|
Sidste fredag i ungernes sommerferie skulle naturligvis bruges klogt, og ikke blot klattes væk med de praktiske voksenarbejder, som min ellers altid fornuftige og fremadskuende kone og jeg selv har udskudt hele sommeren; vinduerne skal slibes og males, og det vildvoksende krat bagest i haven burde for længst have været tæmmet. – Men sådan blev det ikke. Heller ikke fredag.
Alle dage har det været sådan, at det gode – og i år ikke mindst tørre sommervejr – først kommer, når skolen begynder igen. Det er der nogle, der har forstået, og derfor først holder ferie i august, mens vi andre for længst er begyndt på arbejde igen.
Torsdag middag ringede en god ven til mig på arbejdet. Stemmen var frisk og sommeragtig: - Vi er i sommerhus i den her uge. Og så tænkte vi, at I måske havde lyst til at kigge forbi; I har stadig ferie, ikke? - Tak, tak nej, det har vi ikke. Rub it in! – Men selvfølgelig ville vi gerne for en stund lege, at vi stadig havde.
Allerede dagen efter mødtes vores to familier; fire voksne og fem forventningsfulde unger; på parkeringspladsen foran et større, lokalt kanoudlejningsfirma. I taskerne var både jordbærkager og kølige brikjuice, klar til en rolig tur ud til stranden.
Forudseende havde jeg aftalt, at vores kanoer ville blive afhentet på stranden, så vi ikke behøvede at sejle dem tilbage mod strømmen. – Jeg kunne alt for udmærket se for mig, hvordan først jordbærkager og juiceog siden ungernes tålmodighed slap op, mens vi voksne bravt måtte kæmpe kanoerne mod strømmen tilbage til udgangspunktet. – Så hellere en kortere og lidt dyrere tur ...
De første mange hundrede meter var faktisk rigtigt hyggelige. Hver især fokuserede vi på vores opgave; min kone havde sat sig som mål at opvise både teknisk erfaring og armkræfter, og tog derfor hurtigt styringen i sin kano, selvom hun sad forrest. Jeg kæmpede for at leve op til min kones kærlige påstand, om at jeg var selskabets bedste til at sejle i kano. – Nuvel, jeg har prøvet det i Fårup Sommerland et par gange... Også ungerne virkede til at nyde den rolige tur ad den snørklede å. Og at en af drengene midt i det hele skulle tisse og derfor med møje og besvær måtte bugseres i land, lod ikke til at slå skår i glæden.
- Jeg kan se broen! Så er vi snart ved stranden, råbte pludselig min gode ven, som sad bagest i min kones kano, og dermed dybest set var den retmæssige styrmand.
Her burde jeg nok have mærket ungernes gryende uvilje mod såvel kanoer og åvand som de åbenlyst manglende tissefaciliteter. Men min ærgerrighed efter at få mest muligt ud af situationen (og lejen afkanoerne), bød mig at følge min altid oplevelsesparate kones forslag om at vende om og sejle lidt op ad åen igen.
Da vi en halv time senere, endelig – på ungernes nu ovenud tydeligt formulerede anmodning – igen vendte om og igen nåede broen, viste det sig, at det ikke var broen ved stranden, men derimod Rykrogbroen, længere inde i plantagen, og at der således endnu var et godt stykke til stranden.
Turens sidste halvdel husker jeg som et race om at blive færdig så hurtigt som muligt. Lidt ligesom, når det handler om at male vinduer eller rydde buskads i haven.
- Men det kan vi altid gøre i næste uge.
|
