Ikke sjældent opsøger min ellers så rationelle kone mig med et par sure sokker: - Føj, hvor de lugter! Prøv lige at lugte!
 

Jeg har aldrig helt forstået tanken bag. Hvorfor er det, at jeg  - efter hun allerede har konstateret den ramme lugt - absolut også skal udsættes for den? Samme vane findes også i en variant med sur mælk. Her er det bare ikke næsen, men mine smagsløg, der skal testes. I det hele taget er der noget med min kone og mine sanser.
 

Som spæd undersøgte jeg, som alle andre, verden med munden. Smagte strømpen, klodsen, puden eller nullermanden dårligt, spyttede jeg den straks ud. Var det derimod en god oplevelse, spiste jeg æblet eller legoklodsen og gjorde den til den del af mig selv.
 

Som voksne bruger vi ikke munden til at undersøge, men vi afviser stadig det, vi ikke kan lide og identificerer os med det, vi kan lide. Vi har med andre ord fået en symbolsk omgang med tingene. Vi siger ikke, at vi får en lystfuld smagsudløsning i smagsløgene af at spise et bolsje, men derimod slet og ret, at bolsjet smager godt. Vi fortrænger kropsoplevelsen og gør det, vi lige sansede, til en egenskab ved tingen selv: Blomsten er smuk, osten er stærk og mobilen er god.

Hvor meget bygger på egentlige, reelle indtryk, og hvor meget er tillært?
 

Jeg fornægter ikke en Super Kappe Globeguffer med 10 kugler fra detBlå Ishus i Tversted, men jeg ved på den anden side, at jeg skal spise den med en vis portion dårlig samvittighed. Efterfølgende skal jeg finde mig i at høre kritik og fordømmelse fra mine nærmeste eller hvem, der nu mpåtte have set mig indtage de store mængder is.
 

Og hånden på hjertet: Hvor mange har ikke - om end i smug - nydt den sødlige lugt af egne prutter (med eller uden Wordfeud bag den lukkede toiletdør).?

Men jeg ved jo godt, at isen feder og prutter per definition lugter dårligt. Det har jeg lært. For ting, der forbindes med lyst, bliver ofte fordømt og forbudt af omgivelserne. Jeg gør det selv.
 

Det er de andre, som er modbydelige, når de prutter, overspiser, savler, bøvser eller, hvad de nu finder på. Det er dem, dér, ham dér, dét der! Det er effektivt og rart at afgrænse sig fra alt det ulækre. Det er sådan, moral og æstetik bliver skabt. Det er sådan, vi definerer os som mennesker op imod uhyrer; som retssamfund overfor korrupte regimer. Vi rynker på næsen af forbrydere og klovne og freaks.
 

Og kan vi ikke stille andet op, kan vi altid bryde ud i hånlig latter, og mærke en snert af den kropslige oplevelse: - Uh, det er lækkert, hæsligt, ondt!

Jeg griner, skælver, får gåsehud og myrekryb. Jeg hviner over skrækfilm og dokumentarer om ekstreme realiteter. Jeg pirres af Bubber i frækt læderundertøj og den engelske Prins Harry i bar røv. Det er den pirrende leg mellem angst og lyst, væmmelse og fryd.
 

Vi dæmoniserer "de andre," hvis fortrædeligheder, vi dyrker som underholdning, og samtidig er de syndebukke for uacceptable sider af os selv. Det er sådan, vi skaber og opretholder vores identitet: Vi afviser dem. Vi spytter på dem. Men vi spytter mod vinden!
 

Hvorfor er det så i grunden, min kone insisterer på at lade mine bæsebor flænses af sur mælk og gamle sokker? Hvis behov for at afgrænse og definere er det, der bliver opfyldt?
 

Svaret blafrer i vinden sammen med lugten.
 

Føj!