ØGLERNES URKRAFT
Peter Wendelboe / Retrospektiv
Ny kunstbog af Hans Wendelboe Bøcher




 

../ ARTIKLER / NIGERIA 

MISSION:NIGERIA/
MIT AFRIKA / NIGERIA 

Maltøl med ærkebiskoppen, besøg i spedalskhedslandsbyen, på gadedrengehjemmet og i de varme kilder, i audiens hos høvdingen, bjergklatring, natligt foredrag for 2.500 nigerianere, møde med elefanter, flodheste og fem løver, ugali, kuno og hausa. Afrika rummer det hele.

1 / 15
2 / 15
3 / 15
4 / 15
5 / 15
6 / 15
7 / 15
8 / 15
9 / 15
10 / 15
11 / 15
12 / 15
13 / 15
14 / 15
15 / 15


Det er ikke kun Karen Blixen, der har fået Afrika som en bakcille i blodet.

 

Jeg har rejst i Afrika otte gange. To af gangene nord for Sahara; første gang som 17-årig i det sydlige Tunesien. De seks andre i Nigeria, Uganda og Tanzania; senest november 2018.

Men vis mig den dreng, der ikke på et tidspunkt har drømt om at se Afrikas sletter, runde hytter med stråtag, regnskove og danse til vilde trommer. Jeg kan spore min fascination - og også min frygt og indignation - tilbage til 4.-5. klasse, hvor jeg bl.a. tegnede denne tegning. Læg i øvrigt mærke til, hvor kvindens mund sidder ... det er vel sådan cirka omkring Mbamba, som du møder længere nede i teksten (!).

Men hvad er det ved det store kontinent og specielt landene i ”det rigtige” Afrika, syd for Sahara, der drager så kraftigt? Svaret er svært at give kort, for det tager tid at videregive alle de indtryk, dufte, fornemmelser, smage, følelser, smil og nærvær, som Afrika byder på. Og selv da vil det altid være en vag afglans. For hvem kan alligevel rigtigt forstå, hvordan det er endelig at stå med rødt sand under fødderne, i 42 graders varme, en luftfugtighed på under 4 procent, efter at have bumlet i en Toyota Hi-Ace i to døgn; og om lidt skulle hilse den lutherske ærkebiskop!? Nej, vel? Det skal prøves.

Men jeg vil alligevel vove forsøget og give et par flige af mine afrikanske eventyr.

Omdrejningspunktet for mine rejser er Lutheran Junior Seminary, Yola Mbamba i den nordøstlige, nigerianske delstat Adamawa.

I en årrække var jeg lærer på Horne Efterskoles rejse- og kulturlinje horneXplorer, der hvert år – i samarbejde med Mission Afrika (det tidligere Sudanmissionen) – rejste til Nigeria (og da det blev for farligt, blandt andet på grund af terrorbevægelsen Boko Haram, fra 2011 til Uganda og Tanzania).

Hvert år rejste jeg således med to kolleger og 20-25 prægtige unge mennesker, som jeg hjemme i Danmark havde undervist i dansk, kristendom, samfundsfag og billedkunst, men også politisk økonomi, religionshistorie og kulturforståelse; et helt lille antropologistudie for 16-17-årige.


Danske og nigerianske elever side om side i et af klasseværelser på Mbamba.
 

Se også:
Mbamba-akvarellerne
Michal Bongi: Min livsvej

For at komme hertil skal man med fly til hovedstaden Abuja og derfra med bil i 1½ døgn. Undervejs når man at opleve varmen og menneskene. Man kommer tæt på de handlende på de lokale markeder, når man gør holdt for at købe noget at spise og drikke. Eksotiske frugter og grøntsager. Slagteren med kødet liggende åbent til skue på den stor træblok ud til vejen. Og de mange nysgerrige børn, der falder over hinanden for at få et glimt af de blege, hvide i bilen, mens de forsøger at sælge brændte nødder, grønne bananer eller kogte æg.

Fremme på kostskolen blev jeg og mine elever hvert år mødt af skolens grundlægger og leder, den karismatiske Mrs. Bongi. Ud af kærlighed til børn og fædrelandet driver hun kostskolen, som sørger for husly og undervisning af børn fra 4. klasse til det, der svarer til dansk 1.-2.g-niveau. Det er en privat skole, drevet af kirken, så det er som udgangspunkt de bedrestillede elever, der kommer fra hele det store land.

Læs
Michal Bongi - Min livsvej



NIGERIA

Og det er stort; 27 gange større end Danmark. Og så bor her op mod 200 millioner mennesker. Det betyder, at hver femte – HVER FEMTE! – afrikaner bor i Nigeria! Landet er mod overvejende muslimsk og mod syd overvejende kristent, på nær Nigerdeltaet, hvor de store olieforekomster findes, der er muslimsk. I en bred stribe tværs over landet, bor muslimer og kristne side om side; med moske, kirke, moske, kirke, kirke side om side.

