|
Jeg ved det godt. Min om natten særdeles lydfølsomme kone gør mig jævnligt opmærksom på det. Faktisk går der sjældent en nat uden, hun ikke hårdt og præcist enten planter en albue i mine ribben eller irriteret puster mig hårdt ansigtet. Hver gang har det heldigvis den ønskede effekt: Jeg ruller om på siden, og stopper med at snorke. - Hun får ro og jeg får fred ... lige indtil næste gang.
Andre gange har hun frustreret, men iblandet en mængde benovelse, om morgenen afspillet de væmmeligste optagelser med voldsom lydside af mine blafrende næsebor og vibrerende læber. Til min undskyldning, kan kun siges, at jeg ikke har det fra fremmede. Tydeligvis har jeg fra min far arvet et særdeles blødt væv i området fra bageste del af næsen og ned til strubelåg et. Manglen på muskulatur gør derfor, at mine luftveje bliver trange og mit ganesejl med lethed frembringer et imponerende lydrepertoire.
Min kone har fortalt, at hun ofte lå vågen om natten, da vi endnu kun var kærester. Seng og sengetøj og senere resten af soveværelset skælvede simpelthen for voldsomt under min voldsomme snorken. Og da hun som nyforelsket endnu ikke havde udviklet modet til at bore sin spidse albue ind i min ubeskyttede lyske (eller sparke mig helt ud af sengen og ned på sofaen), var hendes eneste håb dengang at falde i søvn før mig.
Denne weekend havde jeg fornøjelsen af at være på friluftstur med en god ven, som åbenlyst har arvet samme markante mangel på muskulatur omkring strubelåget. Jeg havde anlagt samme strategi, som min kone gjorde, da vi var nyforelskede, nemlig med alle midler at falde i søvn før ham, hvilket heldigvis lykkedes.
Men hen imod klokken 02.00 måtte jeg op for at lade vandet (konsekvensen af en anden svag muskulatur, som efter sigende kun bliver endnu svagere med alderen).
Da jeg efter at have forrettet mit ærinde krøb tilbage i soveposen, lagde jeg lykkelig mærke til stilheden. Kun min vens rolige åndedræt fyldte shelteret. End ikke antydningen af vibrerende ganesejl kunne spores i den kølige natteluft.
Men få sekunder senere blev roen flænset af en ildevarslende, larmende stilhed. Først ganske korte pauser i vejrtrækningen, derefter tiltagende resonansdannelse i svælg og næsefløje.
Først forsøgte jeg mig med min kones førægteskabelige strategi, og rullede blot om på den anden side, men kort efter føltes det som om shelterets loft og sider med et stod i direkte forbindelse med min vens drøbel, gane og næsebor. Tømmeret gav lystigt efter for hver eneste udånding.
Min vens redning var, at vores venskab – i hvert fald på dette punkt - åbenbart endnu kan sammenlignes med min kones og min nyforelskelse adskillige år tilbage. Jeg hverken sparkede, skubbede eller holdt ham for næsen, men lå bare og blev mere og mere frustreret og indebrændt. Til sidst endte det med, at jeg måtte stå op og tage tøj på. Mere end tre timers søvn blev det ikke til på den friluftstur.
Allerede aftenen efter lå jeg i min egen, bløde seng ved siden af min kun sjældent snorkende kone. Frygten for at det i nat skulle være mig, der holdt hende vågen, lå latent. Men på den anden side har næsten tyve år med en højt snorkende ægtemand givet hende et vist mod og visse færdigheder (og mig konstante blåmærker i siden).
Men heldigvis gik det hverken værre eller bedre, end at jeg - stærkt påvirket af søvnmanglen fra forrige nat – hurtigt faldt i søvn. Den, der snorker først, sover bedst.
|
