BOOK ET GODT FOREDRAG

Eventyrer, kommunikatør, journalist, storyteller, freelance klummeskriver. Tidligere efterskolelærer, PR-mand, havnearbejder, livredder og indmad i Rasmus Klump. Book et af mine spændende foredrag eller køb mig - med tilskud - til at holde et

Alsang-arrangement i 2020.

 

... / ARTIKLER / SANDHEDEN ER ALTID GRIM

SANDHEDEN ER ALTID GRIM 

Det passer ikke, når nogle hævder, at kunstneren står op mod en mur af manglende forståelse. Som verden ser ud i dag, har han derimod en mur af overforståelse, der løber efter ham. Derfor er jeg skeptisk over for den forkerte formidling. Formidling er selve kunstbegrebet.  En hverdagssamtale med Michael Kvium om kunst til ligesindede og, hvordan man bliver dét

af Hans Wendelboe Bøcher
Artiklen har tidligere været bragt i Skårup Statsseminariums Årsskrift 2002.


Der er hektisk aktivitet på gangen. Håndværkere, kunstnere og ansatte på museet haster for at løse de sidste opgaver inden ferniseringen i morgen.
Som led i min research til bacheloropgaven, er jeg taget til Herning Kunstmusem, hvor der knokles for at færdiggøre udstillingen af nye kunstinstallationer: 'Socle du Monde'.

Landets hårde kerne af grænsesøgende samtidskunstnere er samlet: Christian Lemmertz (ham med svinekroppene på Esbjerg Kunstmuseum), Marco Evaristti ('Hélena', guldfiskene i blendere på Trapholt) og Michael Kvium, (der primært er kendt for sine dystre oliebilleder af forvredne, til tider opskårne, menneskekroppe i groteske situationer), for blot at nævne nogle få.



Michael Kvium: Selvportræt. 1985. Olie på lærred. 130,5x200. Horsens Kunstmuseum, gave 08/08/1985 fra Viggo Nielsen og hustrus legat.


Kunst er kontekstafhængig
På vej rundt i den endnu ufærdige udstilling ramler jeg næsten tilfældigt ind i Michael Kvium, som er i færd med at lægge sidste hånd på sit bidrag til udstillingen. Jeg benytter chancen og spørger, hvad han kræver af mig som billedkunstlærer, for at mine elever på rimelig vis kan gå i dialog med hans værker?

- Jamen, i bund og grund er det nonsens at sige, at man ikke kan forstå et billede! Når vi hører en popmelodi, er der jo ingen af os, der står og grubler og siger, det kan jeg altså ikke forstå det her. Eller klassisk musik; hvad skal man forstå der? Enten går det ind, eller også går det ikke ind.

Jeg giver ham ret. Til dels. Men indvender, at samtidskunsten ofte fordrer noget mere. Den er tænkt i en politisk, økonomisk, social kontekst, som man skal kende før man overhovedet kan komme i dialog med værket!

- Kunst har alle tider været kontekstafhængig, men konteksten har det jo med at ændre sig”, forklarer han, mens han ivrigt tænder en cigaret, ”men kunst ender ofte i konventioner, som man tager for givet. Men de var ikke nødvendigvis givet da værket blev til.

- For mange år siden lavede jeg en række undervisningskort, som skulle bruges i danskundervisingen af kurdiske kvinder, der kom til Danmark. Fordelt på fem kort fortalte de en meget dramatisk historie. Jeg lavede dem i det meget almindelige og alment anerkendte filmsprog, dvs. en total, en halvtotal og et nærbillede af ansigtet. Men det endte med at jeg måtte tegne halvdelen af dem om. Lige meget, hvad der foregik bagved, kunne de kurdiske kvinder ikke abstrahere fra, at manden jo var halv på det halvtotale billede, hvor de både i nærbilledet og totalbilledet så en hel mand. Det fortæller lidt om, hvor meget vi er vænnet til at aflæse et billede på én bestemt måde.

