ØGLERNES URKRAFT
Peter Wendelboe / Retrospektiv
Ny kunstbog af Hans Wendelboe Bøcher




 

../ ARTIKLER / KUNDSKABENS TRÆ 

KUNDSKABENS TRÆ 

Knickers, ungdomsgilder og pomade i håret. Læs om min uudslukkelige fascination af en snart 40 år gammel film. Om arbejdet med filmens officielle hjemmeside og om rollen i 'Kærestesorger'.



 
"... og det er jo en film, der virkelig genskaber oplevelsen af skolegården, af gangene og af klasserne. Man kan virkelig smage de lugte og høre de lyde, som altid er på en skole. Kundskabens Træ tegner billedet af de evige typer, som findes i enhver klasse. Men efterhånden som vi lærer den enkelte at kende og trænger ind bag facaden, ser vi alvoren og grumheden i en 12-årigs verden. Vi ser usikkerheden og mindreværdsfølelserne og den vedvarende kamp for at blive accepteret. Vi ser en verden, hvor man køber og sælger venskaber, hvis man kan vinde noget ved det. Og endelig de første forelskelser, hvor pigerne enten er så uopnåelige og fjerne, at de bliver til en drøm, eller så nære, at de bliver besværlige. Jeg elsker den film!"

Jeg har i dag (december 2019) set Kundskabens Træ mere end 250 gange. 

I sin tid gik min mor på Aarhus Kathedralskole, i parallelklasse med Nils (Malmros, forstås). Qua hende blev min oprindelige glæde ved KT vakt. Mange gange har jeg set i gamle albums med billeder fra Aahus og Katedralskolen i slutningen af 50'erne.

Senere, under en flirt med klassisk filologi på Aarhus Universitet var jeg med til at starte "Klassiske Filologers Kulturkreds", en særdeles seriøst useriøs samling af latin-studerende, som samledes for at lave nonsens. Vi arrangerede bl.a. "Disney-Slumber-Parties" og udflugter til Marselisborg Slot med en tidligere garder som arkitektonisk vejleder!(?). Men størst i erindringen står vel nok vores "Kundskabens Træ"-arrangementer.

Her mødte drengene op, klædt i knickers og med pomade i håret, pigerne kom i prinsesse-kjoler og knæstrømper. Alle blev mødt i døren af en kammerat med sandwich-skiltet om livet og tilbuddet: "Kom og dans i syndens hule, vi har en spændende partner til Dem!"


Klassiske Filologers Kulturkreds samlet til Kundskabens Træ-aften på Viborgvej, 1993.

Efter at have lagt overtøjet, stod jeg selv og fremviste sort-hvide lysbilleder med udsigten fra Chrysler-skyskraberen over Manhattan. Der var masser af røde kager. "Willy" havde taget sin fodpumpe og saltstænger med. Og selvfølgelig var det ikke kun Chris Barber, der lå på grammofonen, men også Benny Goodmans version af George Gershwins "The Man I Love", som på en gang levende smukt og skæbnesvanger vis indleder yndlingsfilmen.
Efter at have set filmen var spørgsmål som: "Hvilken farve tørklæde har Majbrit på i kirken under juleafslutningen?" med til at skabe de rette rammer om den gemytlige quiz, hvor hovedpræmien var en ca. 15x25 cm. tørv fra Botanisk Have med bortkastet præservativ! [For de få, der ha forvildet sig herind og ikke ved, hvilken farve Majbrits tørklæde er, bør kun siges: Skam jer! - det er selvfølgelig gult!].

Et andet af kulturkredsens arrangementer var de årlige besøg på Aarhus Kathedralskoles julebazaar 2. fredag i december. I dag er II. ml´s tombola og friske Niels-Ole med den grydeklare kylling skiftet ud med så farveløse påhit som "Barbar-bar" og "Café Hawaii", men drømmene har vi jo lov at have....!

I 2000 oprettede jeg den officielle hjemmeside for filmen, kundskabenstrae.dk


Med skyldig tak
Da Internettet kom ind i min stue i 1997, faldt jeg over Peter Jul Skovholmss "Kundskabens Træ"-sider [siderne blev i 2004 nedlagt].

Med utrætteligt humør og stor iver og grundighed har Peter samlet mange af de artikler og oplysninger, samplet lydsekvenser, lavet framegrabs, quiz og brevkasse, som stadig i dag danner fundamentet for kundskabenstrae.dk. I 2000 købte jeg domænet www.kundskabenstrae.dk, som både Nordisk Film og Nils Malmros efterfølgende anerkendte som filmens officielle hjemmeside.

Siderne byder på lige dele fanboy-materiale, kitch, billeder og lyde og mere seriøse artikler, baggrundsmateriale og undervisningsmateriale.

Op til premieren på den selvstændige fortsættelse, 'Kærestesorger', i 2009 fik hjemmesiden en søsterside, www.kaerestesorger.dk. Denne er ultimo december 2019 nedtaget til kærlig pleje.
 

I 1998 besøgte den Århus-Kanalen mig i studielejligheden i Svendborg. Her havde overraskede jeg med både en tørv fra Botanisk Have (inkl. bortkastet præservativ) og et messingskilt på et ganske særligt sted. Klippet er optaget, inden jeg fik direkte kontakt med Nils Malmros selv.

