../ FOREDRAG / TIBETANSKE TINDER & HARSK YAKSMØR-TE 7 dage i Tibet kan ændre meget i en ung mands liv. Foredraget viser gennem fortælling, lyd, billeder og effekter dét Tibet, som de fleste kun drømmer om. Men også dét Tibet, som siden kinesernes kulturrevolution langsomt er ved at forgå.
I knap et år boede jeg, 23 år gammel, i en rygsæk. Jeg var på dannelsesrejse, jorden rundt; eller rettere halvvejs og tilbage igen. Men det absolutte højdepunkt - i mere end en forstand - var og er Tibet.
Tag med på en farvefyldt rejse i Tibets historie og kultur:
En oplevelse står særligt klart i erindringen: - Netop i maj 1996, da jeg besøgte hovedstaden Lhasa, var der begyndende uro. De kinesiske myndigheder forberedte indsættelsen af en kinesisk Panchen Lama i stedet for den tibetanske, som var blevet bortført år tidligere. Og da det er Panchen Lama’en, der skal udpege den næste reinkarnation af Dalai Lama - og omvendt – vil kineserne dermed få fuld kontrol over, hvem der bliver den 15. Dalai Lama, når den tid kommer.
Myndighederne var meget opsatte på at slå enhver form for opstand ned. Samme dag, som jeg besøgte Drepungklostret, lidt uden for byen, blev to munke derfor nakkeskudt af kinesiske soldater; angiveligvis fordi de var i besiddelse af et postkort med den 14. Dalai Lama.
Med til historien hører, at jeg efter at have siddet med til munkemessen i en times tid, blev hevet med over i et mørkt hjørne: - Se op, sagde en ung novice. Og dér, oppe under loftsbjælkerne, i ly af mørket, hang et stort maleri af Dalai Lama. Jeg aner ikke, om en af de stakkels munke er novicen, jeg talte med, men jeg frygter det.
Men foredraget handler også, om noget så jordnært og hverdagsagtigt som farver. I 5.200 meters højde, hvor ilten er mere sparsom end i flade Danmark, er rød pludselig rød på en meget intens måde. Og blå er mere blå end nogen sinde før eller siden.
Foredraget ledsages af video og lyd og mine oprindelige rejsefotos, hvoraf flere i dag indgår i samlingen på det tibetanske museum i Dharamsala i det nordlige Indien.
Undervejs på min jordomrejse rapporterede jeg til Aalborg Stiftstidende. Læs artiklen fra den 16. november 1996 om Tibet.
Det er sagt om foredraget:
"Hans Wendelboe er en eminent og levende fortæller, der bandt publikum - 57 pensionister - i to gange 45 minutter med sit positive livssyn og engagerende foredrag. [...] Man tog fra mødelokalet med en opdateret viden om Tibet og med følelsen af, at man på fornøjelig og oplysende vis havde været med på rejsen rundt om i verden. Vi kan her fra varmt anbefale at benytte Hans Wenelboe Bøcher som foredragsholder. Det bliver ikke kedeligt!"
Helge Nielsen, Saltum Pensionistforening "Veloplagt fokus på tibetansk kultur og mødet med munkene." Elinor Jensen, Ældresagen Hirtshals "Det er næsten som selv igen at være 20 og rejse ud at se verden. Så levende og begejstret fortæller Hans Wendelboe Bøcher." Oda Nielsen, Aalborg "Foredraget om Tibet var årets absolutte højdepunkt i rækken af højskoleforedrag. Endelig en foredragsholder, der formår at fange med både ord og billeder. Hans har sat sig godt ind i stoffet og fortæller, så alle kan være med. Jeg kan på det varmeste anbefale dette foredrag til alle." Henning Bruun, Odense
Foredraget har tidligere været holdt bl.a. her:
Horne Efterskole
Mosbjerg Kirkelade Saltum Pensionistforening Langeslund Kirke, Arentsminde Vodskov Kirke Horne Missionshus Giersings Realskole, Odense Tech, Gorzow Wlkp., Polen Ældresagen Hirtshals Tversted Aftenhøjskole |