... / ARTIKLER / FLAGDAGE / KRONPRINSESSE MARY
Vi flager i dag, den 5. februar 2021, for Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary (Mary Elizabeth, kronprinsesse af Danmark, grevinde af Monpezat, der i dag fylder 49 år. STORT TILLYKKE!
Før kronprins, kongehus og krone kom ind i hendes liv, var Mary Elizabeth Donaldson en ganske ukendt australsk kvinde. Hun dimitterede i 1994 fra University of Tasmania med en bachelorgrad i jura og handel, og fik hurtigt job i en stor ejendomsmæglerkæde down under. - Men mødet den 16. september 2000 med HKH Kronprins Frederik, der var i Sydney for at overvære De Olympiske Lege, ændrede hendes liv for bestandigt.
Men kærlighed på distance er svær, så i december 2001 sagde Mary op, for for første gang at besøge Danmark og fejre nytår med sin danske drømmeprins, inden hun i sommeren 2002 officielt flyttede ind i en lejlighed på Langelinie, og fik job som projektkonsulent for Microsoft Business Solutions Danmark.
Og endelig - den 3. oktober 2003 - offentliggjorde Kongehuset parrets forlovelse. Alle avisforsider blev ryddet; det er trods alt ikke hver dag, Danmark får en kronprinsesse!
Netop den 3. oktober var jeg som lærer med Horne Ungdomsskoles billedkunsthold på studietur i Aalborg. Her havde holdet netop forladt kunstmuseet Kunsten, da nyheden om forlovelsen kom. - Men måske var eleverne ligeglade ... eller også trak en tur på McDonald's bare meget mere ... Den ene af holdets lærere (det er mig, sagde hunden ...), der også var dansklærer på skolen, var blødsøden og gav lov til burger, fritter og sundae mod, at eleverne diskret skrev små, korte portrætter som iagttagelsesøvelse af restaurantens andre gæster. - De kunne nok senere bruges til et og andet i dansktimerne hjemme på skolen, tænkte jeg.
Men på vej hjem i toget opstod ideen med at bruge de mange skrevne portrætter fra burgerrestauranten til at lave eet kæmpe dobbeltportræt af kronprinsparret; et dobbeltbillede af Frederik og Mary, udgjort af de korte, skrevne portrætter af nogle af de danskere, som parret engang vil blive konge og dronning for; i alt mere end 40.000 tre-centimeterhøje, håndskrevne bogstaver. Der skulle dog gå flere måneder, før tiden var moden til endelig at gå i gang med det store billede. Først på den anden side af jul 2003 begyndte holdet med overhead-projektor, stort lærred og oceaner af sorte sprittusser.
Og det tager lang tid at skrive 40.000 tre centimeter høje bogstaver; tilmed så præcist, at linjerne står helt tæt og oven i hinanden omkring mundvigene og i øjenkrogene og, hvor håret er mørkest. Og spredt, hvor der blot skal antydes et smilehul. - Faktisk endte eleverne med at være nødt til også at tage nætterne i brug for at blive klar inden parrets bryllup den 14. maj 2003; for i mellemtiden var billedet selvfølgelig blevet til en gave til Danmarks kommende kronprinspar.
I ugen op til brylluppet blev det spektakulære billede derfor under mediebevågenhed kørt tværs gennem Danmark med DSB. Undervejs hang det udspændt i en IC3-vogn, mens journalister fra aviser og radio stod af og på undervejs for at interviewe holdets elever. Endestationen var sidefløjen på Christiansborg Slot i København, hvor hoffet tog imod de mange gaver fra danskerne. Men inden billedet blev afleveret, nåede eleverne - med polititilladelse og ditto skarp overvågning! - at folde det mere end 3x4 meter store billede ud på Amalienborg Slotsplads. - Wow, for en oplevelse!!! Nogle måneder senere kom så det officielle takkekort på tykt papir og med kronprinsparrets monogram:
"Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen har bedt mig takke hjerteligt for tæppet med portræt af Kronprinsparret af 40.000 underskrifter og den venlige lykønskning, som det glædede Kronprinsparret at modtage i anledning af brylluppet." - Underskrevet: Hofchef P. Thornit.
Vi kipper igen med flaget for HKH Kronprinssse Mary (og de gæve elever fra årgang 03/04).
HKH Kronprinssse Mary har i øvrigt (mindst) en gang kørt gennem Horne. En mærkværdig historie, som endnu kan læses her.
|