BOOK ET GODT FOREDRAG

Eventyrer, kommunikatør, journalist, storyteller, freelance klummeskriver. Tidligere efterskolelærer, PR-mand, havnearbejder, livredder og indmad i Rasmus Klump. Book et af mine spændende foredrag eller køb mig - med tilskud - til at holde et

Alsang-arrangement i 2020.

... / KUNST / UDVALGTE VÆRKER


MALET MED BLOD 

Hvad får en håndfuld billedkunstelever til at male med blod og indvolde fra døde mosegrise? Og hvorfor pakker elever og forældre skolens største klasselokale ind i blankt avispapir?  
 

Hans Wendelboe Bøcher - Malet med blod
Khalid Latifi, elev på Horne Ungdomsskoles billedkunstlinje 2004/05 bruger de døde mosegrise som kombineret maling og pensel. Foto: Hans Wendelboe Bøcher (c) 2007
 
 
MALET MED BLOD. - Det er skræmmende og farligt, men også spændende og mystisk på den gode måde, forklarer en af drengene, mens han er ved at løsne hovedet fra kroppen på en død mosegris.

Foran Horne Ungdomsskoles hovedindgang har han sammen med en kammerat lagt syv store stykker gulvpap frem, og derefter kørt hen over dem på kryds og tværs med et bildæk, smurt ind i maling blandet med jord og græs. Det giver et smukt, men samtidig skæbnesvangert mønster på de store ark, og der diskuteres ivrigt om nye ruter hen over arkene, men også om begrænsningen og om at "stoppe mens legen er god."

Næste er udfordring er at skære ind til mosegrisenes indvolde og blod, så den kan bruges som kombineret pensel og maling.

Han kniber øjnene sammen og tager en dyb vejrtrækning, inden den store kniv løsner hovedet helt. Lugten er der med det samme. Han rynker næsen og kigger væk, men drages alligevel - ligesom de omkringstående piger - af det døde dyr, blodet og indvoldene.

Det handler om kunst og udtryk. Om virkelighed kontra fiktion. Og om at skabe nye tanker hos beskueren. Og sig selv.

Men hvad er det, der får en håndfuld billedkunstelever til at male med blod og indvolde fra døde mosegrise? Og hvorfor pakker elever og forældre skolens største klasselokale ind i blankt avispapir?

For at forstå de bagvedliggende mekanismer og nødvendigheden af at bruge virkelighedens råmaterialer i billedkunstlokalet – også når de er hæslige og ulækre, er jeg nødt til at starte et langt fredeligere sted:

Smag på verden
På gulvet foran mig sidder min datter på ni måneder. Hun er i færd med at udforske 10 små træ-ænder i hver sin farve. Som alle andre børn på hendes alder gør hun det ved at tage dem i munden og smage på dem en efter en. Hun undersøger verden ved at smage på den. Det, der smager dårligt, spytter hun ud. Til gengæld spiser hun det, der smager godt, og gør det på den måde til en del af hende selv. Hendes identitetsdannelse er i fuld gang.

I modsætning til spædbørn, bruger vi voksne ikke munden til at bedømme verden. Vi sluger ikke ting, men afviser slet og ret det, vi ikke kan lide, og identificerer os med det, vi holder af. Men dybest set er det de samme mekanismer, der er på spil. Og referencen til munden er tilmed stadig intakt, når vi taler om at have god eller dårlig smag.

I stedet for at hengive os til vores umiddelbare sanselige indtryk af omverdenen, fortrænger vi den. Vi siger f.eks. ikke, at vi får en lystfuld spændingsudløsning i smagsløgene af at drikke et glas rødvin. Vi bruger formuleringen, at ”rødvinen er god”. Vi gør på den måde sanseoplevelsen til en egenskab ved selve tingene – vi kalder dem for smukke eller grimme, gode eller onde; alt efter følelserne, som de udløser.

Hver dag støder vi på meget, som vi kalder hæsligt og ondt, fordi det udløser et kropsligt ubehag. Men i langt de fleste tilfælde drejer det sig om gennem generationer socialt og familiært indlærte reaktioner, som vel knap nok har rod i virkelige, oprindelige sansninger. Men ikke sjældent har vi knyttet bestemte indlærte følelsesmæssige reaktioner til forskellige ting og handlinger: Vi afskyr eller identificerer os.