Der er relativ fredelig sameksistens. Men når der sker sammenstød – og det gør der – skyldes det ofte spørgsmål om landrettigheder og socioøkonomiske skel. Men kedeligvis bor man også i Nigeria typisk i områder med ligesindede. Derfor får konflikter ofte udtryk af religionssammenstød og myndighederne tager alle forhåndsregler, så mere end en gang har jeg oplevet udgangsforbud, mens jeg har rejst med 20 danske, gennemsnitlige teenagere i bagagen..

Gennemsnitlige? Ja, det var de, efterskoleeleverne, inden, vi rejste til Nigeria. Men, som jeg fortalte journalisten fra tv2nord inden første udrejse i februar 2006 (midt under den første såkaldte Muhammed-krise), så rejser jeg ud med 20 helt almindelige, danske unge, men kommer hjem med 20 modne mennesker, der har oplevet, at verden er større og vigtigere!

Se video fra
horneXplorer 2005/06  (Nigeria)
horneXplorer 2006/07  (Nigeria)
horneXplorer 2007/08  (Nigeria)
horneXplorer 2008/09  (Nigeria)
horneXplorer 2010/11  (Uganda og Tanzania)

De danske elever boede og gik i skole på kostskolen og blev hurtigt nære venner med de nigerianske jævnaldrende, ligesom også vi tre danske lærere og det tidligere missionærpar, Kaj og Anni Moslev, der var med på rejserne, hurtigt følte os hjemme og velkomne blandt de nigerianske ansatte på skolen.


UNDERVISNINGEN
Som led i udvekslingen har jeg naturligvis også undervist på skolen. Et af årene underviste jeg i H. C. Andersens eventyr. Men det var ikke det banebrydende. Det var det derimod for de nigerianske elever at møde op til et klasselokale, hvor de mørke skolebænke ikke stod i tre rækker, som de altid gør, men var sat i hestesko, så der var plads for alle til at træde op midt på gulvet. Det havde de aldrig prøvet før! Det krævede nogen overvindelse at kaste sig ud i det improviserede læseteater.

En anden gang var emnet kubisme. Først en introduktion; Picasso og Braque og danske Lundstrøm; dernæst fri mulighed for at udfolde sig – både mine egne og de nigerianske elever. Først på store ark, som efterfølgende blev udstillet i den store spisesal (det var heller ikke set før på skolen!), siden direkte på væggene i spisesalen, hvor der mellem vinduerne i løbet af dagen voksede både kantede ananas og kubistiske meloner, appelsiner og vindrueklaser frem.

Men størst i erindringen står nok det store vægmaleri af Horne Kirke, februar 2008.

Læs og se:
Det store vægmaleri af Horne Kirke


MÅLTIDET
Et kapitel for sig er maden. Når man rejser er det vigtigt at spise godt. Og når der tilmed er op mod 43-44 grader i skyggen og en luftfugtighed på under 4 procent, er det ekstra vigtigt at spise og drikke godt. Men det nigerianske køkken er langt fra lig det danske.

Hjemmefra havde jeg instrueret mine elever i at spise op uanset hvad; ren høflighed, for vi ville sandsynligvis blive præsenteret for det bedste af det bedste – måske endda få kød, som de selv kun sjældent får.
 
Tuwo med miyan kuka.

Måltiderne består typisk af tuwo, en hård mos af rodfrugten doya, ofte serveret med miyan kuka, en krydret sovs, lavet af baobabblade og tørret okra. Smagene er ganske aparte og anderledes end noget kendt dansk måltid.

En aften under første besøg på skolen var miyan kuka’en ekstra svær at synke. Ikke kun for mine elever, men også for mine kolleger og mig. Jeg kom dem derfor i møde og fortalte storsmilende – på dansk – at ”man jo indimellem bare kan være så mæt, at man ikke kan spise mere”, underforstået: "Det er i orden, at I levner!"

I næste øjeblik kom skolens leder Mrs. Bongi ind af døren og satte sig på den tomme stol ved siden af mig: - Er du færdig med at spise, spurgte hun.

- Ja, tak, det smagte dejligt! Hvorpå hun tog min tallerken og bestik og spiste.

Jeg kunne krybe i et musehul, mens mine elever og kolleger hurtigt gik i gang med at spise igen, mens jeg blot kunne sidde ydmyget tilbage. Troede jeg. For jeg var selvfølgelig nødt til dagen efter at få opklaret, hvad det var, der skete: Havde Mrs. Bongi taget min tallerken og spist min mad op for at statuere et eksempel og udstille vores, danske kræsenhed og overflodssamfund?


Mrs. Bongi, headmaster LJS, 2007.

