Det er krig, nervepirrende stillingskrig. På den anden side af bordet sidder min kone, dybt optaget af et eller andet på sin computer; forberedelse til morgendagens lektioner på skolen, velsagtens. Jeg prøver også at virke aktiv ved mit tastatur. Hun skulle jo nødigt få den tanke, at jeg blot surfer på facebook eller ser sjove film på youtube, for det kunne jeg aldrig finde på.
 

Efter flere ugers sommerferie-våbenhvile, har hverdagen igen indfundet sig med stressende morgenritualer, påtvunget lektielæsning og pine-død-nødvendig madpakkesmørring. I særdeleshed det sidste, er der ingen af os, der er vilde med. Tværtimod skyder vi det gerne foran os så længe som muligt; lige indtil en af os må kapitulere og modvilligt gå i køkkenet for at finde leverpostej, hamburgerryg og fiskefrikadeller frem.
 

Vi har ellers prøvet at tørre opgaven af på ungerne selv, men på magisk vis er de altid pludselig meget trætte, når aftensmaden er overstået, og vi foreslår, at de nu kan have direkte indflydelse på, hvad de skal sætte tænderne i i skolen i morgen. I parentes bemærket, er det dog en træthed der hurtigt forgår, når de lidt senere ligger i deres senge. Så er de pludselig lysvågne og tørstige; så skal de tisse og drikke lidt mere og lige se et eller andet ovre på bordet; og har de nu husket at komme lyssværdet i tasken og spidset blyanten; og hov, nu er de pludselig tørstige igen. Og så skal de jo lige nå at tisse af inden de falder i søvn.

Men nu er der ro. I hvert fald i ungernes lejr. Til gengæld er nervekrigen nu på sit højeste tværs over spisebordet. Vi sidder hver bag vores bærbare computer. - Jeg lavede aftensmaden, kan du ikke smøre madpakker i dag?, prøver min kone rationelt og indyndende.
 

- Jo, jo, lige om lidt, mumler jeg for at vinde tid, men jeg fortryder med det samme, at jeg gav hende den åbning, for jeg mener det jo ikke; hverken, at jeg vil gøre det eller at er klar lige om lidt. Dertil er strømmen af spændende statusopdateringer om fede katte, der kan spille klaver, fra relativt fjerne bekendte på facebook alligevel for spændende.
 

Havde ungernes begejstring over for fænomenet madpakke dog bare været større, havde min uvilje muligvis været det mindre. Men hverken de to store eller bettemanden er særligt begejstrede for de madpakker, vi får bikset sammen på denne tid af natten. Over aftensmaden i dag drømte de således om både italiensk lasagne, chokolademadder og hjemmegjorte pølsehorn. Men tiden lige nu er hverken til det første eller det sidste og vores sundheds-samvittighed inkluderer ikke chokolademadder som acceptabel madpakkemad. Så det bliver nok de velkendte halve med hamburgerryg og spegepølse, de får med igen igen.

 

- Jeg er ved at være træt, smører du ikke madpakkerne, skat? Min kone går nu målrettet efter en sejr på knockout. Hun forsøger at tale til min samvittighed: - jeg kan da ikke mene, at hun efter at have knoklet med aftensmaden og fire matematiktimer og to engelsklektioner, nu også skal tænke på forplejningen af husets yngste, kan jeg vel?