Hans Wendelboe Bøcher - Malet med blod
Khalid Latifi, elev på Horne Ungdomsskoles billedkunstlinje 2004/05 bruger de døde mosegrise som kombineret maling og pensel. Foto: Hans Wendelboe Bøcher (c) 2007


Tilbage til skolens hovedindgang, for præcis sådan forholder det sig med parteringen af de døde mosegrise; og hvilket som helst andet umiddelbart makabert arbejde, der inkluderer blod og indvolde. Det er ulækkert! Vi fristes måske endda til at spytte; føj!; og afslører derved igen den urgamle forbindelse til munden som kanal til at sanse og forstå omverdenen.

Vi fortrænger de uacceptable følelser og problematiske sider ved os selv udadtil, og fornægter dem som dårlige og hæslige egenskaber ved menneskene og tingene omkring os.
Men mosegrisene? De er nu "spændende og mystiske på den gode måde."


Kunst og virkelighed
Det handler om at prøve grænser og stille sig selv i et andet sted. Mosegrisene er fanget på normal vis i fælder på en gård nær Hjørring. Her er de også på human vis blevet aflivet. Der er altså ingen elever, der har slået ihjel. Alligevel sætter det naturligvis gang i en række stærke psykiske processer, når man pludselig er den udfarende, der "hersker" over synlige (og lugtbare) symboler på død og fordærv.

For den lille gruppe elever, der den dag kastede sig over opgaven, var det er en sjælden mulighed for at få indsigt i egen ondskab og sadistiske tilbøjeligheder. Det er kræfter, vi alle normalt forsøger at fornægte, men som vi alle ikke desto mindre rummer.

Jeg er ikke terapeut, men er klar over, at en billedskabende proces af denne karakter kan føre ril dybe, smertefulde erkendelser.

En af drengene kommer fra Afghanistan, og har både fysiske og psykiske mén efter krigen. Der er meget han endnu fortrænger for at skåne sig selv og andre, men opgaven med mosegrisene tog han som en oplagt mulighed for at få forbindelse med og måske forståelse for de kræfter, som drev andre til at ødelægge hans og hans families liv.


Khalid Latifi & Hans Wendelboe Bøcher - Malet med blod
Khalid Latifi: Malet med blod 1. Foto: Hans Wendelboe Bøcher (c) 2007.

 
35 timers installationskunst
I en lun oktoberuge blev efterskolens almindelige skema sat ud af kraft, og skolens fem liniefag havde hver især tid til at udfolde sig fra morgen til sen aften. I parentes bemærket, er det en sjældent fantastisk mulighed for at stikke dybt i hele 35 timer med et billedkunsthold.

På billedkunstlinien arbejdede vi i ugerne op til ugen med forholdet mellem kunst og virkelighed. Det er et tema, der i det 20. århundrede har været diskuteret lidenskabeligt og udløst heftige debatter. Det samme gælder de udvidelser af kunstbegrebet, som har fundet sted siden 1917, hvor Marcel Duchamp udstillede sin omvendte pissoir-kumme. Kunst var fra da ikke længere ”kun” noget, der var skabt med det ene formål af at hænge på væggen på et museum eller stå på en sokkel i byens park. Virkeligheden kom på en ny, provokerende måde ind i kunstens verden.

Ud over et vældigt inspirerende besøg på ARoS i Århus, hvor både Bjørn Nørgaards slagtede hest på glas og Christian Lemmertz's "forrådnede" buster ("Freddie I-V") for alvor fangede eleverne, arbejdede holdet med multikunstneren Marco Evaristtis værker og kunstsyn. Det var ham, der for alvor blev kendt, da han i efteråret 2000 udstillede levende slørhaler i køkkenblendere på kunstmuseet Trapholt i Kolding.


Khalid Latifi & Hans Wendelboe Bøcher - Malet med blod
Khalid Latifi: Malet med blod 1. Foto: Hans Wendelboe Bøcher (c) 2007. Privateje.



Sandheden er altid grim
Multikunstneren Marco Evaristti lader sig, som titlen antyder, ikke sådan lige sætte i bås, men ét er sikkert, hans værker pirrer til elevernes og samfundets normer og værdier, og overskrider ofte, hvad man før har set og måske egentlig også bryder sig om at se.

