Jeg har for længst glemt, hvem Pavlov var, men fra min tid på lærerseminariet husker jeg hans hunde. Gennem en række forsøg påviste Pavlov, at alle levende væsener har ganske bestemte, indlærte reaktioner ved bestemte påvirkninger; hunden savler, når den får mad; jeg bliver glad, når jeg får underen af søndagens rundstykke, og min dovne hankat oser af lykke, når madskålen fyldes. – Ganske pudsigt, i øvrigt, kredser alle ovenstående eksempler om indtagelse af mad.
 

Men Pavlov gik skridtet videre og ringede med en klokke, hver gang hans forsøgshunde fik mad. Derved lærte hundene efterhånden, at der kom mad, når klokken ringede. De begyndte derfor at producere spyt alene ved lyden af klokken.
 

Jeg har ingen hund og heller ingen klokke. Men min dovne hankat på otte år gør det fint ud for en ægte forsøgshund. Han er, som alle andre store, dovne hankatte, glad for mad i alle afskygninger. Men af en eller anden grund er han i særlig grad glad for mad i konservesdåser. Dette må skyldes oplevelser i et af hans tidligere liv, for vi har aldrig serveret mad på dåse, men holdt os til tørfoder ud fra den devise, at det var det, katte ville vælge. Men af uvisse årsager har kræet indlært den reaktion, at: 1) vågne. 2) springe ned fra sofaen med et uelegant plump. 3) strække sig dovent i solstrålen på gulvet og 4) så hastigt som muligt lunte ud i køkkenet, når nogen bare nærmer sig køkkenskuffen med knive og kartoffelskrællere. Det er nu nok ikke knivene og skrællerne, der trækker, men mere fordi han ved, at der i skuffen også ligger et andet uundværligt køkkenredskab: Dåseåbneren.
 

Elektrisk virrer han for vores fødder, smyger sig op ad benene og gør sig til, som kun en stor, fed hankat kan. – Og han bliver skuffet hver gang, uanset om der er tale om flåede tomater, aspargessnitter, kidneybønner i chilisovs eller den røde maling fra byggemarkedet til ungernes legehus, som skal males i Pinsen, hvis vi får godt vejr.
 

Over de sidste uger, har jeg i øvrigt bemærket, at lige netop det gode vejr har samme virkning på mine naboer, som hundemaden på Pavlovs hunde og aspargessnitterne på min kat. Duften af forår; magnolietræet hen under aften, de spæde, grønne blade på bøgen og det nærmest aggressivt voksende græs afføder ganske simpelt en række indlærte reaktioner hos især mine mandlige naboer. Hver aften i disse dage kan man således i nabolaget høre først den dumpe lyd af en gammel Briggs & Stratton-motor, der drevent hoster sig i gang. Kort tid efter stemmer en sødt summende Texas-klipper i på den anden side af vejen; for til sidst at blive fulgt af en højstemt elektrisk luftpudeklipper i det fjerne.
 

Nok er min teori ganske uvidenskabelig, men det lader til, at ikke alene har de mange forårsdufte en igangsættende virkning, men også naboernes toptrimmede maskiner i sig selv ser ud til at medføre en forstærket betinget reaktion. Der er altså tale om en viral effekt på haveplan. Forleden kunne heller ikke jeg holde mig tilbage, men måtte både skifte olie og finjustere (eller, hvad jeg nu gjorde!) lidt på vores Ginge, model flere-år-gammel. Og hvem var der som en, ja, mis, da jeg åbnede dåsen med håndrensemidlet efter at have fedtet med olien? – Rigtigt gættet: Min dovne hankat, som tydeligvis misfornøjet havde forladt køkkenet, hvor min kone, som var ved at lave mad, kun bød på flåede tomater og majs på dåse.
 

For hundrede år siden lavede Pavlov sin teori om hundenes adfærd. Her beskrev han også, at hvis man blot et par gange lader klokken ringe uden at servere mad, stopper hunden med at producere spyt. Men vi kan jo ikke bare springe foråret og sommeren over? Og flåede tomater, bønner og champignon på glas er og bliver en grundbestanddel i mit køkken.