|
Når disse linjer når trykken er det hele forhåbentlig glemt: Julen er et overstået kapitel. De sidste brunkager er udryddet og julestjernen synger på sidste vers med de slappe blade hængende som våde håndklæder ned langs stammen. Også Helligtrekonger ligger bag os, så selv det visne juletræ i flagstangen er væk. Hvorfor så overhovedet spille kræfter og avispapir på emnet?
– Fordi jeg allerede nu forudser, at det også i 2016 bliver jul. Og lur mig, om ikke også den begynder sidst i september eller måske tidligere ...
Så om bare otte måneder er det igen tid til nisser, glögg, juleafslutninger på skolen og i løbeklubben og Nissebanden på tv igen-igen-igen.
Her i familien var julen 2015 en af de anstrengende. Ikke mindst fordi, min meget musikglade kone allerede den i begyndelsen af september installerede husets komplette jule-cd-samling på hylden ved stereoanlægget.
– Det havde været til at bære, hvis hun også hørte dem, men af mig uvisse årsager, var det udelukkende en bestemt skive, hun spillede igen og igen: Frank Sinatra, "A Christmas Collection" på idelig repeat.
- Jeg har intet imod Sinatra, men når den sødladne, flødefarvede musik er det eneste, der i et kvart år toner ud af husets trykkammerhøjttalere, bliver det bare for meget!
Min kone og jeg indgik derfor midt oktober en slags kvoteordning, en slags musikalsk frit lejde, der tillod hende fri Sinatra, når bare ikke jeg var hjemme, og et yderst begrænset antal numre, når jeg var i nærheden.
– Om det har været af frygt for repressalier i form af Whams "Last Christmas" og Gnags' "Julesang", som jeg ved, konen elsker at hade, eller af ren og skær forstående omsorg og forståelse for min Sinatra-fobi, ved jeg ikke. Men faktum er, at aftalen i det store hele blev overholdt. - Dog har jeg måttet leve med daglige, auditive bagholdsangreb, når jeg om morgenen de seneste måneder søvndrukken og kaffehungrende har tændt for radioens p4. I stedet for vejrmeldingen og nyt om trafikken, har Old Blue Eyes, morgen efter morgen, siden september, ubønhørligt kastet sig over mig med sin forsukrede stemme og de medfølgende ulidelige Hollywood-strygere. Det er nemlig med vores musikanlæg som med førersædet i bilen; det husker sidste indstilling, når man slukker. Så når konen i enrum har nydt sin tilladte sinatrakvote og respektfuldt slukket, når jeg var på trapperne, har anlægget efterfølgende husket både track-nummer og lydstyrke til næste gang, nogen rørte anlægget. Resultatet har været, at jeg er blevet godt og grundigt morgen-tortureret; først med følt croonerstemme (efterfølgende ved at blive mast) mellem rat og bilsæde, fordi hun ikke har kørt sædet tilbage!
Heldigvis kender jeg min kones svageste punkter. Adskillige gange har jeg således givet igen både med "Søren Banjomus" og "Last Christmas". Og for tre uger siden har jeg lagt trumf på i form af ABBA-hittet "Happy New Year", som min kone ikke kan fordrage.
Men den største sejr var, da jeg i al hemmelighed fik installeret sidstnævnte nummer som ringetone på hendes mobil, så hun det næste års tid må trives med Agneta og Anni Frids helt igennem pletfrie vokaler hver gang nogen ringer ...
Hævnen er altid sød. Og (u)musikalsk.
|