Han slår asken af i hånden og spørger, om vi ikke skal sætte os ned med en kop kaffe:

- Sådan er det med megen kunst. Den er abstrakt i en eller anden grad. Hvis man ser efter, ligner den jo ikke den rationelle verden, der er udenfor. Men i virkeligheden ser verden jo ligeså åndssvag ud; vi tænker bare ikke over det. Børn har det f.eks. helt fint med at køre forbi et træ uden at vide, præcis hvordan dets grundstruktur er, og hvordan og hvorfor det er kommet, og hvor gammelt det bliver.


Kunst er reflektionsrum
Jeg kan mærke, at han gerne vil fortælle om alt, men jeg forsøger at holde ham fast på, hvad samtidskunsten kan bidrage med.

- Jeg mener, at al kunst er et rum, man laver. Man skaber et rum, hvor folk selv kan reflektere. Hvis kunstneren eller formidleren putter for mange ord ind i det - so what!? - så er der jo ingen grund til at være der. Så kan man ikke se andet end det, man har fået vide. Kunstneren afleverer lige præcis det, der skal til. Hverken mere eller mindre. Vi er som beskuere bare så forkrampede, at vi ofte ikke tør sanse de ting, der er. Vi tør ikke engang sanse os selv. Det er det formidleren og billedkunstlæreren skal hjælpe med at løse op for. Og intet andet!

- Man skal gå i dialog med børnene på en respektfuld måde. Man kan fortælle om, hvordan kunst er endt sådan. Man kan fortælle, at kunst tit er en modsætning til alle de meget mere rationelle ting, verden rummer. Kunst er lavet for at give folk en kort chance for at more sig og for at se nogle ting på hovedet eller fra en anden vinkel.

- Man formidler i virkeligheden allerbedst ved at spørge: Hvad sker der her? Hvilke ting er på spil? Ofte bliver man sgu’ overrasket over, hvor meget børn får ud af et kunstværk. Et rum, som mange voksne ville afvise, kan børn lynhurtigt overskue og gå ind i. De har ikke en klar grænse for, hvad man burde tænke og ikke burde tænke.


Ikke for børn
- I det sekund man laver et maleri, er børn fuldstændig klar over, at det er fake. Maleri er fake. Jeg kan male det allerværste: Det er jo bare et maleri. Og det tror jeg, børn har det helt okay med. Så kan man selvfølgelig komme ud i nogle seksuelle områder, men der må ens egen bonerthed sætte ind og sige fra. Jeg har selv børn. Og jo, der er grænser for, hvad jeg synes de skal introduceres for i tilværelsen. Men generelt er kunst ikke lavet for børn! Den kan måske i nogle tilfælde være underholdende for børn, men den er ikke lavet til dem!

Han griner skælmsk og løfter kaffekoppen. Jeg rynker brynene og spørger, om det virkelig er nok, at kunsten ’bare’ er underholdende for børnene?

- Der kommer naturligvis et problem for læreren i skolen. Hvilke billeder skal hun vise? Men ligesom forældre er hun forhåbentlig ansvarsfuld. Hun må selv finde balancen. Hun må lave en abstrakt figur, der hedder: Hvad ville forældrene synes? Den måler hun måske over for sig selv eller sine fordomme over for forældrene.

- Men jeg har også lavet billeder, som er uforklarlige for børn; ”Hundeelskeren”, for eksempel. Den synes jeg slet ikke skal vises for børn, for der kommer man ud i så ekstrem seksualitet. Dér går min grænse. Men jeg laver det jo heller ikke til børn.

- Jeg blev engang spurgt, om jeg ville lave en udstilling på børnemuseet på Statens Museum for Kunst: "- For mine billeder var så sjove. Dem ville børn sikkert kunne forstå!” Jeg sagde nej, og forklarede, at jeg kun laver kunst til mine medmennesker – dem, der er klar!

