Det er ved at gå op for mig i al sin gru, hvor stor forskel der er på min kone og mig. 

 

Ikke alene er vi vokset op i to meget forskellige familier og med vidt forskellige normer; vi tænker også væsensforskelligt. - Jeg kunne med lethed divertere i de næste måneders klummer med min kones særheder på den konto, men vælger af inter-maritale og diplomatiske grunde at undlade.

 

Men på det seneste er jeg for alvor begyndt at forstå omfanget af en helt central forskellighed i noget så konkret som drømmen om, hvor vi hver især ønsker at bo:

 

Jeg er vokset op i Aalborg, mens min kone stammer fra en noget mindre samling huse på landet. 

Jeg holder af at gå ud af hoveddøren og straks mærke storbyens pulserende liv; den pakistanske købmand om hjørnet, det store bibliotek med alle tilbuddene, teatrene, biograferne, menneskene i gågaderne og solreflekserne, der lystigt danser på de høje husfacader, når de tunge bybusser passerer solstrålen i gaden. Jeg nyder de kantede brostene, lygtepælene og de faste time- og kvarterslag fra domkirken. Jeg har svært ved at undvære antikvariaternes bugnende bogkasser og følelsen af blot at være en blandt mange i byen. - Måske er det derfor, at mit studieliv førte mig både via Aarhus og Odense for at ende i Svendborg, som sin provinsielle lidenhed til trods dog byder på både brosten, bibliotek og biograf.

 

Hvis jeg er den letlevende bymus i Disneys tegnefilm, er min kone den noget mere sindige landmus, der føler sig både ubekvem og skidt tilpas i byens tumult. Hun vil hellere nyde skovens dybe, stille ro end byens rabalderstræde. Stod det til hende, var vi for længst flyttet til de norske fjelde, eller i det mindste til et mindre, nedlagt landbrug med god plads til de ti-elleve-tolv vilde heste, der nødvendigvis skulle til for at holde mig fra at løbe skrigende bort.

 

Som et foreløbigt 14-årigt kompromis er vi endt her, hvor ingen af os har det, vi inderst inde drømmer om. Her er hverken hestefold eller gågade. Til gengæld er her gode venner, naboer og lokalt sammenhold. – Men det er skræmmende, at vi begge lader os nøje. Og endnu mere skræmmende, at vi aldrig begge vil kunne blive fuldt lykkelige … på dén konto.

 

– Nogle oppe på rådhuset vil sikkert hævde, at vores kommune har det hele: Strand og skov og metropol med shoppingcenter og snart nyt teateroplevelseshus og stadion, men det er og bliver en vag afglans af den vibrerende storby, jeg så inderligt savner. – Og ligesom det er for min kone, er det også for mig et omdrejningspunkt, at det, jeg så hedt drømmer om, ligger så snart, jeg træder ud ad døren og ikke 15 kilometer væk.

 

Udfordringen er således uløselig. 

 

Som i Disney-tegnefilmen forsøger vi i stedet – så vidt muligt – at invitere hinanden på besøg i vores ideelle drømmeverdener: Jeg har mere end en gang været med på stranden, og har sågar engang fået våde strømper (!); ligesom jeg også har sovet i en kold og ubehageligt stille skov. På tilsvarende vis har jeg forsøgt at tage min kone i hånden og introducere både skovtur i Kildeparken, hvor man kan nyde fuglenes fløjten, der smukt spiller op mod storbyens hyggelige lydkulisse, og duften af våd asfalt, der i mine næsebor slår duften af skovbund med adskillige hundrede meter.

​ 

Men nogle gange føler jeg bare, at jeg kommer fra Mars, og hun fra landet.