Min kone og jeg burde leve papirløst. Det er i hvert fald et af min kones absolutte og højtrangerende mål; ikke sådan samlivsmæssigt, forstås, men rent fysisk, indretningsmæssigt. Selvom både hun og jeg er glad for bøger og billeder, som efter vores smag stadig er bedst i fysisk form, afskyer hun især løse papirer og ikke mindst de bunker, som ofte opstår ud af ingenting.

 

Ligesom andre af universets store gåder; hvor kommer nullermændene fra, og hvordan kan to beskidte tallerkener i løbet af nul komma fem vokse til halvanden maskinfuld og en fyldt køkkenvask; er det min kone komplet ubegribeligt, hvordan jeg kan generere stakke af papirer på alle vandrette flader i hele huset. – Jeg har prøvet at forklare hende, at jeg ved, hvad der ligger hvor. Det er selvfølgelig en voldsom tilsnigelse, men det lader til momentant at berolige hende, ligesom når jeg ind imellem samler to stakke til en, og dermed visuelt minimerer omfanget af vores alt-andet-end-papirløse-samliv.

 

I sidste uge købte jeg en printer. Som så mange gange før, var der vel dybest set tale om endnu et impulsivt gadget-køb, selvom husstanden faktisk ikke rådede over en fungerende en af slagsen. Men drevet af begejstringen over ekstra finesser og uanede muligheder i at opbygge og udbygge og vedligeholde endeløse, digitale arkiver med gamle noter, kærestebreve, stile fra folkeskolen, ungernes tegninger, pensionspapirer og regninger fra autoværkstedet, lod jeg mig lokke til at købe den store printer ’med hele svineriet’: Mobile connect, automatisk duplikering, ADF, OCR, Wi-Fi, separat arkføder og - ikke mindst - lettilgængelig A3-scanner.

 

- Med den maskine går der kun få dage, før alle stakke og overfyldte ringbind er historie, proklamerede jeg overmodigt, vel vidende, at det nok ikke ville holde stik. Men det lod til i situationen at formilde min kones vanlige uvilje mod min impulsive udvidelse af husets digitale maskinpark.

 

Allerede samme aften var jeg således klar til at prøve den nye scanners mange muligheder. Med møje og besvær fandt jeg på loftet – bag den store kasse med julepynt, sækkene med sommertøj, min endnu fungerende Commodore64, den gamle scanner, der gik i stykker for fire år siden, det kaputte Pioneer-anlæg og dragkisten med sjove hatte og parykker – den mere end 20 år gamle, nussede flyttekasse med papirer og album fra gymnasiet; nu var det tid til at digitalisere, systematisere og ikke mindst dele ud af guldet fra gemmerne. Det var en sand fornøjelse: Hele aftenen snurrede scanneren lystigt, mens den læste side efter side, billede efter billede. Men i takt med, at min kone ensomt sank dybere og dybere ned i sofaen, mens hun misbilligende så på mig og maskinen, voksede stakken af spændende papirer, der skulle scannes. – Og jeg kunne da også digitalisere de gamle lønsedler, når jeg nu var i gang. Og hvad med forsikringspapirerne på vores første bil?

 

Indrømmet, jeg havde ikke længere fuldt overblik over, hvad der lå hvor. Derimod var faktum, at otte skødesløse bunker på kommode, spisebord og på den lave reol nu var suppleret med adskillige på gulvet og spisestuestolene, ligesom også sofabordet i mellemtiden var blevet fuldt annekteret. 

 

At jeg naturligvis også har følt mig nødsaget til at lege med printerens mange andre herlige funktioner kommer formodentlig ikke som en overraskelse. Adskillige test-sider og farvekopier, fotoprint og kuverter med print-til-kant har således fået sin helt egen stak i vindueskarmen ved siden af bunken af de fødselsdags- og julekort, vi ikke kan få os til at smide ud, og som ’jeg nu ligeså godt kan sende gennem scanneren’.

 

Sent i aftes forsøgte jeg velmenende - for 117. gang - at forsikre min kone om, at mit mål stadig er at komme til at leve papirløst; sådan fysisk, praktisk ægteskabeligt.

 

- Men det ville hun have på skrift …