|
Nogle afskyr lugten. Andre har alvorlige problemer med lydene. Selv har jeg et rimeligt afslappet forhold til det at gå til tandlægen. I en ofte hektisk hverdag kan det endda være balsam for sjælen bare at lægge sig til rette og blive nusset mellem tænderne.
Som barn havde jeg særdeles skæve tænder og gik derfor med bøjle i mere end seks år af folkeskolen. Men modsat mange af mine kammerater, som først fik bøjlen på op til konfirmationen i 7. klasse, hvor den generede og var i vejen, både når man skulle kysse og spise de i smug købte smørkager fra bageren om hjørnet, så var mine tænder så skødesløst kastet i munden, at den kommunale skoletandpleje hurtigt satte ind og allerede i børnehaveklassen kørte det tunge skyts i stilling:
Først fire år med ganebøjle; en hudfarvet plastic-afstøbning af min gane, komplet med jernbøjler, spændskruer og enorme klipsbeslag. Jeg mindes den som ganske behagelig at bære, bortset fra problemerne med at tale tydeligt: ’S’-er blev suppleret med rigeligt spyt og alskens hvislelyde; ligesom ’P’ pludselig blev svært at få punktueret præcist. Ord som ’sportstaske’ og ’klapperslange’ var i de ord ikke-eksisterende i mit vokabularium. Til gengæld havde jeg det helt fint med både ’violin’, ’tegnefilm’ og ’rombolle’. – Rombollerne var i øvrigt – trods det efterfølgende bøvl med at rense bøjlens mange krummelurer, langt nemmere at gå til end de allestedsnærværende gulerødder og æblebåde, som let kilede sig fast i mundmekanik og jerngreb.
I de mindste klasser havde bøjlen i øvrigt den vidunderlige bivirkning, at ingen piger ville kysse, og jeg dermed – i modsætning til mine bøjlefrie venner – i mange år helt undgik både pigelus og kærstesorger.
Et nødvendigt onde ved at bære bøjle, var at den ugentligt skulle justeres; i nogle perioder endda to gange om ugen, så vidt jeg husker. Heldigvis lå skoletandlægen for enden af skolegården, så jeg let selv kunne løbe derover i et frikvarter eller lige efter skoletid.
Hurtigt udviklede jeg et kærlighedsforhold til mine mange nødvendige tandlægebesøg. Det kildede hver gang i maven: Hvad mon der skulle ske i dag? Jeg husker for eksempel, den på en gang ubehageligt snurrende, men samtidig kildende, spændende fornemmelse af at mærke ganebøjlen trække tænderne tættere og tættere sammen for hvert besøg; et enkelt drej på bøjlens fine justeringsskruer kunne knap mærkes, men hvis fru Bach var i sit es, drejede hun gerne lidt mere. - Og det var aldrig rigtigt til at vide, før bagefter, om hun var i det ene eller det andet humør. Mens man lå i stolen var al opmærksomhed samlet om, hvor mange apparater og fingre, hun og hendes assistent mon kunne have i min mund ad gangen. Det var lige spændende hver gang.
I første klasse stod det klart, at mit smil ikke stod til at redde med en bøjle alene. Kort efter jul fik jeg derfor trukket ikke mindre end otte mælketænder ud (– Havde mine forældre dengang da bare kendt til tandfeen!) Det efterladte tomrum skulle gøre plads til bedre at få moslet de tilbageværende på plads, hvilket til dels lykkedes.
Efter fem år med ganebøjle fik jeg nakketræk, som hverken var behagelig eller køn at bære. Heldigvis skulle jeg kun sove med det om natten. Fru Bach måtte udhule to tænder og murede i stedet to cementplatforme med styrehuller til nakketrækket, som i to år hev og sled mine kindtænder bagud.
Ved hvert besøg fik jeg lov at vælge et billigt stykke plastic-legetøj fra fru Bachs slidte papkuffert. Som følge bugnede min skuffer i mange af mini-dinosaurer, plastic-kompas og kopi-smølfer, ligesom jeg i alle årene med bøjle holdt hele familien forsynet med reklame-tandpasta.
I dag sidder mine tænder, hvor de skal, og mine unger har heldigvis ikke arvet min umulige tandstilling. Til gengæld har de arvet glæden ved at gå til tandlæge. Der går således ikke en uge uden en af poderne håbefuldt spørger, om han ikke skal snart skal afsted igen.
En fremmed er virkelig en tandlæge, du ikke har mødt endnu.
|
