I 1981 var jeg 7 år og tegnede gerne. Men en enkelt af mine tegninger fik større betydning end de fleste andre; ikke kun for mig, men for hele min familie. Faktisk blev den en katalysator for det, der viste sig at blive en mangeårig modedille. Samtidig lærte den mig, at en enkelt, simpel ting let kan være begyndelsen til noget meget større her i livet.
1.A, Stolpedalsskolen i det vestlige Aalborg; efterår 1981.
Dengang var der ikke meget fokus på mobning; ikke at det ikke eksisterede, for det gjorde det i allerhøjeste grad, skal jeg hilse og sige ... Det var bare ikke en opgave, skolen, forældre eller andre voksne skulle tage sig af. Sådan var verden dengang.
Men dag udskrev Det Kriminalpræventive Råd, Aalborg Politi og Aalborg Lærerkreds i fællesskab en konkurrence som en del af noget helt nyt, en anti-mobbekampagne. Opgaven for elever i alle folkeskolens klasser, 1.-9., var at lave en tegning, et digt, en historie eller en lydoptagelse, der viste, hvordan man kunne undgå mobning.
Alt det forstod jeg ikke, så da jeg en aften sad og legede med vandfarver, kom i stedet billedet af en glad dreng, der listigt ser til venstre, mens han storsmiler. Vandfarven i det ene blå øje løb nok sammen med næsen, men det sorte hår stod knivskarpt.
De store bogstaver blev med besvær – og sikkert også hjælp fra mor eller far – klippet ud af hvidt papir og klæbet på den røde baggrund, under billedet af den smilende drengen.
Jeg havde ikke svaret på opgaven, men det var da en tegning, så den blev sendt ind sammen med de ca. 1.000 andre besvarelser.
Og så skete det magiske. Daværende kriminalassistent Ib Skovfoged Laursen og politimester Paul Wrobel kastede deres kærlighed på mit slogan: ’STOP MOB’. De spurgte derfor min far, om de måtte benytte det som slogan for hele kampagnen. Samtidig ønskede de at trykke sloganet på 5.000 "badges"; tegningen var jo en flerfarvet sag, så det kunne nok ikke lade sig gøre af få den med …
- Jamen, det kan jeg da sagtens klare, tilbød min idealistiske far, der altid har været stor i slaget og kastede sig ud i selv de mest håbløse opgaver; som oftest med overraskende held og lykkelig udgang! Dengang drev han, ved siden af sit job som lærer på Vejgaard Østre Skole, allerede et mindre offset-trykkeri hjemme på førstesalen, hvor jeg hver aften faldt i søvn til trykkemaskinens tunge, monotone rytme.
Med til historien hører også, at min far var overbevist om, at kriminalassistenten talte om klistermærker. Kun de færreste anede dengang, hvad en badge var. Og de kaldtes enten emblemer eller knapper, og fandtes normalt kun med tekster som ”Atomkraft nej, tak!” og ”Ja, tak til pedalkraft”.
Men om aftenen gik det op for min far, hvad en badge faktisk var. Han gik derfor i gang med at finde ud af, hvordan man laver sådan en badge og fik bestilt to maskiner og badgedele (forside, bagside, plast og nåle) fra England, så han kunne levere de 5.000 badges ti dage senere, som han havde lovet den dag på stationen.
5. februar 1981. Jeg modtager diplom og præmie for STOP MOB. Bag mig står politimester Wrobel og kriminalassistent Ib Skovfoged Laursen.
Og der blev stor fest med saft og kage på politistationen. Vinderne af konkurrencen var inviteret til præmieoverrækkelse. Og også jeg, der på Jyllands-Postens billede står jeg lidt betuttet med originaltegningen, mens politimester Wrobel og Ib Skovfoged Laursen stolt peger på de røde bagdes, der sidder i reverset.
