Det er altid godt at være ekstra sikker. Selv foretrækker jeg gerne i udvalgte situationer at gå med både livrem, seler og smækbukser. Således også i sidste uge, da familiens længe ventede all inclusive-ferie til Tyrkiet stod for døren.
 

Fra tidligere rejser som backpacker i Fjernøsten sidder det dybt i kroppen, altid at have et par fotokopier af sit pas med i bagagen; bare for en sikkerheds skyld. Således også denne gang, selvom min altid jordbundne kone kun havde hovedrysten til overs for tanken: - Det er unødvendigt og kun til ekstra besvær. Bare vi har passet med, går det nok, lød hendes korte argument.
 

Vel ankommet til lufthavnen gik alt glat og gnidningsløst i de ubemandede bagageterminaler. Men 43½ minut før takeoff, gik det skæbnesvangert op for mig, at sønnikes pas stadig lå hjemme i scanneren. Kopien og familiens øvrige pas var i tasken, men purkens, som var det det sidste, jeg scannede, lå forladt tilbage på scannerens blanke glasplade.
 

Nu var gode råd mere end usædvanligt ubetalelige! Ingen ville kunne nå fra Aalborg Lufthavn til Hirtshals og tilbage inden afgang. 
 

Alt imens sønnike så sin første flyvetur gå i vasken, kæmpede min elskværdige kone bravt med at holde frustrationen og sin voksende trang til ’hvad-sagde-jeg’-agtigt at hovere tilbage. 
 

Det sidste jeg så inden jeg låste var, at ekstranøglen lå hvor den ikke burde, men inde på køkkenbordet! - Absolut sidste mulighed for alle at komme på ferie - vel at mærke samtidigt – var derfor at få nogen til at bryde ind i vores eget hus og efterfølgende haste mod lufthavnen.
 

Efter flere hastige telefonopkald fik jeg heldigvis fat på en beredvillig far til en af storesøsters klassekammerater: - Jeg har brug for din hjælp! Du skal smadre en rude i vores havedør og hente sønnikes pas i sanneren og komme herned med det! Nu! Der er 36 minutter til afgang!
 

Uden tøven gik han på opgaven. Imens forberedte jeg den nu grædefærdige ungersvend på muligheden for at den blå swimmingpool og den fri isbar til at begynde med ville være afløst af en lokal biograftur med ekstra popcorn og efterfølgende besøg på valgfri burgerbar. Det lod til at berolige ham en kende.

19 minutter til takeoff: Min grænsende til ulidelighed bundfornuftige kone og de to andre unger boardede DK 513 mod Antalya. Foran lufthavnen trippede jeg og sønnike. Og et sted i sydgående retning, mellem Hjørring Syd og Vrå-afkørslen, racede vor frivillige redningsmand.
 

To minutter til takeoff: - Er det realistisk, spurgte den unge lufthavnsmedarbejder, der så det som sin fornemmeste opgave at hjælpe den ulykkeligvis strandede far og søn. – Kan han være her på 10 minutter, for så venter vi på jer?! - Jeg anede det ikke, men håbede inderligt.
 

Endelig. 9 minutter efter planlagt afgang hvinede de varme dæk foran afgangshallen. Det rødbedefarvede pas skiftede hænder gennem den nedrullede rude; ikke tid til at sige tak; men derimod hastig flugt gennem security, paskontrol og videre ud til det ventende fly. Jeg nåede lige at frygte for stemningen blandt de utålmodigt ventende turister?
 

Da sønnike og jeg stakåndede kom indenfor i det ventende fly, brød alle ud i overvældende klapsalve. Klumpen i halsen og maven blødte en smule op. Alligevel var vi langt nede over Bugarien før adrenalinen helt havde lagt sig. 
 

- Og så var det, at sønnike for alvor reagerede: - Far, kommer vi så slet ikke på McDonald’s?
 

- Nej, jeg melder pas!