Forleden fandt jeg to bakker danske jordbær for 17 kr. pr. styk. – Så er aftenens dessert reddet, tænkte jeg, og skyndte mig også at lægge en halv liter fløde i kurven.
 

På indkøbslisten stod også ingredienser til datterens yndlingsmadpakke: Bløde avocadoer og grønne æbler. Hertil kom alle de varer, jeg slet ikke vidste, jeg manglede, men alligevel endte med at købe: To poser chips, pålægschokolade, skrabeæg på tilbud og de uundværlige strenge til osteskæreren, som jeg ofte køber, fordi de jo lige hænger der ved kassen, - og som jeg ligeså ofte glemmer, at jeg lige har købt!
 

Efter at have løbet spidsrod forbi de lokkende hylder med bolcher, chokolade, og brillerens (?), nåede jeg endelig frem til kassen. Her lægger jeg altid mine varer i et lag og med stregkoden synligt opad. Jeg ved, hvor meget det betyder for hende, der sidder ved kassen. Og jeg ved, hvor lille en indsats det er for mig at vende dem rigtigt fra begyndelsen, så jeg koncentrerer mig altid om opgaven og forsøger også at inspirere kunden efter mig til at gøre det samme.

Op kom papbakken med skrabeæg, pålægschokoladen og de to poser chips; alle med stregkoden op og helst tættest på scanneren for at lette arbejdet for kasseassistenten mest muligt. Også madpapiret, æblerne, den frosne blomkålsblanding, fløden og pastaen kom på båndet. Og til sidst de to bakker indbydende, velduftende, danske jordbær.
 

Den unge kvinde, der sad ved kassen, smilede og nikkede anerkendende. Jeg bilder mig, at det var fordi, jeg gjorde hendes dag bare lidt lettere:

- Det bliver 182,50, smilede hun.
 

- På beløbet, svarede jeg og trykkede pinkoden til dankortet, mens jeg overvejede, om den ene pose, jeg købte, nok alligevel ikke var at undervurdere volumen af mit indkøb. Vore øjne mødtes og hun grinede, da jeg nåede at sige, at hun bare skulle smide bonen væk, før hun selv nåede at spørge mig, om jeg vil have den med. Det var gensidig sympati og glæde. Men den varede kort.
 

Jeg nåede lige akkurat at hive dankortet op af automaten, før hun ikke bare en, men tre-fire gange voldsomt hamrede svingarmen, der deler den del af kassebåndet, der ligger efter kassen, i to dele, ind i mine varer. De bløde avocadoer, som jeg sirligt havde udvalgt og forsigtigt lagt i kurven, blev gentagende gange mast mellem posen med pasta og bakken med æg. Der var både avocado og pastaskruer over det meste af båndet. Og pålægschokoladen og madpapiret blev med katastrofale følger for begge kvast mod de to bakker med velduftende jordbær, som efter den hårdhændede behandling pludselig duftede endnu mere, men nu også sølede både pålægschokolade, madpapir og kasselinje ind i sød jordbærsaft.
 

Den smilende kasseassistent var allerede i gang med at ekspedere næste kunde, mens jeg irriteret fumlede med løse pastaskruer og jordbær-avocadomos.

Den aften fik vi bare en simpel ispind til dessert.