|
Tv-stationer har gjort det i årevis; nogle endda fire-fem gange om dagen! Aviser og radio har fulgt trop. I år er også mit mobilselskab, den lokale efterskole og min egen datter sprunget med på vognen. Alle bringer de hver dag et nyt afsnit af deres julekalender.
I fjernsynet er det overvejende genudsendelser af tidligere tiders successer med nisser på Grønland og julehemmeligheder i det gamle København.
Min altid toneangivende kone holder i denne sammenhæng meget af konceptet ’genbrug’. Ikke så meget fordi, hun år efter år gerne vil se Fritz, Hans og Günther tale danglish eller Alfred revne sne bukser for Gud ved, hvilken gang, men snarere fordi, hun af bitter erfaring ved, hvor lang tid det tager at sørge for, at der hver dag kommer et afsnit.
Da min kone og jeg endnu var studerende, og internettet langt fra var allemandseje, skabte jeg min første, digitale julekalender: 24 underlødige afsnit med spidsfindige finurligheder i form af sjove tekster og link til nettes mest underlødige afkroge. Den 12. december 1999 var der således link til verdens første online webcam, der hvert minut opdaterede billedet af en kaffemaskine på University of Cambridge. Via kameraet kunne man døgnet rundt følge med i de engelske studerendes hunger efter kaffe. En anden decemberdag for 16 år siden, bragte min julekalender min fingerede julefortælling om, hvordan rektor fik sin røde næse.
- Sandheden er i virkeligheden, at ikke mange af mine medstuderende faktisk fulgte med. Langt fra alle var dagligt på intranettet. Men i modsætning til min altid nærværende kone, syntes jeg, det var både nødvendigt og det hele værd hver aften at lave morgendagens kalenderindslag - Det tog kun et par timer, men i hendes optik var det et par timer for meget!
Motivationen lå i at dagen efter at høre på gangene og i kantinen, om der mon var nogle, der fulgte med… – Det var længe før ”likes” og emojies. Men i princippet var det det samme.
Siden har jeg skabt tilsvarende – eller måske langt større – digitale kalendere for et par foreninger, jeg er medlem af. Det tager tid; oceaner af tid. Og tid er i vores familie altid en mangelvare i december. Mellem gaveræs, nødvendig julerengøring og dårlig samvittighed over heller ikke i år at bage pebernødderne selv, har jeg i flere år dagligt valgt at rykke to-tre timer ud af familiekalenderen for at skrive, redigere og uploade dagens indslag i mine digitale julekalendere. Flere gange er klokken blevet både to og tre om natten, førend jeg har været klar, hvilket tydeligt har kunnet mærkes dagen efter. Og min kone hader det fortsat af hele sit hjerte. - Tiden går fra hende og ungerne, siger hun med en vis ret.
Derfor var det også meget velovervejet, at den ene af de to julekalendere, jeg i år styrer, stort set er ren genbrug fra 2013. Ingen har endnu opdaget dette; eller også har de så meget pli, at de ikke nænner at fortælle mig, at de for længst har læst om Santa Lucia-sangens oprindelse og Skt. Nikolaus i Coca Cola-klæder. De ”liker” bare …
I år har en ny aktør så meldt sig på banen. Min egen datter har hver dag i december optaget og uploadet et afsnit i sin jule-vlog på YouTube. – Fuld af undren over, hvem der overhovedet orker følge med i en 11-årig piges online-julebetragtninger, har jeg adskillige gange taget mig selv i at være både irriteret og påtaget toneangivende over for hendes ekstensive tidsforbrug foran mobilens videokamera. - Julen handler jo trods alt ikke om ”likes” og antal nye abonnenter.
- Glædelig jul!
|
