I en årrække rejste jeg hertil med 20 teenagere fra Horne Efterskole. Og hvert år blev jeg – oftest uden varsel – bedt om at overtage undervisningen, så de nigerianske elever kunne få en smag af den friere, danske tilgang til fag og pædagogik. Det blev hvert år således til hastigt improviserede historie- og samfundsfagstimer, men også tillempet billedpædagogik; for uden adgang til hverken mit vante lokale, materialer, værktøjer, projektor eller øvrige hjælpemidler, er der i virkeligheden kun ganske lidt af min normale undervisning, der lader sig gøre. Men mit tredje besøg i landet, i februar 2008, skulle blive anderledes!

Hjemmefra planlagde jeg et forløb, der skulle munde ud i et stort, interkulturelt murmaleri. Med mig i bagagen havde jeg en række A3-print af billeder af danske vindmøller, duvende marker, en postkasse, Den lille havfrue og den lokale landsbykirke fra 1100-tallet i Horne.
 

Men maling i de mængder, vi skulle bruge, var jeg selvklart nødt til at købe i Nigeria. Så efter to døgns rejse, sad jeg nu på passagersædet af viceskoleleder Bapatus støvede Toyota Cortina. Vi var på jagt efter maling og pensler, men det eneste, vi kunne finde, var autolak; vel at mærke cellulosebaseret autolak.

Tilbage på skolen faldt valget på et motiv af Horne Kirke, omgivet af runde, traditionelle afrikanske hytter. Tværkulturelt i sit udtryk så det batter. Nu kunne arbejdet gå i gang med at opbygge trådnet af linjer på mine medbragte kopiark og på den nøgne væg, så vi fra begyndelsen kunne få kirkens og hytternes proportioner korrekt sat an.

Mbambas billedkunstlærer, Mr. Tartiyous og eleverne i hans ’Art class’ gik på opgaven med krum hals. Mine forlæg blev ivrigt diskuteret. Og så blev dåserne med den glinsende billak åbnet.

Ikke en vind rørte sig udenfor. Og under bliktaget var temperaturen kun yderligere steget, så cellulosetågerne forsvandt ikke let, men hang dagen lang som en tung damp under næsen. - Den var ikke gået hjemme i mit regelrette, danske billedkunstlokale!

Mens eleverne lystigt blandede autolakken til dybe grønne og brune nuancer til kirkegårdens træer og buske, steg Mr. Tartiyous op på den vakkelvorne stige for at male Horne Kirkes tag. Med sig på paletten havde han kun gule og orange farver! – Hans plan var tydeligvis at lægge stråtag på Horne Kirke! Sådan ser tage jo ud!

Med et handlede billedsamtalen om dansk kontra nigeriansk kirkearkitektur; og om de bagvedliggende klima-, natur- og kulturforskelle. Det store fælles vægmaleri var blevet katalysator for det, vi egentlig var kommet til Nigeria for; nemlig for at opleve kulturmødet i øjenhøjde … eller på vakkelvorne stiger.

- Behøver jeg tilføje, at oplevelsen gjorde mig høj; og ikke kun på cellulosefortynder!