke at komme min bedre halvdel til undsætning, men valgte blot at afvente min altid snarrådige kones næste træk: - Den, den … den dér … øh … musik, stammede hun, … kan den …? - Det er Skagen Nærradio, replicerede den nu synligt forvirrede, men på sin vis også tjenstvillige pizzamand.
- Og der er ’metalaften’ hele aftenen?, prøvede min kone spøgefuldt at bløde op, og samtidigt vinde tid til at udtænke en værdig måde at afslutte den pinagtige situation. Hendes dirrende stemme afslørede dog tydeligt, at hun mest af alt var stemt for at gå et andet sted hen, men samtidig afslørede den også en træthed, der næppe ville føre bedre med sig et andet sted …
- Det ved jeg ikke, men jeg kan ikke skifte kanal, lød nu det korte, teknisk svagt begrundede svar. - Jeg kan skrue lidt ned, hvis det kan hjælpe.
Og det var hvad han gjorde; helt ned. Så langt ned, at selv de lokale i hjørnet kunne følge med i hver eneste en bid, vi efterfølgende tog.
Først da vi forlod etablissementet lettede stemningen, mens Rammsteins ’Ich Tu Dir Weh’ (’Jeg gør dig ondt’) lagde sig tungt over indbagte pizzaer og burgerboller.
|