Med det firefarvede diplom (som min far også stod for at trykke) fulgte også en check på 200 kroner, som jeg hurtigt omsatte ”til det jeg lige ønskede mig: Et nodestativ og Lego-politibiler”.
Her kunne historien være endt, hvis ikke det var fordi, min far nu lå inde med to dyre badge-maskiner fra England, som på ingen måde havde tjent sig hjem på ordren fra Politiet.
En dag bestilte en kollega på lærerværelset, der var utilfreds med Danmarks Lærerforenings vattede holdning og konfliktskyhed i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i foråret 1981, en håndfuld badges med teksten: ”Danmarks Lærerforening er stille sovet ind 6.5.1981”. Den drillesyge lærer sørgede for, at badgene blev spredt blandt venner og fjender landet over.
Et andet sted i landet så et par elever deres lærers badge. Og da trykkeriets navn, Dan-buttons, sammen med telefonnummeret stod på kanten, ringede de dagen efter for at bestille to badges med en tekst MOD deres lærer. Der skulle stå: ”Udryd pædagogerne”. Min far designede straks badgen og tilføjede en galge for at også grafisk at understrege pointen.
Det blev for stærke sager for fire byrådskandidater fra venstrefløjen i Roskilde, der tilfældigvis havde set en af de to bagdes. De meldte derfor min far til Politiet for opfordring til vold mod embedsmand i funktion. Politiet ville dog ikke tage imod anmeldelsen, som derfor gik videre til statsadvokaten. Byrådskandidaterne udsendte samme dag en vred pressemeddelelse, der sagde, at hvis det der skulle være humor, hvad bliver så det næste? De kom selv med et par bud: ”Hug hænderne af typograferne – indfør den ny teknik” og ”Kvinder tilbage til kødgryderne”.
Og det blev det næste! Allerede dagen efter solgte boghandleren i Roskildes gågade badges med netop de tekster.
Igen kunne historien, der begyndte med min børnetegning af en glad dreng, være endt. Men salget af badgene med de små-provokerende pointer voksede og den 31. august 1981 fortalte Danmarks Radios Preben Heide hele historien på landsdækkende tv i den populære udsendelse ”Dagens Danmark”.
Da optagelsen skulle laves, fik jeg og min storesøster og hendes veninde lov til at blive hjemme fra skole. Dels var det i monopolets dage jo ikke hver dag, der kom et tv-hold forbi, dels havde min far brug for nogen til at stå ved maskinerne. Min søster og veninden sad således ved maskinen, mens jeg stod ved siden af og satte nåle i.
Men også dét faldt for brystet. Igen blev min far meldt til Politiet. Denne gang for at bruge børnearbejdere!
Men succesen var i hus. Og allerede før tv-udsendelsen blev der produceret badges med alle mulige sjove og provokerende tekster i døgndrift. Og der blev dagligt sendt pakker til butikker landet over, mens min far heller ikke forspildte chancen for selv at stå på blandt andet Hjallerup Marked.
I mellemtiden flyttede min far trykkeriet fra privatadressen til en central adresse i gågaden i Aalborg. Og som en udløber åbnede han i 1982 provinsens første spøg & skæmt-forretning i Nørregade 25 i Aalborg. Her var den ene endevæg fyldt med de farvestrålende badges, mens lokalets andre vægge bugnede med kunstige hundelorte, brækklatter, hostende askebægre og klaphatte, men det er en helt anden historie, altså den om klaphatten.
Flere år senere, i 1989, udgav Undervisningsministeriet med Bertel Haarder i spidsen en bog om mobning. Igen blev ikke kun mit slogan, STOP MOB, men også den glade dreng med det skæve smil og det sorte hår, fundet frem og prydede forsiden.
Sloganet vil ikke dø. Det samme vil heller ikke tegningen, der måske nok bare er en simpel børnetegning, men førte så meget med sig.
Tegningen er ikke på kunstkammeret, men hænger såmænd på min væg.
