|
- Det ligger ellers ikke til min altid ærlige og redelige kone. Bestemt ikke. Men for nylig er det lige før, man med rette har kunnet klandre hende for grum berigelseskriminalitet. Hun var godt nok helt uvidende om det. Men efterfølgende har jeg måtte levere kosterne tilbage til rette ejermand.
Med til historien hører, at jeg gerne indrømmer, at både jeg og min kreative kone er særdeles fummelfingrede, når det kommer til de fleste gør-det-selv-ting. Det vidner blandt andet sidste uges arbejde foran huset, som angiveligvis har givet anledning til, at mindst et forældrepar til en af ungernes venner fra skolen, højlydt har moret sig kosteligt over mine anstrengelser. Hverken arbejdet eller resultatet er dog retfærdigvis særligt morsomt; allerhøjst en smule interimistisk og alternativt udført; med et tre meter langt galvaniseret 1/2" stålrør, 40 centimeter mør flagline og en mukkert som eneste remedier, har jeg rettet det mere end 25 år gamle, let luvende rækværk foran huset op. Og det virker; hegnet står igen (næsten) i lod; om ikke 20 år til, så i hvert fald ind til jeg finder en anden og endnu bedre måde at udskifte de gennemrådne stolper.
Men min altid hjælpsomme kone er mere grundig. Ligesom jeg, kaster hun sig gerne med åben pande over alt forefaldende arbejde, og er altid frisk på at give en hånd med, når der for eksempel er arbejdsdag i børnehaven. Sidste gang det skete, var jeg desværre optaget andetsteds og kunne således ikke være med, hverken med muggert, stålrør eller flagline. Men min altid beredvillige kone og ungerne pakkede bilen med diverse værktøj; kost, skovl og trillebør, ikke at forglemme.
I børnehaven ventede bjerge af sand på at blive kørt ud på de hundredevis af kvadratmeter under det store legetårn og gyngerne, ligesom fliserne skulle renses, legehusene males og bålstedet mures. Det plejer at være en særdeles hyggelig eftermiddag og aften, der ender med stor fællesspisning under åben himmel. Således også i år.
Men da festen var ved at ebbe ud, var min kone faldet i snak og sansede derfor ikke, at de fleste andre for længst havde pakket både salatskåle og trillebøre sammen, og var taget hjem. Tilbage stod blot en stribe skovle og koste. Og to trillebøre. Resolut greb hun et udvalg, og kørte hjem for at putte unger.
Men få dage senere begyndte, hvad der herefter vil gå over i historien som ”Det fortsat uløste, store trillebørmysterie i Horne”:
På tavlen i børnehaven blev der en dag efterlyst en solid mørtelbør. Og tydeligvis var den, min kone havde fået med hjem, i betragteligt bedre stand end vores egen gamle udslidte, der manglede en bolt og derfor var sat sammen med strips.
Undskyldende forsøgte jeg at levere min altid ærlige kones tilranede bør tilbage til rette ejermand. Men, ak, det var heller ikke hans! En overgang var vi således to trillebørløse husstande i byen, og vi havde samtidig en helt igennem velfungerende bør i overskud! Flere husstande måtte altså være indblandet i ”Det fortsat uløste, store trillebørmysterie i Horne”:
Sidenhen har min medlidende fået sin bør tilbage. Og også skovle og koste har tilsyneladende fundet hjem igen. Men her i huset mangler vi fortsat en trillebør. Det klarer vi nok også: Murerbaljer og plasticposer er da mindst ligeså gode til at flytte haveaffald i. – Man er vel gør-det-selv-mand (og –kvinde) med gåpåmod, som sig hør og bør.
|