Marco arbejder kompromisløst på at visualisere de ofte skjulte livsødelæggende kræfter, der præger vores samfund. Tit rummer hans værker en voldsom, nærmest brutal udtrykskraft, der i flere tilfælde har vakt beskueres vrede på en lige så voldsom måde. Og ikke sjældent er han blevet sagsøgt og udsat for bombetrusler. Kunstværket "Helena" med de levende fisk i køkkenblendere skabte således et ramaskrig blandt alverdens dyreelskere, og skaffede Marco et sagsanlæg på halsen. Først tre år efter værket blev afsløret, blev sagen afgjort ved retten. Her blev Marco i øvrigt frifundet for dyremishandling.

Andre af hans kendte værker inkluderer brudekjolen af hygiejnebind, det røde isbjerg i Grønland, en serie store lærreder malet med blod fra Bangkoks trafikofre (mere om dem senere) og de endnu uskabte værker "Ferrari Forever", hvor Marco vil installere et ægte menneskelig bag rattet i en rød Ferrari” og ”Homage à COBRA”, hvor han bl.a. vil overmale et ægte Asger Jorn-maleri!

Men bag hans værker ligger der altid en søgen efter at nå frem til en sand og ærlig holdning til tilværelsen og et mod til at se livets realiteter i øjnene, uanset hvor hæslige og skræmmende de er.

På opfordring sendte Marco i øvrigt en videohilsen til billedkunstholdet, hvori han ordret gav dem ”et ordentligt spark i røven”, for at de kunne komme fremad.


Trafikofres blod bliver kunst

- Kunst er ikke nødvendigvis en repræsentation af virkeligheden, som udtrykkes igennem en løgn. Kunst kan være en repræsentation af virkeligheden, som repræsenteres igennem virkelige virkemidler, fortæller Marco Evaristti i videohilsenen, mens han tænker sig om for at få det sagt så kort og præcist, som muligt.

- En gang imellem giver virkeligheden kun løgn som resultat, fordi virkelighed er bygget op efter udsagn fra tilfældige mennesker, som er meningsdannere. Det er ikke nødvendigvis virkelighed, fordi de siger det.

Marcos pointe er, at virkeligheden en gang imellem faktisk er bedre og mere korrekt fortalt gennem fiktionen, dvs. kunsten. Her tilrettelægges en række spor bevidst for at give ét bestemt udtryk; men gennem virkemidler, taget ud af hverdagen. Marco vil således, hvis hans installation skal handle om forgængelighed og død, hellere bruge ægte menneskeblod frem for tomatpuré. Det handler om at få virkeligheden med ind i værket.

I 1995 skabte Marco værket "CRASH" til Nationalgalleriet i Thailand. Her ønskede han at sætte fokus på et overset problem, nemlig de store antal færdselsuheld i hovedstaden Bangkok. Hen ved 30 mennesker mister hver dag livet i millionbyens trafik. I månedsvis kørte Marco derfor rundt med udrykningsholdet til ulykkesstederne, og indsamlede diskret forskellige genstande samt blod, som han senere malede med på rispapir.

I fagsproget kaldes det "objets trouvés", dvs. genstande, som er fjernet fra hverdagens verden og anvendes som et kunstnerisk materiale. Rigtignok har Marco hentet sine materialer fra Bangkoks grusomme hverdag, og skabt en kulisse for sit budskab, men der er stadig tale om en iscenesættelse, som repræsenterer dagligdagens gru: Ofrenes blod klæber til billederne og de vragdele, som var placeret i museets forhal og under malerierne. Men det klæber også til publikums nethinde.

Det var på en gang hæsligt og lokkende. Det var skræmmende og farligt, men samtidig spændende og mystisk på den gode måde.

Vi er alle vant til at se blod i aftenens TV-avis. Men hjemme i stuen har vi ikke lugtgenerne. Det blod, som Marco malede sine billeder med, både lugter og skifter farve og konsistens, som ægte blod normalt gør. Men dybest set er det hæslige og frastødende i Marcos billeder ikke selve blodet, men derimod de associationer, de tanker, det vækker, fordi man ved, hvorfra det stammer.