Ved Nils Malmros' 60-års-fødselsdagsfest, okt. 2004


Fra nørd til mere
Min egen fasciniation har siden studierne i Aarhus udviklet sig en del. Jeg har siden gransket dybere i filmens psykologi og symbolsprog og søgt at klarlægge de mange pædagogiske muligheder, der ligger i at arbejde med den med en skoleklasse (jeg blevet jo selv lidt af en Hr. Særlang!). Dette arbejde har ført mig til at undervise flere hold på Skårup Seminarium ved Svendborg i filmens mange muligheder; ligesom jeg har planlagt og gennemført danskprojektuger på flere efterskoler med fokus på Malmros og hans filmunivers.

tv2-nyhederne. Kundskabens Træ havde 25-årsjubilæum i 2006. I den anledning var alle skuespillerne og holdet bag samlet til forevisning af filmen og efterfølgende fest i Aarhus. Og jeg var inviteret med!

Som del af mit pædagogiske arbejde med filmen, har jeg skabt en del undervisningsmateriale, som jeg gerne deler via hjemmesiden. Samtidig har jeg fået tilladelse til at gengive såvel John Mogensens som André Ovesens undervisningsmateriale til filmen.

Tanken er, at undervisningssektionen med tiden skal vokse. Har du som lærer, elev eller studerende arbejdet med filmen, hører jeg derfor meget gerne fra dig. Også små, skæve oplevelser er interessante. Min adresse står nederst på denne side. 


Knickers og messingskilt
Når jeg selv har undervist i "Kundskabens træ", har jeg af og til klædt mig i knickers, ternede lange strømper og ditto slipover og hos den lokale hælebar har jeg fået fremstillet et messingskilt med proportioner, så det passer til alle EU-standadiserede WC-sæder, med teksten:

 

Min kone var først ikke meget for at lade mig skrue det op. "Tror I, det er noget, hun gør for at prøve mig.....?"


Det forsvundne og genfundne lydspor
Et andet af mine KT-forskningsprojekter har drejet sig om det mystiske soundtrack. Hverken Per Holst-filmproduktion eller Nils Malmros selv lå inde med eksakte oplysninger om filmens lydside. Det er alle gamle indspilninger fra Nils' egen pladesamling (som jeg i øvrigt har haft lånt dele af for at lytte mig igennem!). Det er nu blevet til et (næsten) komplet soundtrack.

Da Nils Malmros fyldte 60 i 2004 besøgte tv2nord mig i min hule. Journalist Torben Vandsteds sidste spørgsmål om, hvad mit største ønske er - og mit efterfølgende svar, afstedkom faktisk, at jeg senere fik en rolle i den selvstændige fortsættelse 'Kærestesorger' fra 2009. Læg i øvrigt mærke til den subtile reference til scenen i 'Kundskabens træ', hvor klassen er til terminsprøve og Villy Bonde (ham med den røde trøje) sidder og summer. Da den strenge (!) og halvdøve eksamensvagt spørger, om det er ham, der sidder og summer, svarer Villy Bonde prompte JA!, men ryster på hovedet ...


Klip fra 'Kaerestesorger' (2009). I midten ses i øvrigt en ung Sofie Linde, der debutered i netop 'Kærestesorger'elv.

Garderobemanden
I filmen 'Kærestesorger' (2009), der er en selvstændig fortsættelse af 'Kundskabens træ' har jeg den enorme fornøjelse at være garderobemand. 

- Det er en ikke uvæsentlig rolle i de fleste Malmros-film; garderobemanden, dørvogteren, der holder synden borte. Tænk blot på 3.g'eren i 'Kundskabens træ', der sørger for at 'de små sårbare sjæle' og lyset ikke slipper ind i 'Syndens hule'. Eller garderobemanden i 'Skønheden og udyret' (1983), der sørger for, at den nysgerrige far (Jesper Klein) ikke umiddelbart får adgang til at snage i teenagedatterens (Line Arlien Søborgs) nytårsfest sammen med Jønne på diskoteket ...

Det er med andre ord en vigtig Malmros-funktion, selvom om rollen er ganske lille og kun byder på en enkelt replik: "Fem kroner, jo!".

Scenen er optaget i Brygger Bauers Grotter i Viborg.


I øvrigt er det også min ryg, man i det efterfølgende total-klip, ser sidde under den bageste hvælving, til højre i billedet.

Hen imod filmens slutning, ved det store udendørs gilde ved søerne, er jeg igen med; denne gang som bartender i ølteltet.
 

Samme dag som 'Kærestesorger' havde premiere i København var jeg i Go'Morgen Danmark.  

Kontakt

Hans Wendelboe Bøcher
Kringelhøjvej 7, Horne
DK9850 Hirthals
Tlf. +45 2515 2436
mail@hanswendelboe.dk

Curriculum Vitae

Hans Wendelboe Bøcher - Facebook  Hans Wendelboe Bøcher - Instagram  Hans Wendelboe Bøcher - YouTube  Hans Wendelboe Bøcher - Linkedin 

 

copyright © Hans Wendelboe Bøcher 2019-2021