|
Lørdag skete det igen i Hirtshals. Synkront kan byens kvinder i alle aldre de næste uger og måneder se frem til velklædte mænd i nye bukser og skjorter.
Torsdag, fredag og lørdag solgte byens butikker deres varer momsfrit, – eller i hvert fald tyve procent under den normale udsalgspris. Og det lokker, når man nu bestemt ikke bryder sig om snævre prøverum, ihærdigt smilende ekspedienter eller at skulle indse, at livvidden har sneget sig endnu en tand opad. – For når priserne er lave, kan man købe det mere, og dermed få det års tøjindkøb overstået på en gang!
Da jeg lørdag, bevæbnet med en mere end insisterende kone og en i flere uger oparbejdet tålmodighed, kørte mod et af mit livs absolut mest hadede scenarier, var det altså kun med det ene formål at få fyldt op i garderoben for det næste år … eller to.
Jeg tilhører den gruppe af mænd, som når vi har fundet et tøjmærke, en model og en farve, ja, så er det den, vi bærer i en anseelig årrække. I mit skab ligger indtil flere ens par bukser; og i stakken af t-shirts er der også en gennemgående tråd, ligesom i både strømpekassen og bunken af underbukser. I sidstnævnte har hverken farve eller model ændret sig det mindste, siden jeg for 25 år siden gik i gymnasiet. Eneste ændring, er at jeg - selv om der elastik i taljen – for nogle år siden måtte indse, at jeg også her var nødsaget til at købe nummeret større.
- Nu skulle man måske tro, at det både var nemmere og hurtigere blot at skulle købe samme model som de sidste mange år. Men ovennævnte, overraskende ekspansions-faktor gør, at det alligevel er nødvendigt at prøve de velkendte bukser i det alt for trange prøverum; her er varmt, alt for meget lys og ubehageligt ubarmhjertige, legemsstore spejle, der uden blusel afslører, hvad jeg nok ved, men ikke vil anerkende.
Søndag befandt jeg mig her, midt i mit livs årligt tilbagevendende, værste mareridt. Imens vimsede min altid tekstilkøbeklare kone rundt ude i butikken efter nye modeller, som hun mente ’var-lige-mig’. – Men det var de ikke! – Find nu bare de lange, jordfarvede lærredsbukser med god vidde om lår og ankler!
Mens jeg modvilligt alligevel indvilgede i at prøve et par ungdommeligt udseende, fabriksforslidte cowboybukser og dertil en let skjorte med broderi i regnbuefarver og en kæk sommerstråhat, anede jeg pludselig velkendte stemmer i prøverummene på begge sider.
Også her udspandt sig tydeligvis samme scenarie: Det årlige, i bedste fald biennale, tøjindkøb for Hirtshals’ mange mænd var tydeligvis i fuld gang. Storsvedende måtte mine naboer, mine venner, kolleger og fædre til ungernes klassekammerater sammen med alle egnens andre stakkels mænd først gennemleve vore kærester og koners legesyge lyster, og udholde at blive klædt ud i tidens nyeste trends, for til sidst – som altid - at gå fra butikken med det, vi plejer - i rigt mål; som vi plejer.
Og det er just heri, at lørdagens magiske hirtshalsmirakel trods alt består: For på en og samme weekend har størstedelen af egnens mænd fået fyldt op i garderoen, måske endda også fået nye sko.
Så, kære kvinder, nyd os nu i de nye bukser uden pletter de næste måneder, indtil byens butikker igen i juli 2016 sælger momsfrit, og I for en stund kan kuppe os og dresse os op, inden vi ender med ’same procedure as every year’.
|
