De fleste morgener er ens; ikke hvad angår kaffen, ostemaden, tandbørsten og nyhederne på P4 – dér er altid små varianter og nuanceforskelle. Men hver morgen står min ældste søn op og glæder sig til en bestemt ting. Det er det sidste han tænker på, før han falder i søvn, og det er det første, der falder ham ind, når han – med møje og besvær – får åbnet sine trætte øjne:

 

Purken er dybt afhængig af et par sorte addidas-bukser. Ikke hvilke som helst addidas-bukser, men den nyeste model, som kun adskiller sig fra modellen, der kom for fire måneder siden, ved at have en hvid stribe syet på tværs over læggen.

 

- Ak og ve, den morgen bukserne ikke ligger nyvaskede klar inden for en meters rækkevidde fra sengekanten. Hvis det sker – hvilket faktisk er tilfældet de fleste morgener! – ændres morgenens grundstemning på få brøkdele af sekunder. Men inden er jagten på bukserne gået ind.

 

Først gennemrodes hylderne i tøjskabet (hvilket samme eftermiddag giver anledning til yderligere tænders gnidsel, når det skal på plads igen). Findes bukserne ikke her, fortsætter jagten i vasketøjskurvene med det rene, men endnu ikke sammenlagte tøj. – Her er de ofte heller ikke, for min kone og jeg har alt for tit - med ubehagelig tydelighed - mærket konsekvenserne af, at den søvndrukne purk ikke kan finde bukserne på få sekunder. De er derfor det første stykke tøj, der bliver identificeret og lagt i uhindret, visibel afstand fra sengekanten.

 

Det er på dette tidspunkt af morgenen, at det afgørende slag skal stå. Sammen med min kone har jeg udviklet flere teknikker:

 

1) Konstruktiv nytænkning. – Tag et af de tolv andre par bukser, du har, på i dag. Modellen kan ikke anbefales, da den kun bærer yderligere ved til vrangforestillingen om, at de bløde plasticbukser med de genkendelige striber er eneste saliggørende benklædning. Mors og fars valg er ikke moderne, og inkluderer gerne besværlig lynlås eller bukseknap …

 

2) Gennemført ignorance. Modellen kan umiddelbart ikke anbefales, da den med usvigelig sikkerhed fører til endnu mere fastlåst situation, hvor drengen nægter at spise morgenmad, børste tænder og gå i skole, hvis ikke vi giver ham bukserne NU.

 

3) Mission belønning: – Hvis du tager de brune fløjlsbukser på i dag, kan vi købe et par ekstra addidas-bukser i eftermiddag. Modellen kan kun anvendes få gange, - og vel at mærke, kun hvis man vitterligt har tænkt sig at følge løftet til dørs og samtidig acceptere, at der nu er flere uundværlige bukser at vaske og holde rede på til enhver tid …

 

4) Hjælp til selvhjælp. Modellen kan med succes gennemføres, men inkluderer nødvendigvis accepten af, at resultatet af sønnikes grovsortering af vasketøj og efterfølgende programvalg på vaskemaskinen kan føre til lyserødt undertøj og stumpende uldtrøjer. Til gengæld medfører denne model også, at drengen i en tidlig alder bliver i stand til at klare, hvad mange teenagere aldrig lærer!

 

Valget af fremgangsmåde definerer resten af dagen. Hver morgen er en afvejning af standarder og principper, holdt op mod potentiel overlevelse og livskvalitet resten af dagen.

 

De eneste, der - forhåbentligt - beneficerer af sønnikes ensidige buksevalg, er bukseproducenten og det multinationale konglomerat bag vaskepulveret.  Nå, ja, og så os andre, der får vasket tøj af familiens 10-årige. - Det er trods alt ikke svært at vælge, hvilket bukseben, man skal stå på.

Glædelig jul!