ØGLERNES URKRAFT
Peter Wendelboe / Retrospektiv
Ny kunstbog af Hans Wendelboe Bøcher




... / ARTIKLER / FLAGDAGE / NYTÅRSDAG

9. april
DANMARKS BESÆTTELSE 1940

Vi flager i dag på halv stang til kl. 12:02, derefter på fuld stang.

Det er den 9. april og dermed årsdagen for Tysklands besættelse af Danmark i 1940. Forklaringen på det skæve tidspunkt, kl. 12:02, følger længere nede. Først lidt historie:


 
 
 
Tidligt om morgenen den 9. april 1940 angreb tysk militær Danmark forskellige steder i landet. Angrebet skete både over land, fra søsiden og i luften. Det danske militær ydede spredt og ukoordineret modstand, men på regeringen og Kong Chr. X's ordre indstilledes modstanden efter få timer.
 
Det strategiske mål for det tyske angreb var ikke Danmark, men Norge. Her ønskede den tyske flåde kontrol over de norske havne og fjorde, så deres ubåde havde fri og uhindret adgang til Atlanten. Samtidig ville forsyningen af svensk jernmalm fra Kiruna være sikret via den nordnorske havneby Narvik. Derfor var Danmark i virkeligheden blot en trædesten i vandet.
 
Ved angrebet blev den danske regering dog stillet over for et tysk ultimatum: Betingelsesløs overgivelse eller hensynsløs nedkæmpelse af de danske styrker. I erkendelse af det ulige styrkeforhold valgte regeringen det første. 

Besættelsen varede, som de fleste ved i 5 år, fra 9. april 1940 til 4. maj 1945 (for Bornholms vedkommende dog helt frem til 5. april 1946!).
 
 
 
I krigens sidste halvdel tog den civilie ulydighed til. Modstandsgrupper lavede sabotage mod tyske installationer og den 9. april 1945, på femårsdagen for besættelsen - men stadig cirka en måned før befrielsen! - samledes flere tusinde mennesker på Rådshuspladsen i København. Planen var at mindes de faldne modstandsfolk med to minutters stilhed for og dermed samtidig vise tydelig protest mod besættelsesmagten.
 
Men midt i stilheden kørte en bil med Hipo-folk op gennem folkemængden, for kl. 12:02 at skyde ind i de forsamlede med automatvåben.
 
Traditionen med at hejse flaget på halv og først hæve det til fuld stang præcis to minutter over tolv, stammer altså herfra. Nok markerer vi besættelsen, men Danmark blev befriet. Derfor ender flaget på hel.
 
For at tage glæderne på forskud (Det sker først næste gang i år 2066!): 
Hvad sker, hvis den 9. april falder sammen med langfredag, hvor vi traditionelt har flaget på halv stang hele dagen? 
Traditionelt går de kirkelige flagdage forud de officielle og også de militære (som vi dog ikke markerer på hjørnet). Det betyder altså, at vi om 45 år har flaget på halv hele dagen ...! 
(Hævet over denne regel er dog private fødselsdage og mærkedage, man ønsker at markere med Dannebrog. Private må altid - uanset besættelse og langfredag - have flaget på fuld stang, ligesåvel som man kan markere dødsfald eller begravelse med flag på halv, selvom Dronningen har fødselsdag eller Grønland nationaldag.)





Tirsdag 9. april 1940, skrev min kones oldemor, Ella Bøcher Frederiksen, født Oldager, første indlæg i det, der skulle blive en fem år lang krigsdagbog. Stedet er Gravlev ved Skørping: 
 
"Idag vækkedes jeg ved Daggry af mægtig Flyveralarm - det var de tyske Flyvere, som besatte Danmark. - Hele Dagen ankom Maskiner til Aalborg, hvor de allerede 6 1/4 besatte alt. Tropper landsattes fra Faldskærme - Telegraf - Telefon - Lufthavn - alt blev besat. De sagde de kom for at beskytte os mod Overfald af Englænderne. - Niels [Bøcher Frederiksen, Ellas mand] tog til Aalborg med Bilen 12 3/4 - imens ringede Ib [Ells søn, min kones bedstemors bror] fra Vejle - han havde været i Kamp siden Daggry Kl 4:10 - han og hans Deling slap uskadte ud af Kampen, men mange Kammerater blev saarede - Invalider - eller dræbte. De kæmpede indtil der fra Ministeriet kom Befaling til at nedlægge Vaabnene. - Dagen igennem kom al Slags Krigsmateriel fra syd og Mængder af Soldater. - Mørkelægning er befalet pas Land og i By - og ligeledes at vi alle skal rette os efter tyske Ordrer! Ib blev blev udnævnt Mandag Morgen den 8. April til Sergent - Døgnet efter var han altsaa i Krig. Hans Mod var ukuet, da han ringede Kl. 12 1/2, kun var de alle kede af, at maatte nedlægge Vaabnene. Han sover hos Aastrups i Nat! Aalborg Forbindelsen var først fri Kl. 17 1/2! Norge blev ogsaa besat!".
 
Ella Bøcher Frederiksens krigsdagbog er dog endnu mere interessant end som så. For ved første øjekast er det langt fra en dagbog, men en opskriftsbog, fyldt med generationers nedarvede yndlingsopskrifter, sirligt skrevet og ordnet i emner, med blanke sider, så der kan tilføjes desserter ved desserter og henkogning ved henkogning. Men cirka en tredjedel inde i bogen optræder pludselig krigsdagbogen, hvor Ella beretter om store og små begivenheder under hele besættelsen. To af hendes børn, ligesom hendes mand, var aktive i modstandsbevægelsen, et tredje boede i London, så hun har fulgt begivenhederne med bekymring. Men hun har også noteret større verdenspoltiske begivenheder. Man kan jo kun blive nysgerrig på mere ....
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Hans Wendelboe Bøcher
Kringelhøjvej 7, Horne
DK9850 Hirthals
Tlf. +45 2515 2436
mail@hanswendelboe.dk

Curriculum Vitae

Hans Wendelboe Bøcher - Facebook  Hans Wendelboe Bøcher - Instagram  Hans Wendelboe Bøcher - YouTube  Hans Wendelboe Bøcher - Linkedin 

 

copyright © Hans Wendelboe Bøcher 2019-2021