|
Indtil for nylig er det sket to gange, at min erindring om, hvor hårdt det faktisk er med spædbørn i huset, på efterfølgende pinefuld vis er blevet sat ud af drift. – Godt nok, for ellers havde vores ældste også været vores yngste.
Sidste gang, da yngste skud på stammen var i støbeskeen, var jeg ellers så småt ved at nyde udsigten til snarlige biografture, romantisk tosomhed og alt det, der var, før vi fik børn; ikke mindst at kunne sove igennem uden natlige skrigeseancer og at slippe for den tunge lugt fra den altid fyldte blespand.
Men da mindstepurken kom til verden, blev det lykkelige fremtidsscenarie med eet udskudt yderligere 13-14-15 år …
Måske der ligefrem er tale om en genetisk programmering, der tilsidesætter det faktum, at man normalt på mange af livets områder bliver både klogere og mere tolerant med alderen; at man lærer af sine fejl.
Tre herlige unger er det foreløbigt blevet til. Og indtil i sidste uge, var det ikke planen, at der skulle flere til. Glæden ved at kunne sove længe i weekenden, fordi ungerne selv kan finde både skåle og havregryn eller ligefrem selv lave pandekager til os på sengen (!) har simpelthen overtaget fuldt ud. – Min altid ivrige kone var sågar begyndt at surfe efter billige, forlængede weekender på romantiske hoteller i Europas gamle hovedstæder og all-inclusive ophold med dansk og drinks på motel eller kro på østkysten.
I flere halve år et således lykkedes os næsten at fortrænge de værste af de ubehageligheder, som har forhindret endnu en familieforøgelse. - Men nu har det biologiske ur igen spillet os et puds!
Onsdag blev fem til seks. Og hverken jeg eller min altid omsorgsfulde kone fik mange minutters sammenhængende søvn:
Allerede før midnat måtte jeg op tre-fire gange for at dikke-dikke og stryge over håret. Og hen imod klokken 04 gav jeg helt op, og lagde mig ned på sofaen, hvor den lille ny endelig faldt til ro på mit bryst. Sådan lå vi tæt, mave mod mave, da min kone søvndrukken fandt os næste morgen.
Hen over morgenmaden genopfandt hun den gammelkendte sten-saks-papir-leg om hvem, der skulle tømme blespanden, men nu i form af Candy Crush på tid om, hvis tur det er til at tømme kattebakken.
Heldigvis købte vi vores nye, voksne hankat på dyreinternatet, så han er både renlig og hænger ikke alt for meget i møblerne. Men skrige om natten af udlængsel, det kan han! Alene derfor ser jeg virkelig frem til, at han midt i næste uge er stor nok til at gå ud alene.
-Så er der stadig kun 13-14-15 år til den sidste af de andre unger flytter hjemmefra …
|