Nej, Mrs. Bongi var såmænd bare sulten. Og der var mad på min tallerken. Og jeg er ganske overbevist. Hun er ganske ærlig; har selv rejst adskillige gange i Danmark og Europa og studeret i USA, så hun kender den vestlige verden og kultur. - Jeg kunne roligt kravle ud af musehullet igen …

Og det er en af de absolut største oplevelser; netop at møde nigerianerne og opleve, at de på mange måder drømmer, tænker og ser verden ligesom os. Måske endda lidt lettere og mindre kompliceret.


I HAR ALT, MEN DET ER OGSÅ ALT, I HAR
Et år havde vi på skolen i Danmark besøg af en 35-årig nigerianer. Aftenen før han skulle rejse hjem, mødte han mine elever, der få uger senere skulle Nigeria. En af mine elever spurgte ham, hvad han syntes om Danmark. Collins tænkte lidt, inden han svarede: - I har alt, men det er også alt, I har!

Og han uddybede svaret: - I har maskiner til at klare alt det grove. Vaskemaskiner og opvaskemaskiner, I har strøm 24 timer i døgnet. Men hvad bruger I al den tid, I får frigivet til? I kryber ud på hvert jeres værelse med jeres telefoner og iPads. I er slet ikke sammen. I Nigeria løser vi opgaverne sammen. Vi er sammen, mens vi laver det, der skal laves. Kvinder og børn vasker op sammen og imens taler de om verden. I har alt, men det er også alt, I har!

Bum! Mine elever tog det ind. Og oplevede få uger senere, hvad det var Collins mente.



TORBENS BEDSTEFARS FÆTTER
Da jeg besøgte Nigeria anden gang, i november 2006, havde jeg min efterskolekollega Torben Uhrenholt med. Da vi sad på de hårde bænke, langs væggene i den lille runde Sct. Johns Church i Numan (i øvrigt den sydligst indregistrerede danske folkekirke), fortalte den lutherske ærkebiskops kone om kirkens historie: - Denne runde kirke er bygget af en lægemissionær, det hed Mogens Uhrenholt. Jeg kan se, at du hedder Uhrenholt. Er det familie?

Se:
Videoen fra besøget i kirken, november 2006.

Mine kollega afviste tøvende, men undrede sig yderligere, da vi senere besøgte en lille gravplads, hvor en af gravpladerne bar teksten: ”Eline Uhrenholt 1875 – 1920”. Kunne han virkelig være stødt på en ane, 4000 kilometer hjemmefra?

Men jo, Mogens Uhrenholt er såmænd min nu tidligere kollages bedstefars fætter. Det fælles link er altså Torbens tipoldefar. Historien fangede kun i begrænset omfang Torben, men har lige siden fyldt meget i mit liv.

I mere end 13 år har jeg gravet danske og udenlandske arkiver, hvor jeg har sammenstykket fortællingen om Mogens og Eline, der under første verdenskrig rejste til Nigeria som nogle af de første missionærer i Dansk Forenet Sudanmission. De kendte hverken kulturen, sproget eller klimaet. Forud gik mere end 10 års ihærdig uddannelse og stædige forberedelser. Og tabet af både en butik hjemme i Aalborg og første kone og børn i USA.

Da jeg året efter igen kom til Nigeria måtte jeg naturligvis afsted til den landsbyen Shellem (idag Shelleng, i Adamawa-provinsen), hvor Torbens bedstefars fætter 21. juni 1918 åbnede sin missionsstation, hvor han nåede at bygge en kirke, sit eget hus, en gæstebolig, fire missionærboliger, en lægeklinik af brændte teglsten (!) og 35 patientboliger; alt sammen på et halvt år, der også bød på en regntid, hvor byggeriet måtte sættes i stå, inden han i februar 1919 døde af blackwater fever.


Torben Uhrenholt (i midten) ved sin bedstefars fætters grav i Shellem, 2007.

Mogens Uhrenholt blev begravet lidt udenfor byen. I dag står der en stor kirke præcis på det sted, hvor hans hus stod i 1918. Trædestenen var i mange år den samme. Men da jeg i 2007 første gang så hans grav, var den i sørgelig stand. Ikke alene så den midt i vejkryds med gravstenen liggende med teksten nedad. Der var heller ingen indikation af, at det overhovedet var en gravplads, der lå her, midt i et muslimsk kvarter med lave hytter af blikplader og stråmåtter.

Under en konflikt sidst i halvfemserne mellem byens kristne og muslimer var gravstenen blevet flyttet ti meter, så dens oprindelige plads nu lå under en muslimsk families hus. Ingen havde i årtier interesseret sig synderligt for den døde missionærs fortælling. Men det rygtedes hurtigt, at der var hvide gæster i byen for at besøge lægemissionærens grav.

