|
Af en eller anden grund, har fastnettelefonen de seneste uger ringet hyppigere, end den har gjort i umindelige tider.. Normalt er det mine forældre, der benytter det nummer; alle andre er for længst gået over til at benytte familiens adskillige mobilnumre. – Men de seneste mange gange har det lange, udenlandske nummer afsløret, at det tydeligvis ikke er den nærmeste familie, der ønsker at hyggesnakke.
- Hello, sir, nærmest puster en yngre mand med tydelig indisk accent ind i røret. Hver gang præsenterer han sig som ’security assistent’ hos ‘Microsoft India Division’: - You have some problems with your computer!
Og, ja, det har jeg da – hvem har ikke det? - så jeg replicerer høfligt og lytter opmærksomt. Måske der endelig er en, der kan afhjælpe de kedelige skavanker, som min godt slidte, fem-seks år gamle, langtfra støjsvage og usandsynligt langsomme bærbare har tilranet sig: - You have some problems with your computer, gentager han for at være helt sikker på, at jeg har forstået budskabet.
- Yes, I have, plejer jeg at bekræfte ham. - Are you at your computer now? - Ja, jeg sidder ved den lige nu.
Og her burde jeg måske lugte lunten og bare lægge røret på; for hvordan kan en mand med et usandsynligt langt telefonnummer overhovedet spotte, at der skulle være problemer med min ’Easy Note LM’ med IntelCore-processor og 640 GB harddisk? Og siden hvornår har Microsoft eller andre tilsvarende multinationale konglomerater overhovedet udvist så stor opsøgende service, at de ligefrem – tilmed ofte om natten! – ringer for at hjælpe?
- I can see, you have some problems with your laptop, pointerer han igen, og beder mig gå til en bestemt hjemmeside.
Men her plejer jeg at bremse ham, for det er netop heri, at mit største problem med mit udtjente, digitale hakkebræt består: - Det kan jeg ikke, forklarer jeg, - jeg har et problem med min computer! Stadig hjælpende og løsningsorienteret svarer han: – Yes, you have a problem with your computer. That is why you should visit the website!
Sådan fortsætter samtalen gerne i ring et par minutter; han påpeger, at jeg har et computerproblem, og jeg bekræfter. Når jeg ikke synes, jeg kan trække den længere, forbarmer jeg mig, og forklarer, hvori mit ’problem’ består, og hvorfor jeg desværre ikke kan besøge hans hjemmeside: - Min ’w’-tast sidder fast! Jeg tror, der sidder en brødkrumme eller en nullermand i klemme under tasten!?
- No, no, no! You have a problem, nu nærmest pruster han irriteret og frustreret ned i røret. Jeg kan mærke, han er ved at miste tålmodigheden: - Men det er mit problem, forklarer jeg ham roligt. Jeg kan ikke skrive ’www’, ’wonderful’ eller ’weekend’. Brødkrummen sidder urokkeligt fast under knappen med ’w’. – Hov! Nu kan jeg heller ikke skrive ’queen’, ’quiz’, ’squaw’, ’qivitoq’ eller ’kumquat’ …
Den oversøiske samtale har nu varet mere end syv minutter. På dette tidspunkt plejer den indtil nu ellers så hjælpsomme ’security assistant’ at give op. Enten forstår han ikke, hvori mit ’computerproblem’ består, eller også fornemmer han, at jeg ikke uden videre lader mig lokke i hans internetfælde, for det er jo det, der er tale om. Pludselig – uden at sige farvel – lægger han røret på.
Jeg puster de ikkeeksisterende krummer væk under ’Q’ og ’w’ og griner allerede over, hvilke mærkværdige skavanker, jeg mon skal lade min bærbare have, næste gang min indiske computerven ringer.
|
