Forleden, da jeg i en nærliggende legetøjsforretning skulle finde en fødselsdagsgave til et barn i familien, kom en ellers for længst glemt og fortrængt oplevelse tilbage.
 

Og jeg græmmes stadig.
 

Da min datter, der i dag er otte, var tre år, ønskede hun sig inderligt en "Baby Born"-dukke. Det er en ærke-amerikansk opfindelse; en naturtro baby-dukke, der både kan drikke, spise, tisse, prutte, græde med tårer og en hel masse andet... og jo, sådan en koster mere end jeg havde regnet med at give for en plasticting, der kan tåle vand. For det var det, der var kravet. Ingen af hendes mange dukker, som hun holdt meget af, kunne komme med i bad. Alle var med risfyldte stofmaver, som hun dog vaskede og krammede til snasket uigenkendelighed. Men nu skulle det være.
 

Så vi kørte til Hjørring, for at afsøge markedet. I løbet af 45 min. besøgte vi både LegeKæden, Fætter BR, A-Z, Føtex og Brugsen. Men ingen steder havde de en helstøbt plasticdukke, der kunne tåle at komme i vandet.
 

- Dvs., jo. Både Fætter BR og LegeKæden solgte "Baby Born", men de var ret dyre. Da jeg endelig alligevel besluttede mig for at købe en til lillepigen, stod jeg i LegeKæden. Her havde de kun en sort "Baby Born"-dukke, hvilket ikke bekymrede mig det fjerneste. Jeg syntes, at det var både smukt og politisk korrekt, og min datter smilede allerede kæk til den, mens hun krammede det reflekterende plastic, der sikrer de ukøbte dukker mod begejstrede pigehænder. Den kostede den nette sum af 399,95 kr. Ubehageligt meget, men hvad gør man ikke for at sommerforkæle sin datter, der hver aften ligger i sengen og hvisker: "... elsker dig, far!"
 

Men et eller andet holdt mig tilbage; måske var det smartest i forhold til min datters forhold til sin to år yngre lillebror, at hendes "baby-dukke" ikke var sort.

Men hvordan er det lige man spørger ved skranken: "Jeg vil ikke have en sort dukke! Har I dem ikke hvide?"
 

Det kommer meget let til at lyde forkert. Så jeg startede med at væve... "Nu er det jo ikke fordi... jeg er jo ikke... nu skal jeg passe på, men..."
 

Den venlige ekspedient smilede, men kunne desværre først garantere en hvid dukke ugen efter. De var i restordre! Samtidig kunne han tilføje, at den hvide dukke, som ellers er helt identisk og med samme udstyr, kostede 100 kr. mere end den sorte; altså 499,95 kr.
 

Hvorfor?
 

Det er da usmageligt!
 

... og tænker man nærmere over det, er det jo ligefrem betænkeligt.
 

Nå, jeg takkede, men havde nu engang besluttet, at min datter skulle have en hvid "Baby Born"-dukke, så turen gik nu tilbage til BR, hvor de havde dem siddende på hylderne. Til de samme priser: 399,95 for den sorte, og 100 ekstra for en arisk hvid!
 

Mens jeg bevægede mig den lange vej forbi racerbaner, Brio-tog, Spiderman-rygsække og sæbeboble-standere for at komme op til kassen, forberedte jeg et par kække bemærkninger, som jeg kunne lade falde over kassen til ekspedienten. "Det er da grimt at man prissætter efter plastic-hudfarven? Gad vide, om sort plastic er billigere?"
 

Jeg prøvede sætningerne. Lagde betoningen rigtigt.
 

Og da jeg endelig havde fået formuleret, hvad jeg ville, og tilmed havde hånden om Dankortet, opdagede jeg, at ekspedienten var, ja, sort!

Nu er denne historie jo dybest set ikke sjov. Og moralen - om den er der - er selvransagende. For hvorfor trodsede jeg mit forarbejde? Hvorfor lod jeg ikke en bemærkning falde om det odiøse i prisforskellen på sorte og hvide dukker?
 

Jeg er ikke racist. Men jeg er bange for at blive kaldt det. Hmmm.... jeg tænker stadig over den historie.