Det blev til et besøg hos den lokale muslimske amna, høvdingen, som ikke kunne et ord engelsk. Heldigvis kunne Kaj Moslev oversætte til Hausa, så han forstod vigtigheden af stedet og historien.

Se:
Video af besøget hos høvdingen, februar 2007.

Siden er det lykkedes mig at hjælpe med at rejse midler til at graven kan reetableres på dens oprindelige sted. At der kunne bygges en høj mur rundt om gravpladsen og sidst, men ikke mindst, at der kommer kors på graven, der bærer Mogens Uhrenholts grav.

Alt sammen har jeg selv fået lov at se under mit seneste besøg i Nigeria i november 2018. Denne gang uden elever, men igen sammen med Kaj Moslev og for første gang havde jeg også min kone med til Afrika!

Ved festgudstjenesten overrakte biskop i Gongola Stift, His lordship Rt. Rev. Peter Bartimawus PhD, mig en 'Appreciation Award' på vegne af Mogens og Eline Uhrenholt. Teksten lyder: "Appreciation Award presented to: Dr. & Mrs. Mogens Uhrenholt in appreciation of yout meritorius service and dedication as first missionaries in LCCN Shelleng and environs in 2018 by His lordship Rt. Rev. Peter A. Bartimawus PhD, Bishop LCCN Gongola Diocese and the Shelleng Centenary Award Committee. Presented this day 11th November, 2018". Plaketten hænger nu hjemme i min stue, mens den min kone modtog på vegne af Aalborg Stift hænger i bispegården i Aalborg.

100-ÅRSJUBILÆET
Siden 2007 har jeg mere end 80 gange holdt foredraget ”Manden, konen og missionen” rundt om i kirker og sognegårde, på biblioteker og kulturhuse. Det er mit absolutte yndlingsforedrag! Og sådan noget kan mærkes.

Så da 100-året for etableringen i Shellem nærmerede sig, inviterede landets lutherske kirke mig til at holde mit foredrag som en del af fire dages fest og også medvirke ved den store festgudstjeneste i kirken, der ligger, hvor Uhrenholt selv boede.

Et enormt arrangement for hele byen og området, ja hele Gongola Stift. Den store, åbne plads på størrelse med en fodboldbane foran kirken var kantet af telte og solsejl og havestole af plastic i hobetal. I den ene ende var stolene udskiftet med store, dybe lænestole og sofaer. Her skulle de prominente gæster sidde; ærkebiskoppen, de andre biskopper, biskoppen i den anglikanske kirke, guvernøren, høvdingen og hans følge … og Liza og Hans Wendelboe Bøcher fra Danmark.

I fire dage festede byen med stammedanse, kor, taler, bogudgivelse og procession igennem byen.

Også jeg holdt officiel tale og overbragte hilsener fra den danske kirkeminister Mette Bock, biskoppen i Aalborg Stift Henning Toft Bro og generalsekretæren i Mission Afrika Henrik Engelbrekt Refshauge.

Men mit vigtigste ærinde var at holde mit foredrag med 100 år gamle videoer og billeder. Naturligvis på engelsk, men løbende tolket til hausa. – Og det var en af mit livs største oplevelser; ikke mindst da den allerældste, mere end 100 år gamle filmstump fra deres egen landsby blev projiceret op på kirkens gavl eller da det gav et suk i alle 2.500 fremmødte, da det gik op for dem, at grundlæggeren af byens kirke, mistede ikke kun sin første kone og ene datter, men også senere mistede den anden. Mogens Uhrenholt var et helt almindeligt menneske, men med et helt ualmindeligt liv.

Efter besøget i Shellem, hvor min kone og jeg var under konstant beskyttelse af fire soldater med maskingeværer, besøgte vi også Mrs. Bongi og kostskolen, hvor min nigerianske kærlighed begyndte.

I dag fylder Nigeria meget i mit liv. I stuen står nigerianske trommer. På badeværelset hænger nigerianske masker. Køkkenets bedste skærebræt er lavet af nigeriansk mahogni-træ og lavet på kirkens værksted i Numan. I klædeskabet hænger flere jakkesæt efter europæisk snit, men syet i de skønneste, afrikanske, spraglede stoffer og 4.000 kilometer fra Horne har jeg en masse dejlige venner!


Na gode. Lafiya, lafiya kalau.


 

Kontakt

Hans Wendelboe Bøcher
Kringelhøjvej 7, Horne
DK9850 Hirthals
Tlf. +45 2515 2436
mail@hanswendelboe.dk

Curriculum Vitae

Hans Wendelboe Bøcher - Facebook  Hans Wendelboe Bøcher - Instagram  Hans Wendelboe Bøcher - YouTube  Hans Wendelboe Bøcher - Linkedin 

 

copyright © Hans Wendelboe Bøcher 2019-2021