Det er med andre ord iagttagelsen, der bestemmer vores erfaring og vurdering af materialet. Vi forstår kunsten ud fra vores tidligere oplevelser og vores tillærte normer og retningslinier, for hvad der er rigtigt og forkert, hvad man må og, hvad man bestemt ikke må!

Som med rødvinen, gør vi sanseoplevelsen af Marcos blodige billeder til en værdiladet egenskab ved billederne selv. Om de er hæslige eller smukke afgøres af vores eget (fortrængte?) forhold til fænomener som død og blod.


Dybrøde streger og bilaftryk
Efter besøget på ARoS var der lagt op til frit billedarbejde ud fra temaet ”Liv og død,” som eleverne hurtigt enedes om. De fleste elever valgte i naturlig forlængelse af de mange værker, de havde oplevet i Århus og på billeder på skolen, at arbejde med rum- og videoinstallationer.

Som svar på Marcos voldsomme værk fra Bangkok, havde et par elever lyst til at lave en parafrase, dvs. et nyt værk, der tager udgangspunkt i en fortolkning af "CRASH".

Men heldigvis dør der ikke så mange i trafikken i Vendsyssel. Vores motorveje står faktisk af og til gabende tomme; faktisk er de så tomme, at en fredelig mosegris i ny og næ tør vove sig over vejen. De fleste gange går det godt, men det sker, at de dræbt af bilerne. Dermed var den noget fredeligere scene sat for "CRASH, part II".

Synet af de første indvolde, der presses ud gennem snittet i halsen, giver et hvin gennem gruppen af piger, der i en blanding af fryd og afsky kigger på. Tarmene sætter sig fast på arket, og efterlader en dybrød streg, som står flot sammen med bildækkets grøn-sorte spor.


Hans Wendelboe Bøcher - Malet med blod
Khalid Latifi, elev på Horne Ungdomsskoles billedkunstlinje 2004/05 bruger de døde mosegrise som kombineret maling og pensel. Foto: Hans Wendelboe Bøcher (c) 2007

 
Hans Wendelboe Bøcher - Malet med blod
Khalid Latifi, elev på Horne Ungdomsskoles billedkunstlinje 2004/05 bruger de døde mosegrise som kombineret maling og pensel. Foto: Hans Wendelboe Bøcher (c) 2007

 
Han presser lidt mere og bevæger den døde mosegris i større cirkler. Igen diskuterer drengene billedkomposition, men også, hvordan aftrykket af virkelighedens trafikdræbte mosegris mon ville se ud på et rent stykke papir.

Det er billedsamtale og billedproduktion i højeste gear. Det er fiktion, der møder virkelighed.

Drengene laver billederne færdige og hænger dem op i billedkunstlokalet. Der kommer hurtigt til at lugte af død. Det er en del af det, men vi er nødt til at lufte ud.

Imidlertid er rygtet om valget af materialer løbet rundt til skolens øvrige elever, som på gangene og hen over bordet i spisesalen ivrigt diskuterer billederne. De fleste har end ikke set dem endnu. Mange er forargede og synes, at det er både frastødende og sygeligt overhovedet at få ideen. Andre forsvarer den med forskellige i den sammenhæng løsrevne og tilfældige argumenter om kunstnerisk frihed.
 

Khalid Latifi & Hans Wendelboe Bøcher - Malet med blod
Khalid Latifi: Malet med blod 1. Foto: Hans Wendelboe Bøcher (c) 2007. Privateje.


Med ét er drengene havnet i præcis de samme problematikker, som Marco Evaristti havnede i, da han præsenterede "CRASH" i Danmark året efter udstillingen blev vist i Bangkok. Publikum og ikke mindst pressen så simpelthen ikke værkerne. De forholdt sig ikke til budskabet, tankerne og processen bag, men lod sig ophidse af det ydre og valget at materiale.

De fortrængte deres egne uacceptable følelser, og fornægtede dem som dårlige og hæslige egenskaber ved Marcos blodige værker.
Det er kunstnerens valg – i dette tilfælde elevernes – at bruge eller lade være, et materiale, som er hentet fra virkeligheden. I værste fald kan det give "støj" på udtrykket og ligefrem skabe uvilje hos publikum. Men i bedste fald skaber det en større relation og forståelse for den verden, der omgiver os.
Virkeligheden er for alvor på spil.


