../ HIRTSHALS-KLUMMERNE / SKOMAGER, BLIV VED DIN LÆST
Ugens klumme, Hirtshals og Bindslev Avis 4. september 2013
Kære forsikringsselskab, I vil nok næppe tro på hele denne skadesanmeldelse, men den ikke desto mindre sand fra ende til anden.
Jeg har i mange år nydt at bo i lejebolig og siden i større tjenestebolig. Her var minimalt vedligehold, og det, der alligevel skulle gøres, var der altid en dygtig vicevært eller pedel til at fikse, hvilket er yderst belejligt, da mine spidskompetencer hverken er vandskuring eller tilslutning af ny hårde hvidevarer. Men for syv år siden købte min kone og jeg alligevel mit eget hus, og har lige siden hængt på både det praktiske og økonomiske i al vedligehold.
For nylig havde vi i nogle dage ikke haft lys under overskabene i køkkenet. Umiddelbart virkede det som om transformatoren til de små indbyggede spots var afgået ved døden, for alle pærer ville vel næppe springe samtidigt? Da vi i sin tid fik lavet køkken, fik vi lagt motoren til emhætten op i skunken på første sal og samtidigt skærmet slangen godt og grundigt af bag lydisolerende rockwool og en grundigt limet, fastskruet og fuget plade oven på overskabene. Efter min bedste overbevisning måtte transformatoren også ligge gemt her, så for bare at spare bare lidt på håndværkerregningen, måtte jeg da kunne finde ud af at skrue pladen ned, så elektrikeren kun skulle skifte transformator …
Først fik jeg med stor succes pillet listen langs loftet ned. Kun tre søm bøjede og ville ikke umiddelbart kunne bruges igen. Og kun to af de ludede loftsbrædder fik dybe mærker efter hammeren, men det er mindre skader og betyder intet i det store spil. Straks sværere blev det at få skåret fugerne pænt af, fordi min stanleykniv blev ved med at skride, og i stedet lave dybe ridser i pladens blanke, hvide folie. Men også det lykkedes til sidst, så der nu kun manglede at løfte pladen ned; - men, ak, den sad i spænd og var tilsyneladende tilmed limet på et par klodser bagved. Jeg måtte derfor ned af køkkenbordet og ud i skuret for at finde et koben. Og havde jeg nu ikke samtidigt været ved rydde op og at sætte tallerkener i opvaskemaskinen og derfor ladet lågen stå åben, var følgende ikke sket:
På vej ned fra køkkenbordet skrider skamlen og jeg mister balancen, så jeg må træde et skridt bagud, hvorved jeg træder på lågen til den åbne opvaskemaskine og derved vrider venstre hængsel godt og grundigt skævt, så den nu ikke kan lukkes.
Mens jeg overvejede, hvordan jeg skulle forklare ulykken for min kone, ringede jeg irriteret, ærgerlig og allerede øm i tegnebogen straks til elektrikeren og bad ham komme både for at ordne transformator og opvaskemaskine. Og også tage pladen over skabene ned.
Så, kære forsikringsselskab, jeg tillader mig hermed at anmelde ovennævnte skade på min opvaskemaskine, som er udløst af mit egen faldulykke fra ca. 90 cm. højde. Jeg lover også samtidig aldrig igen at lege elektriker, murer, cykelsmed, tømrer eller for den sags skyld klejnsmed igen. |