../ FOREDRAG / KYS DET NU (DET SATANS LIV)
Rockmusikeren Steffen Brandts og Danmarks selvudnævnte kedeligste orkester, TV-2's, tekstunivers rummer en mærkværdig tvetydighed og lægger op til dynamisk tolkning af tilværelsen; livet og kærligheden. Musikalsk foredrag med blod, sved og tårer.
De fleste kan synge med på Steffen Brandt og tv-2 mundrette og catchy tekster. Og mange har ganske givet også sporet, at der bag munterheden og den lurende ironi gemmer sig mere og andre dybere lag.
’Der er nogen chancer, som man selv kan ta’. Og flytte rundt med hvis man synes. Lidt op og ned, du ved, man klarer sig. Åh, Gud, hvor åndssvagt.’ Sådan lyder en af favoritlinjerne. Citatet stammer fra sangen, der også har lagt navn til dette spændende foredrag, der går bag facaden på en stribe af de største danske popklassikere gennem tiderne.
Dobbelttydigheden lurer. Vi magter jo meget i vores liv. Meget kan vi faktisk flytte rundt med, men i det store spil, er vi jo prisgivet hinanden og ikke mindst kærligheden, som kommer, når man mindst venter det; eller ’når bilen næsten er betalt’, som Steffen selv udtrykker det.
I foredraget gives også eksempler på, hvordan Steffen Brandt finder inspiration hos og adskillige gange direkte låner ord og billeder fra blandt andre Brorson, Kierkegaard, Aakjær, Grundtvig og Jørgen Gustava Brandt, og også flere steder henter hele universer fra Bibelen.
Alle tekster vises undervejs på stort lærred, ligesom det konstant ledsages af adskillige musikeksempler med tv-2 selv, men også med Hans Wendelboe Bøcher selv ved klaveret.
Det er sagt om foredraget:
"Meget anbefalelsesværdigt. Hans Wendelboe Bøcher viser både de store linjer i gruppens arbejde og trækker detaljer frem, som gør at man kommer dybere i et spændende og vedkommende tekstunivers. Hans måde at fremføre det på er meget overbevisende - det personlige nærvær og en professionel multimedieflade spiller sammen på bedste vis."
Jakob Brønnum,
forfatter og teolog, kursusleder "Det var en sand fornøjelse at komme dybere ind i tv-2's kendte tekster. De fleste kan vi jo synge med på, men tænker ikke dybere over. Det gør man efter at have hørt dette foredrag." Laila Schone Ingemann, Holstebro "Jeg kan kun sige: Kys bruden, kys det satans liv. Og køb så et foredrag med Hans Wendelboe Bøcher. Det var det bedste, jeg hørte sidste år." Jørgen Jensen, Viborg
"En rigtig god aften!"
Katrine Dalsgaard Lauritzen, Kirke- og kulturmedarbejder, Vinding Kirke
Foredraget er tidligere holdt bl.a. her:
Vinding Kirke, Vejle
Helligåndskirken, Aarhus Skårup Statsseminarium FKUV, Løgumkloster Vodskov Kirke Ajstrup Sogn Rovvig Efterskole Vor Frelser Kirke, Aalborg |