Han skodder med en rolig bevægelse sin cigaret i det runde metalaskebæger. Han kan se jeg undrer mig, og svarer på mit spørgsmål uden at høre det færdigt:

- Det er en proces. Det er en proces at blive klar. Meget moderne kunst er fedt for børn at se, fordi den signalerer, at det faktisk kan lade sig gøre.

- Noget af det, der gjorde at jeg er kunstner i dag var, at jeg ramlede ind i nogle voksne mennesker, som ikke gjorde, hvad man burde gøre. Christo pakkede huse og bjerge ind. Jeg var 10-12 år og var vildt betaget. Jeg var åben mund og polypper, og sad som en lille bondeknold ovre i Jylland. Dér var fandme ikke nogen, der pakkede bjerge ind! Det var en mega-tankegang!

- Yves Klein lavede helt ensfarvede blå billeder. Tilmed malede han dem med nøgne kvinder, som han først badede i blå maling! Jeg så det i et seriøst tv-program. Tror du, det er en eye opener og en ”løftet låg-ting”?! Det tror jeg også det er for børn i dag; at se, at der er nogle mennesker, som ikke bare underordner sig. For øjeblikket ser det jo ud som om, at kunsten er det sidste frie sted, hvor man nogenlunde kan sige, hvad man vil.


B for Bazooka - L for Land mines

På udstillingen hænger 26 billeder, hver med et bogstav fra A til Z og et tilhørende billede. I virkeligheden kunne de hænge i hvilket som helst klasselokale, i hvilket som helst land. Og så alligevel ikke. Den italienske kunstner Francesco Simeti laver nemlig en alvorlig kobling: Bogstavet B står for 'Bazooka', mens billedet viser en amerikansk soldat med sit store, skræmmende våben. E står for 'Enduring Freedom', G for 'Guantanamo', den amerikanske fangelejr på Cuba, M for 'Missile shield' og skiltet med W for 'Wanted' viser billedet af en umiskendelig afghaner. Michael Kvium forklarer:

- Det er mere politisk end nogen politiker kan være. Alle børn – helt ned til de mindste i skolens første klasser – vil med det samme se, at der er noget galt med det alfabet. De kan se, at det ikke bare er nogen, der leger soldater. De gennemskuer lynhurtigt, at der er tanker bag. Børn er ikke dumme.

- Det er enormt vigtigt at lære eleverne, at billedkunsten er mangesidig og tit modsatrettet. Hele kunsthistorien igennem har folk hadet det, der rykkede, for det flyttede på den gængse forestilling om, hvordan ting skal se ud. Men når den rykker, er kunsten et farligt værktøj. Det er jo heller ikke uden grund, at det første et totalitært regime fjerner, er kunstnerne.

Marco Evaristti kigger ind. Han skal lige ”låne” Michael, når jeg er færdig.


Kunst er kommunikation
- Man kan godt forklare børn, at kunst er kommunikation, ligesåvel som musik. De fleste ved – bevidst eller ubevidst – hvordan dur og mol påvirker vores humør. Et toårigt barn kan f.eks. gå fuldstændig amok over et stykke moderne uhyggemusik. Det kan de også over billeder. Men med mine billeder vil jeg nok huske dem på, at de kun viser en tanke. Det, de tror er et menneske, er på lærredet fuldstændig fladt. Det er malet som en tanke. Det er fake. Det er derfor jeg maler. Det er et gøglebillede. Jeg kan berøre nogle ting, som man ellers ikke kan holde ud. Jeg mener, der kan stå et lokum af en kone, der ser ud som lort og se på et af mine billeder, og sige: ”Nej, hvor er de mennesker grimme!” Det fortæller lidt om, hvor meget vi ser! Eller hvad vi lægger mærke til!

Han tænder en ny cigaret og skænker kaffe.

