Forleden kom min altid økonomiske kone hjem fra shoppetur i Aalborg. I favnen havde hun en hob papirsposer og endnu mere faretruende: Flere skoæsker. I første omgang valgte jeg at ignorere det ildevarslende syn, hvilket tilsyneladende lykkedes; i hvert fald klarede jeg umiddelbart frisag, og blev således ikke tvangsindlagt til at se det veritable udvalg af nyindkøbt tøj og sko.
Våbenhvilen holdt et par timer, mens aftensmad og opvask blev klaret, men så brød helvede løs. Da bordet var ryddet og elkedlen lystigt spruttet med kogende vand til kaffen, fandt hun igen poserne frem og begyndte med stor andagtsfuldhed at pakke ud.
- Og der var tilbud overalt, fortalte hun i et forsøg på at afvæbne mig på forhånd. Det kunne hun, hvis hun havde tænkt sig om, have sparet sig, for før jul brugte jeg – ifølge hende selv – dette og de næste syvogtyve års budget på mit nye hybridkamera; et argument, jeg havde frygtet ville blive trukket frem hver gang, hun føler behov for nyt tøj eller sko, men som hun tilsyneladende enten nu havde glemt eller kvindagtigt valgt at gemme til et senere snigløb.
- Se lige dem her!, udbrød hun begejstret, mens hun med øm kendermine pakkede de høje, røde Chie Mihara-ruskindssko ud skoæskens knitrende silkepapir.
Indrømmet! Ved første syn var jeg mere end begejstret. Det er trods alt ikke hver dag, min oftest ergonomisk fornuftige kone vælger røde festsko; og så tilmed med høj hæl. – Men så slog det mig, at et par sko af den kaliber, let ville kunne udgøre en trussel mod mine planer om i næste måned at købe en ekstra linse til kameraet: - Hvor meget kostede de, prøvede jeg i håbet om at genvinde troen på mit eget projekt?
- Der var 40 procent!, svarede hun tydeligvis endnu ophidset af dagens shopping, og undveg således elegant at svare på mit spørgsmål. Hårdt presset måtte hun dog krybe til bekendelse: - Men prøv lige at se dem på!
Jeg ville nok selv have tyet til samme taktik, hvis det var mig, der skulle forsvare købet af endnu en 11-24mm f/4 USM-linse næsten magen til dem, jeg allerede har, men nu var det hende, der affyrede ammunitionen og mig, der bare måtte stå for skud.
Og da hun tog de første skridt og lyden af de høje hæles klikken på køkkengulvets faste, italienske fliser gav genlyd i køkkenet, kunne jeg ikke undgå at smile. Det var bestemt ikke, fordi det så hverken kikset eller besværet ud, nej! Men med eet føltes det som lysår og tre børn siden, jeg sidst havde set min kone fra den vinkel, med de øjne, med den gang, med det smil.
Uheldigvis sneg der sig en lyd med på mit smil. Et lille pust. Et lille, sølle pust for meget. Det var ikke planlagt, og slet ikke gennemtænkt!
Øjeblikkeligt steg min nogle gange nærtagende kone ned fra de høje hæle, og satte resolut de ruskindsrøde sko i skammekrogen: - Det er sidste gang, jeg går i sådan nogen, udbrød hun på en gang vredt og tydeligvis såret, og efterlod dermed mig i rollen som både gerningsmand og offer.
Fremover vil jeg derfor tage mine forholdsregler. Næste gang min kone spørger, hvordan den nye kjole, trøje, bukser, sko, frisure sidder, vil jeg nøgternt svare uden at vise for mange tegn på nogen form for følelser, at jeg aldrig har set hende smukkere! (og samtidig krydse fingre for, at hun glemmer at tjekke på netbank, hvor meget den telelinse faktisk kostede …).
