Jeg har et glimrende forhold til mine nærmeste kolleger, men også min arbejdsplads er i disse uger ferieramt og to ud af tre faste kolleger er ude at rejse. Det var derfor to vikarer, jeg var på arbejde med i mandags, da det helt normale indtraf: Naturen bød, at jeg måtte gå for mig selv. Det er der i sig selv intet interessant ved, og jeg sparer da også gerne på de nøjere detaljer.

 

Men i løbet af et par minutter udviklede mit ærinde sig denne gang til en yderst penibel og problematisk nødsituation. Den metalblanke holder på væggen, umiddelbart til venstre for toilettet, der normalt sørger for, at der altid er fri og uhindret adgang til den lange, bløde rulle af hvidt wc-papir, frembød kun det brune, tomme paprør og få undseelige trevler af det egentlige og i situationen yderst nødvendige materiale. I sådan en situation er gode råd dyre, men siden man i sagens natur oftest er alene og i forvejen ikke har afsat nøjere sluttidspunkt for opgavens afslutning, var der god tid til nøje at overveje situationen og mulige løsningsforslag. Hvilken udvej ville mon være den mest komfortable, mest hygiejniske, mindst ydmygende? I nævnte rækkefølge overvejede jeg således muligheden af at rive paprøret op. I udfoldet stand ville det kunne løse mit problem til en vis udstrækning, om end knap så behageligt. Håndklædet forbigik jeg af efterfølgende nye problemstillinger som oplagt mulighed, skønt komforten her ellers havde været helt i top. Og skraldespandens indvendige plasticpose begejstrede mig heller ikke.

 

Mens jeg sundede mig og mærkede efter, om jeg tilfældigvis skulle have en løsning i lommen, opdagede jeg, at jeg havde min mobiltelefon på mig. Det plejer jeg ved lignende besøg, - et par hurtige træk i Wordfeud kan man jo altid klare i slige pressende situationer. Men denne gang så jeg helt andre muligheder i telefonens mange apps.
 

Uden forbehold åbnede jeg facebook og opdaterede min status:
 

- 3. juli i nærheden af Aalborg, Nordjylland: På en og samme tid håber jeg og frygter jeg, at mine to kolleger, der er på arbejde, er online på facebook, når jeg nu fra personaletoilettet er nødt til at råbe: Kom med mere toiletpapir. Jeg er løbet tør!
 

Responsen kom prompte, men ikke i form af tililende kolleger med favnen fuld af salige baner af blødt papir, men derimod som morsomme kommentarer og en mængde ’likes’. – Hvem i al verden synes, det er i orden, at ’synes godt om’, at jeg sidder og ikke kan meget andet? En såkaldt facebook-’ven’ mente, at det netop er indlæg som dette, der gør, at min kone ikke er på facebook. (Det kan der måske være noget om, men det er den aktuelle sag helt uvedkommende). En anden var bare begejstret og skrev slet og ret, tak for et godt grin!  Jamen, selv tak, da!
 

Hvordan jeg slap ud af situationen vil jeg overlade til læserens fantasi, men her kun videregive, at ingen af dagens vikarer tilsyneladende var på facebook, hvilket nok også var godt, for mit forhold til dem, ville efterfølgende aldrig have været helt det samme. I dagene efter har et par af mine faste kolleger fra deres respektive ferieidyl kommenteret og ’liked’ min status, og jeg har fyldt skabet under vasken til randen med nye ruller af det allerblødeste papir.

 

Men der er et eneste spørgsmål, der presser sig på. Dybest set vil jeg ikke have svaret: Hvem af mine kolleger var mon på toilettet før mig? Og slap rullen virkelig op, da han eller hun lige akkurat havde gjort, hvad han eller hun nu skulle? Eller var der bare to stykker wc-papir for lidt?