- Der er to absolutte retninger indenfor kunsten. Den ene dekorerer verden og laver den smukkere og smukkere. Fint for mig. Jeg er bare en anden type. Jeg synes den bliver smukkere af at blive synlig, som den er. Jeg vil gerne kunne forliges med den verden, jeg lever i. Jeg vil se den, før jeg skrider igen. Og så er jeg arrogant nok til at sige, at det jeg ser, det vil jeg også have at andre skal se.

- Jeg spejler verden, viser mit publikum, hvad jeg ser og giver dem lov til at komme med i billedet selv. Al god kunst burde være som en ren refleksionstavle, hvor vi på en anden måde – for et øjeblik – opdager, at vi står i den her besynderlige tilstand, der hedder liv. Det kan have politiske eller økonomiske undertoner. Jeg vil helst ikke sætte det for fast.

- Jeg tror kunstneren gør det lige præcis så åbent, som han selv vil. Det er her, man skal passe på ikke at overformidle. Og det passer ikke, når nogle hævder, at kunstneren står op mod en mur af manglende forståelse. Som verden ser ud i dag, har han derimod en mur af overforståelse, der løber efter ham. Derfor er jeg skeptisk over for den forkerte formidling. Formidling er selve kunstbegrebet. Formidling er at lade folk, voksne og børn, se de ting, og lade dem åbne selv.




Michael Kvium: 'Sleepwalking Eyes', 2000, litografi, tidligere i forfatterens eje.
 

Kunst er 1:1
- Det kan man ikke finde ud af på Statens Museum for Kunst. Dér og på landets øvrige museer arrangeres guidede ture og trykkes hobetal af forklarende pamfletter. Men i virkeligheden er kunst et personligt forhold mellem beskueren og værket. Kunst er 1:1. Jeg kan fx sagtens stille mig foran noget, jeg ikke kan forstå, for jeg kan godt mærke det. Og dér, lige dér kan jeg arbejde med mig selv.

- Billedkunstlæreren bør forklare, hvordan kunsthistorien har bevæget sig. I dag orienterer man sig alt for meget horisontalt og ikke vertikalt. Dykker man ned i historien og sammenligner billeder fra forskellige epoker, vil man forstå, at kunst er en evig debat og kommentar til sig selv og fortiden, til samtiden og fremtiden.

Som eksempel giver han et af de gamle guldalderbilleder på Statens Museum for Kunst, der viser en gammel bonde, der står foran sin dør:

- Hold kæft, hvor er det grimt! Det har samtidens publikum også sagt: Hold kæft, hvor er han grim! Og hvorfor? Jo, dengang var det helt okay at male bondeidylbilleder, men ikke som ham her med furer og rifter og rådne tænder. Publikum krævede smukke pastoraler. Landlig idyl for fuld udblæsning. Derfor blev smukke københavnermodeller kækt installeret i fuld folkore i døråbningen. Men her vises den ægte vare. Og det var og er da grimt og provokerende; i skarp kontrast til tidens øvrige billeder.

- Når man begynder at kunne se det mønster, kunstnerne flytter sig efter, så er man nået langt. Tag f.eks. den store renæssance for maleriet i Holland. Her begyndte en ny befolkningsgruppe, bourgeoisiet, at købe billeder. Kirken købte ikke længere. For at overleve måtte kunstnerne lave de billeder borgerskabet ville have. Sådan opstod vanitasbillederne, arkitekturmaleriet og portrættet, selvom italienerne jo kunne det sidste i forvejen… Det var af nød; nød for sprog. Kunstnerne lærte ganske enkelt at tale det, som køberne kunne forstå. Og når et sprog på den måde bliver overtaget, bliver det også frigivet. Så kan alle i virkeligheden bruge det. I dag er der ikke længere nogen, der tror på fotografiet, derfor er det kommet på museum. Før i tiden var det et sandt vidnesbyrd; nu er det et kunstværk. Materialer, teknikker og motiver flytter sig hele tiden.


