|
- Hvordan slipper man lettest for en kedelig og træls opgave, som en nær ven eller et familiemedlem mener, man er den rigtige til at udføre? Min knap-så-høje kone ser altid på mig med store hundeøjne, når osteklokken på øverste hylde skal løftes ned: - Du har så lange arme!
Man kan selvfølgelig altid stikke en eller anden undskyldning: - Jeg har fået pludselig, momentan leddegigt. Eller: Jeg er bange for, at min sarte hud under armene sprækker, hvis jeg rækker armene i vejret. – I tilfældet med min kone, ville de næppe hjælpe; allerhøjest give anledning til fælles latter og en minimal udskydelse af opgaven. - Så hvad gør man faktisk for helt at blive fri lignende opgaver i al fremtid?
For år tilbage boede min kone og jeg til leje på et værelse i udkanten af en fynsk storby. Vi boede påførstesalen. I stuen boede husets ældre ejer, og i kælderen boede min altid hjælpsomme kones fætter. Da det var ham, der havde skaffet os lejemålet, følte jeg mig på en eller anden måde i gæld til ham. Og da ingen af os endnu kendte andre i byen, og vi endnu ikke havde hverken studie eller job at bruge tiden på, endte det ofte med, at vi tilbragte tiden med fætteren i kælderen.
- Indrømmet; jeg er selv lidt af en krævende petitesserytter, men én oplevelse overgår med adskillige længder alt, jeg før eller siden har kunnet få mig til at udsætte andre for:
Med til historien hører, at min kones fætter er ekstremt pertentlig, som i yderst-yderst, ekstremt pertentlig! Intet gøres halvt eller det mindste på slump. Alt udføres med vinkelmåler og efter alle kunstens regler og forskrifter.
En formiddag bankede fætteren på døren for at spørge, om jeg havde tid til at hjælpe med et projekt i kælderen. I situationen oplevede jeg ingen advarselsblink eller faresignaler i hans høflige forespørgsel; der var ingen slet skjulte hentydninger til mine lange arme, store fødder eller mere end veludviklede logiske sans og store musikalitet; slet og ret bad han mig blot om at hjælpe med at bejdse et par nye stigereoler, han netop havde købt.
Da jeg jo alligevel ikke havde andet for, gik jeg gladeligt med ham i kælderen, hvor både bejdse og reoler allerede stod klar. Men der gik ikke lang tid, før det stod klart, at der alligevel stak noget under.
Min altid tjenstvillige kone havde tydeligt lade skinne igennem over for sin fætter, at også jeg var grundig og præcis og lidt af en petitesserytter, som til enhver tid vil gøre alt for at sikre det bedste resultat. - Derfor lå det jo lige for, at det var mig, der skulle male indersiden af stigereolernes mange huller; med en vatpind! – Umiddelbart en overkommelig opgave; hver af de fire stiger havde kun 112 huller. Alligevel blev det mig efter kun 28 huller for tåbelig en opgave; hul nummer 29 fik derfor lidt for meget bejdse, som uvægerligt begyndte at danne lange løbere på modsatte side.
- Om det var en bevidst obstruerende handling eller blot en naturlig konsekvens af en snigende træthed i mine angiveligt lange arme, erindrer jeg ikke. Men på et tidspunkt blev det min kones feinsmecker-fætter for meget. Med en længere udredning om hvorledes og med hvor meget bejdse og med hvor stort et tryk på vatpinden indersiden af stigereolshuller egentlig skal bejdses, tog han resolut både vatpinde og opgave fra mig.
Aldrig siden har jeg fået samme opgave; hverken af min kones fætter eller andre.
|
