|
I flere år har min altid gæstfrie kone og jeg, en dag i december måned, taget os ekstra godt af en kær ven af familien. Faktisk er der tale om forskellige venner, som vi kun ser denne ene dag om året. Fælles for dem er, at de er særdeles lavmælte, for ikke at sige intetsigende. Jeg har for eksempel aldrig hørt dem sige noget som helst om aftensmaden eller familiens øvrige program, de aftener de uanmeldt har besøgt os.
Et andet fællestræk hos vores sjældne gæster er, at de ikke er særligt høje; vel ikke mere end 40 centimeter. Og så er de fyldt med pladevat og har små, runde, strikkede næster og runde ører.
Det drejer sig om de nissedukker, vores tre unger gennem de seneste 10 år haft med hjemme en enkelt dag fra børnehaven, hvorfra de besøger alle børnene i december måned; Nisse-Julius, Nisse-Olivia, Nisse-Søren og Nisse-Mette, for blot at nævne.
Men nu er det slut. Onsdag i sidste uge havde yngstesønnen nissen med hjem for sidste gang. Næste år går han i 0. klasse, og vil sandsynligvis føle sig alt for gammel til den slags barnagtige pjank … og så dog, for sandheden er, at hver gang purken de seneste år har haft nissen på besøg, er storebror og –søster gået fuldt ud ind i legen med liv og sjæl, og leget lige så meget med det strikkede væsen som deres henrykte lillebror.
Med i konceptet følger også, at familiens voksne, når dagen er omme og ungerne sover, skal hjælpe nissedukken med at skrive et brev om dages oplevelser, som kan læses ved næste dags samling i børnehaven. Og der skal allerhelst også gerne stå noget om de drillerier, som nissen har lavet, vel at mærke efter ungerne er faldet i søvn.
Her har tricks som grøn frugtfarve i mælken og kartofler i støvlerne ligget højt alle årene, men også effektfulde ommøbleringer i stuen, gemte tandbørster og en hel brio-togbane, der pludselig stod i hele underetagen næste morgen, har vakt jubel gennem årene.
Det er sjovt; ikke mindst bagefter. Men der er én ting, jeg som træt, gammel, udearbejdende far ikke kommer til at savne. Og jeg er nødt til at indrømme det her: Timingen; eller rettere manglen på samme. Timingen er altid håbløs.
- Af en eller anden grund skal nissen altid med hjem, når min normalt ellers altid overskudsagtige kone og jeg selv har været allermest udkørte og trætte. Når aftenens højdepunkter var planlagt til at bestå af pølser og pasta med ketchup og efterfølgende ligegyldigt fjernsyn og sump i sofaen. – Men her, netop her har vores strikkede venner hvert år krævet helt andre boller på suppen. For hvem vil i nissedag-bogen næste dag stå som den mor og far, der ikke kunne skrive andet i nissedagbogen end: Vi fik pasta med ketchup og så Aftenshowet. Punktum.
Her i husstanden er det hvert år endda gået så vidt, at jeg har optaget og klippet en video, hvor jeg dagen igennem har fulgt nissen – og ikke mindst dokumenteret nattens drillerier. Det ene år rejste Nisse-Julius således ved hjælp af greenscreen og lånte youtube-klip jorden rundt for at tænde både juletræet foran Det Hvide Hus og i Disneyland Paris, det andet hoppede Nisse-Ole ved hjælp af videotrick ind i et af ungernes computerspil og udkæmpede dér en kamp med selveste Batman!
Hvert år har det været en nervepirrende kamp med uret om at blive færdig inden morgenmaden. Og hvert år har arbejdet ud på de små timer været fulgt af en nagende dårlig samvittighed; ikke over dagenes indhold, men over indirekte at komme til at lægge et yderligere forventningspres på de trætte forældre, der dagen efter skal have nissen på besøg til planlagt pasta og ketchup og sump på sofaen.
- Men i år var sidste gang. Og det er faktisk trist. Tænk, at man som 42-årig, næsten-ikke-længere-nisse-troende, kan blive vemodig og gennemført rørstrømsk over at tage afsked med en pladevatfyldt, strikket børnehavenisse. - Hvorfor kan den ikke også bare flytte med som alle andre nisser!?
|