Man skal formidle op til oplevelsen. Ikke over den
Jeg kan mærke, vi nærmer os afslutningen af samtalen. Michael sidder på det yderste af sin stol. Han har travlt. Marco venter udenfor. Og der er heller ikke mere kaffe.

- Mange voksne går helt i panik over moderne kunst og siger, ”jamen, det kan vi ikke forstå”, inden de overhovedet har set den! Kan du forstå det her?"
Han læner sig frem, skodder cigaretten heftigt, og rækker mig spørgende det runde metalaskebæger:

- Næh! Den tager du bare for givet, fordi den er sat ind i en kontekst, du kender og forstår! Hvem siger, vi forstår den verden, der er dérude? Tænk, hvis den først begynder at åbne op for, hvad der sker, og kontant viser, hvor grusom den i virkeligheden er, så får vi sgu’ for alvor problemer! Der er ikke noget, der hedder skæbne. Det hele er tilfældigheder.

Hans øjne glimter.

- Hvad er evighed? Hvis der ingen ende er på ting, hvad er så den mindste størrelse? Lige pludselig er det, som om, vores tid slet ikke eksisterer. Om et øjeblik eksisterer ikke. Det er der ikke! Vi regner med at give hinanden hånden og gå ud af døren om et øjeblik, men det er der bare ikke. Øjeblikket eksisterer ikke. Det er først når vi går ud af døren, at det er der.

Jeg retter mig I stolen. Det bringer ham lidt i fokus.

- Sådan bør formidlingen være. I kunstrummet, i reflektionsfeltet, er alt forhåbentlig tilladt og alt er potentielt nyt. Dér gælder ikke de samme regler som i resten af verden. Det gælder om at droppe det man kender og få det ind på en anden måde. Dét er formidling. Og det kræver ligeså meget af en formidler, som det gør af en kunstner at turde komme så langt ud.

- Min søn er opvokset med, at der altid er kunstnere på besøg. Det er kedelig hverdag for ham. Han hader også at gå på fernisering. Men alligevel kan han stoppe og kigge ind i Bruun-Rasmussens auktioner og sige, ”der var et af dine billeder”. Eller, hvis man spørger, hvem har lavet det dér?, så svarer han: det er Christian [Lemmerz].

- Jeg har aldrig fortalt hvem, der har lavet hvad, alligevel ved han en del. For nylig kom han hjem til mig og sagde: ”Far, ham der Picasso, han er for fed!” Jeg ved ikke, hvor han har det fra. Måske er det en lærer, der har vist ham det rigtige billede, på det rigtige tidspunkt, på den rigtige måde!? Al oplevelse af kunst får betydning – hvad enten man vil det eller ej – på et eller andet tidspunkt i ens liv.

Michael Kvium har i hvert tilfælde sagt nogle rigtige ting, på den rigtige måde, som har bragt mig videre. Øjeblikket til at sige farvel er kommet. Trods alt. Vi rejser os og giver hånd. Udveksler høflighedsfraser: Det var fandme fedt. Og i døren venter Marco ...
 

Et større perspektiv
På vej ud af museet får Michaels ord pludselig endnu større mening. På disken i receptionen ligger seks billeder af Cronhammers monumentale skulptur ELIA. Et af dem er taget om natten med lang lukketid. På himlen ser man en masse små, hvide, krumme striber. Det er stjernerne. Fordi jorden har nået at bevæge sig så meget mens billedet blev eksponeret, viser de sig som små streger hen over himlen. Og vi står på det dér, der tæsker rundt! Det er ufatteligt!

/hw
 

Kontakt

Hans Wendelboe Bøcher
Kringelhøjvej 7, Horne
DK9850 Hirthals
Tlf. +45 2515 2436
Email: hans@wendelboe.dk

Curriculum Vitae

Hans Wendelboe Bøcher - Facebook  Hans Wendelboe Bøcher - Instagram  Hans Wendelboe Bøcher - YouTube  Hans Wendelboe Bøcher - Linkedin

 

© copyright Hans Wendelboe 2019