Sidste søndag købte min kone en elegant slå-om-nederdel på et stort loppemarked; ægte silke og med flotte broderier; ikke til at stå for. Men straks, hun havde købt den, stod hun med et større problem: Hun mente ikke at have en top, der på nogen måde matchede den limegrønne nederdel med guldtrådene. Samme aften gik hun derfor resolut online og surfede i flere timer, indtil hun fandt – ikke bare en eller to – men fire-fem toppe, som måske kunne gå an: – Men, hvad kan jeg have på af sko, lød nu hendes næste bekymring.
 

En hastig beslutning til 40 kroner på søndagens loppemarked var pludselig vokset i omfang til betragtelige dimensioner.
 

I en anden verden, lidt tilbagetrukket bag vores hus, ligger et stort, dejligt og yderst vedligeholdelseskrævende skur. Spørger man min kone, er det mestendels fyldt med noget, vi med lethed ville kunne undvære. – Jeg indrømmer gerne, at vi muligvis kunne leve lige så lykkeligt uden de gamle højttalerkabler og scartstik. Og mon ikke også vi ville kunne undvære de rengjorte sylteglas, vi sidst brugte for mere end 15 år siden, i et andet liv uden børn og hus, da vi havde tid og overskud til at lave alt fra grunden. - Men jeg stiller mig nu tvivlende til, hvorvidt min kone er i stand til helt at give afkald på vaskemaskine, oliefyr, cykler og haveredskaber.
 

Men for bare at holde sammen på det gamle skur, har min kone benyttet de første dage af sommerferien på at reparere de værste pudsskader og male vinduerne. Imens satte jeg mig for at skifte den pilrådne stolpe, der holdt døren ind til cykler, plæneklipper og kaniner. Det seneste år har døren faktisk kun hængt i øverste hængsel, og mere end en gang truet med selv at give helt efter.
 

Efter at have løftet døren af, gik jeg godt bevæbnet med koben og murhammer til angreb på den møre stolpe, som dog uden videre smuldrede mellem fingrene på mig. Hvad jeg ikke havde forudset var, at også vindueskarmen ved siden af smuldrede ligeså let. Og solbænken. Og brættet, der holdt tagrenden.

Pludselig var en fornuftig beslutning om at forbedre en mindre del af det gamle skur vokset i omfang til betragtelige dimensioner; ikke alene stod jeg nu med dør uden stolpe; jeg stod også med to stykker vinduesglas uden sprosser og ramme.
 

Lørdag gik turen derfor til diverse genvindingsanlæg for at finde et passende vindue: – Og når vi nu alligevel er i gang, kan vi ligeså godt også skifte de andre tre vinduer i skuret, mente min frejdige kone med samme logik, som dagen i forvejen havde sendt hende hovedkuls i armene på adskillige webshops med gratis porto og fuld returret.
 

Her, en uge efter, er status, at min kone har udvidet garderoben med en frisk lime-grøn slå-om-nederdel, fire-fem smarte sommertoppe og et par (bevares, elegante) højhælede sko, som hun dog selv indrømmer, hun ikke ved, hvornår hun overhovedet kommer til at bruge … Men vinduet med de ukurante mål 76 x 89 cm. er ikke til at opdrive.