../ FOREDRAG / KLODSHANS I HOLLYWOOD Her får du hele fortællingen, der begynder i Valby, med Nordisk Films første stumfilm i 1906, men blev afbrudt af et ufrivilligt tugthusophold i Vridsløselille, hvor han sad som fange nr. 85 i ”Den store sædelighedsskandale”. Et navneskift og en enkeltbillet til USA blev startskuddet til Hersholts medvirken i mere end 400 film med tidens allerstørste stjerner – bl.a. Greta Garbo, Clark Gable, Shirley Temple og Boris Karloff. Hersholt blev formand for Oscarakademiet, modtog selv tre Oscars, og har lagt navn til en særlig æres-Oscar, The Jean Hersholt Humanitarian Award – og under Anden Verdenskrig rejste han betragtelige midler til humanitær hjælp hjemme i Danmark. At vi også skylder Jean Hersholt en stor del af æren for H. C. Andersens udbredelse i hele verden, er blot endnu en del af eventyret om ”Klods Hans i Hollywood”. Foredraget bygger på flere års gravearbejde i danske og udenlandske arkiver - oprindeligt som en del af Hans Wendelboe Bøchers arbejde som konsulent på DR-dokumentarserien "Danskere i verden" (2022). Nu får du muligheden for at lære mere om en totalt overset, stor dansk kulturpersonlighed, der - som der står på Hersholts gravsten i udkanten af Los Angeles - var en verdensborger, som kom fra Danmark, og drog ud og gjorde erobringer, men som aldrig glemte sit hjemland, sine venner eller dem, der trængte til hjælp. Fortællingen følges hele vejen igennem af billeder, dokumenter, lydoptagelser, filmklip, levende historiefortælling, interaktiv formidling arkiver og slægtsforskning og et imponerende arsenal af overraskende klenodier og effekter.
Det er sagt om foredraget
"Tak for en forrygende aften. Jeg nød i fulde drag din viden, formidling og selve historien om en fantastisk mand med et helt særligt talent."
Bodil Tvedegaard, Museum Rebild "Tænk, alt det vi ikke vidste om en af Danmarks største filmskuespillere, der - viser det sig - ikke kun var det, men også humanist, filantrop, velgører til fingerspidserne. Hans leverer fortællingens enorme omfang af pointer præcist og veltilrettelagt. Det var en berigende oplevelse." Henning Gimle, Klarup
Foredraget er tidligere holdt bl.a. her:
Hasseris Bibliotek, april 2023
Storvorde Bibliotek, oktober 2024 Brønderslev Bibliotek, nov. 2024 |