Menu List MENU
Velkommen
Foredrag
HBA Klummer
Billedkunst
Verdens ældste longjohn
Højruphus
Bryllupspræludium
Youtubechannel
CV
Links
Kontakt
360 kuglepanoramer

Ugens klumme 
Hirtshals & Bindslev Avis 17. marts 2016

Flere klummer

Klik på klummen for at se den i større udgave!


Klik på klummen for at se den i større udgave!




Flere klummer


Kvalitetsopvasketid

Ugens klumme,Hirtshals & Bindslev Avis 17. marts 2016

Man siger, at en ulykke sjældent kommer alene. Udsagnet gælder i hvert fald for denne husstands elektriske og motoriserede apparater; om ikke andet i forhold til deres levetid – eller snarere mangel på samme. Inden for få uger er både bilen, opvaskemaskinen og nu også oliefyret stået af.
 
Opvaskemaskinen har godt nok drillet længe; faktisk lige siden mit spektakulære, stuntagtige fald på lågen, men det er en helt anden, allerede beskrevet historie. I flere måneder har den uundværlige maskine nok vasket, men ikke tørret service og bestik. 
 
Da den flinke hvidevaremand sidst kiggede på den, kunne han ikke umiddelbart finde nogen logisk forklaring, men skød i stedet skylden på de forsvarsløse opvasketabs, som han mente ikke bød på optimale ingredienser. Fortrøstningsfuldt betalte vi for hans besøg og investerede i nye tabs. Men lige meget hjalp det.
 
Fredag var det slut. Nu ville varmelegemet ikke mere, og en ny maskine blev hurtigt bestilt til levering hurtigst muligt, hvilket i praksis vil sige tirsdag. Indtil da er vi altså ganske opvaskemaskineløse her i familien.
 
Min altid pædagogiske kone skyndte sig at udnævne ventetiden til århundredets mulighed for at lære ungerne lektion 731 om pligter og fælles ansvar. Jeg forudså – affødt af hendes dumdristige læreplan – fire dages kamp og tænders gnidsel.
 
- Jeg kan ikke finde ud af det, udbrød den største prompte, da den nye husorden blev introduceret. 
 
- Og jeg kommer til at smadre alle glassene, sagde ham i midten, mens yngstesønnen på seks så sit snit til at score et par billige point og lidt ekstra lommepenge: - Jeg skal nok vaske alt op, lovede han, mens han faretruende greb ud efter opvaskebørste og viskestykke på én gang.
 
Ret skal dog være ret: Efter to hele dage uden opvaskemaskine, er det faktisk lykkedes at etablere et nogenlunde acceptabelt arbejdsfællesskab efter hvert måltid. Alle hjælper med at tage ud af bordet, mens henholdsvis opvaske- og aftørre-tjansen går på skift.
 
Tilmed husker jeg faktisk ikke, hvornår vi sidst har haft så god tid til at tale med hinanden om skole og arbejde, hvad vi skal have købt ind til i morgen og, om det mon kan betale sig at skifte kreditforening …
 
- Det er faktisk lige før, jeg overvejer at afbestille den nye opvaskemaskine, selv om jeg nok hurtigt ville komme til at drukne i al den nye opvaske-kvalitetstid.
 
Helt anderledes forholder det sig med oliefyret og det deraf manglende varme vand: Her er det alt andet end kvalitetstid, der udspiller sig hver morgen, når bruseren kun spyr koldt vand. 
 
Men i virkeligheden kunne min altid bundfornuftige kones førnævnte pædagogiske intentioner også her bringes i spil: Des koldere vand, des kortere bade og dermed mere tid til at vaske op og kvalitetstale sammen.
 
- I fuldstændighedens tegn bør jeg på falderebet nævne, at det hele søndag blev for meget, og vi i den nye, gamle bil, som min kone i hast fandt i stedet for den gamle, der ikke ville mere, valgte at køre en tur i svømmehallen for alle at få et varmt bad. – At vi samme sted også spiste aftensmad og dermed sparede både opvask (og kvalitetstid), er nok blot en sidepointe.

 

Denne side administreres med SmartCMS ® 2008