Hans Wendelboe Bøcher - I Feel Your Sense of Colours Fading
Hans Wendelboe Bøcher: "I Feel Your Sense of Colours Fading", Horne Ungdomsskole 2007: Foto: Hans Wendelboe Bøcher (c) 2007.
 

Indpakket klasselokale
Men ét er sikkert: Sjældent har et par billeder på Horne Ungdomsskole skabt så meget debat både om kunst og virkelighed, om liv og død og om grænser og normer.

Andre af holdets elever valgte at gå lidt mere fredsommeligt til værks med deres installationer. Her var ingredienserne alt lige fra dåser med flåede tomater over kondomer til videoklip og afbrændte blomsterdekorationer.

Emneugen kulminerede med forældrenes besøg på skolen lørdag. Her arbejdede elever og forældre tæt sammen om en stor fælles installation.

Skolens største klasselokale blev pakket ind i blankt avispapir, sådan Christo-agtigt, forstås (det var ham, der pakkede parlamentsbygningen i Berlin og Pont Neuf i Paris ind i stof). Tavle, borde, stole, gardiner, loft, gulv og vægge; alt blev minutiøst pakket ind og efterlod rummet nøgent og sterilt.

Normalt tager vi farve af vore omgivelser. Både fysisk, når vi bevæger os i den omgivende natur og arkitektur, men også vores humør påvirkes af farverne omkring os. Tænk blot på, hvordan, man har det, når man går ind i et farvestrålende cirkustelt i forhold til at gå ind i en mørk gade.


Hans Wendelboe Bøcher - I Feel Your Sense of Colours Fading
Hans Wendelboe Bøcher: "I Feel Your Sense of Colours Fading", Horne Ungdomsskole 2007: Foto: Hans Wendelboe Bøcher (c) 2007.

 
I installationen "I Feel Your Sense of Colour Fading" blev alle farver fjernet. Tilbage stod kun et helt hvidt rum. Oven i købet et velkendt rum, nemlig et klasselokale med skoleborde og -stole, tavle, overheadprojekter og computere. Den eneste farve i rummet var den, man selv bragte med sig gennem sit tøj, sit hår og sin hudfarve. Der kom med ét stærkt fokus på en selv som beskuer. Man var selv i centrum, og oplevede sig selv indgå i arkitekturen og indretningen på en ny måde.

Her flere uger efter viser en anden effekt af værket sig. De fleste, der oplevede lokalet, mens det endnu var indpakket, ser i dag rummet på en helt ny måde. De har fået øjnene op for loftskonstruktionen og de måde sprosserne deler det store vinduesparti. Kunsten har med andre ord ændret den måde, vi oplever den omkringliggende arkitektur og indretning på. Og det er vel også det, sanselig kunst kan og skal, hvad end materialet er ler, gips og maling eller døde mosegrise og metervis af blankt avispapir.

Afslutningsvis bør siges, at al avispapir, som venligt var doneret af Nordjyske Stiftstidende, efter installationen blev taget ned og genbrugt til elevernes papirproduktion i en weekend.

Og mosegrisene? Deres jordiske rester (eller det, der blev tilbage af dem) er roligt stedt til hvile i haven foran Horne Ungdomsskole.   


Hans Wendelboe Bøcher - I Feel Your Sense of Colours Fading
Hans Wendelboe Bøcher: "I Feel Your Sense of Colours Fading", Horne Ungdomsskole 2007: Foto: Hans Wendelboe Bøcher (c) 2007.

 
Hans Wendelboe Bøcher - I Feel Your Sense of Colours Fading
Hans Wendelboe Bøcher: "I Feel Your Sense of Colours Fading", Horne Ungdomsskole 2007: Foto: Hans Wendelboe Bøcher (c) 2007.
 
 
Artiklen har tidligere været bragt i Billedpædagogisk Tidsskrift 01/2005.
 
  

Kontakt

Hans Wendelboe Bøcher
Kringelhøjvej 7, Horne
DK9850 Hirthals
Tlf. +45 2515 2436
Email: hans@wendelboe.dk

Curriculum Vitae

Hans Wendelboe Bøcher - Facebook  Hans Wendelboe Bøcher - Instagram  Hans Wendelboe Bøcher - YouTube  Hans Wendelboe Bøcher - Linkedin

 

© copyright Hans Wendelboe 2019