Søndag morgen. De sidste dråber mangler blot at løbe gennem kaffetragten. Juice og smør står på bordet. Det samme gør et fad med fedtede jødekager og en kurv med grovbirkes og grovsnegle; To af hver. Ungerne kunne ikke vente og har for længst indtaget deres og er nu løbet fra bordet.
 

Den lokale bager er ikke fedtet. Rundstykkerne her er en del større end min barndoms rundstykker. Faktisk kan der ikke ligge to halve på en lille frokosttallerken, så jeg nøjes med at tage et halvt af gangen. Det gør jeg hver gang, vi får rundstykker. Og fordi jeg ved, at min kone sætter pris på den gode under, hvor brødet er mest fast, plejer jeg at tage overen, selv om også jeg helst sætter tænderne i en under. - På den måde får vi begge det, vi helst vil have: Min kone får underen og jeg får fred. Men i søndags kom jeg af vanvare til at tage en under, og opdagede derved – efter mere end seksten års ægteskab – at jeg på dette felt har levet på en løgn.
 

- Plejer du ikke helst at ville have overen, spurgte hun med øjnene kun lige hævet over kanten af avisen. Således direkte adspurgt følte jeg mig nødsaget til at gå til bekendelse: - Nej, jeg plejer at tage overen, så du kan få underen, som du jo helst vil have!?
 

Usikker på, hvad hendes svar ville bringe af afsløringer, valgte jeg at rømme mig og gå fra bordet under påskud af at skulle på toilettet. Her nåede jeg at sunde mig lidt (og trække mod tre modstandere i wordfeud). Tilbage ved bordet gik hun lige til stålet:
 

- Jamen, jeg vil i helst have overen, lød det korte, skæbnesvangre svar, - den er luftig, og har for det meste alle de lækre kerner. (Det er lige netop dem, jeg gerne vil undgå, hvorfor et spansk rundstykke også er at foretrække i min verden). I sin bekendelse afslørede min kære kone videre, at hun altid tog underen, så jeg kunne få overen, som jeg jo helst vil have!? - I mere end seksten år har vi således levet på en veritabel rundstykkeløgn. I overdreven grad har vi udvist hinanden unødigt hensyn. Vi har negligeret vores egne ønsker og ikke engang givet det, vi troede, vi gav, nemlig det bedste til den anden.
 

Da den sidste kaffe var drukket og jødekagerne (en til hver; her deler vi ikke!) var spist, pressede andre spørgsmål sig på: - Synes hun mon stadig, at Trésor er den bedste parfume, eller smiler hun bare høfligt hver jul, når det er det, jeg ender med at give? Tager hun hver dag et par skvæt på og hælder to i vasken bare for at komme af med de mange flasker, der hober sig op under vasken? Og siger hun i virkeligheden kun, at hun foretrækker skægstubbe, fordi hun tror, jeg foretrækker ikke at barbere mig? Skal jeg tage det som et tegn, at hun altid lader de små indpakkede flasker ligge tilbage i Anthon Berg-æskerne? Er det tegn på, at hun netop er vild med dem eller bare ikke kan fordrage dem?
 

Søndag morgen udviklede sig anderledes end planlagt. Hvad, der blot var tænkt som en stille weekendmorgen, blev med et forvandlet til et ubehageligt og yderst indviklet ridt gennem forviklede hensyn. Men sådan er kvindelogik. Og i rundstykketilfældet åbenbart også mandelogik.