De fik øje på hinanden nogenlunde samtidig. Egentlig havde de været ret vegeterende, stillesiddende, begge to. Han i sin stol, hun lidt længere væk, næsten ude af syne for ham, men alligevel på vagt. Han var også på vagt, men så hende ikke specielt tydeligt, nærmest kun som en skygge, en ubevidst erkendelse af hendes tilstedeværelse.
Men hun så ham meget tydeligt. Snart ville hun foretage sin offensiv.
Efter en travl dag under den brændende sol, som her tæt på Ækvator kun efterlod en næsten cirkelrund skygge omkring hans fødder når han vandrede ad de støvede stier og ikke kunne søge ly under de stråtækte udhæng på hytterne og husene, trængte han til lidt ro.
Med sit kropssprog havde han signaleret til dem, der altid befandt sig i respektfuld afstand fra hans hus og som kiggede spørgende, forventningsfulde efter ham, som de altid gjorde, at han gerne ville have lidt tid for sig selv. Bare lidt. Derfor kiggede han ikke på nogen da han nærmede sig sin bolig. Hilste ikke, tog ikke øjenkontakt, men gik målbevidst hen imod sit hus.
De forstod. Lod ham i fred - for nu.
Mørket var ved at falde på . Om få minutter ville det være helt mørkt, som det er naturloven i troperne. Ingen lange lyse aftener som hjemme, hvor solen tager sin tid om at finde ned bag horisonten langt væk sydpå over det afrikanske kontinent.
I troperne skifter det mellem nat og dag på forbavsende få minutter, fordi Solen går lodret ned, og 12 timer senere står lodret op igen, langs sin slaviske, ækvatoriale bane. År ud, år ind. 12 timer dag med temperaturer omkring 35 grader, året rundt. 12 timer nat med temperaturer omkring 25 grader, året rundt.
Han var træt, men det var for tidligt at gå til ro nu. Der var nogle breve der skulle skrives, endnu nogle regnskabstal som skulle bogføres, og han måtte forvente besøg, som han da også ønskede. Der var endnu mange spørgsmål der skulle besvares, mange bekymringer der skulle håndteres, mange dårligdomme der skulle behandles. Det var sådan det var, dag ud, dag ind. Og det var jo også hele meningen.
Han gik ind i huset. Det første han gjorde var at tilse kvinden i sengen i soveværelset. Værelset var indrettet i den ene ende af huset, og var knapt så varmt som de øvrige rum, på grund af skyggen fra et stort Baobab-træ.
Hun var meget bleg og det var synligt for enhver, at hun ikke havde det godt. Barnet i hendes mave ville meget snart melde sin ankomst til denne verden. Hvordan ville det mon gå?
Han gav hende et forsigtigt kys på panden, berørte hendes kind med den ene hånd, kastede et spørgende blik på kvinden der sad på den spinkle stol ved siden af sengen. Hun svarede ikke, men gengældte blot hans bekymrede blik, mens hun nikkende tilkendegav, at det var helt i orden, at han koncentrerede sig om sin gerning. Det gjorde ikke tingene hverken værre eller bedre, at der var to som bekymrede sig ved sygesengen.
Desuden var han jo heller ikke selv helt frisk. Det var tydeligt, at han burde hvile sig lidt.
Han gik ud af værelset igen, tog fat i en sammenklappet dækstol af trælister og gråligt lærred og gik ud på terrassen.
Han klappede stolen ud, bøjede sig ned, satte sig i stolens lærredskøje og lod hvilen falde over sig. Hans hoved sank ned, så hagen hvilede på brystet. Venstre hånd med piben, som nu var kold og kun indeholdt lidt aske og ganske få tobaksstumper, sank ned langs siden af stolen. Tropehatten begyndte at glide ned i panden.
Hans øjenlåg gled i, og han begyndte at ånde tungt. Hvilen havde indfundet sig. De forventningsfulde blikke i den stadig mørkere aften i periferien omkring hans hus holdt øje med ham. Der blev talt lavt, hviskende, ude mellem skyggerne. Nogle sad på hug på den stampede, rødlige jord. Enkelte lænede sig stående op ad de spredte akacietræer med de fjerlignende blade og den store historiske, symbolske kraft.
Han havde set det som et særligt symbol, et tegn oppefra, at akacietræet var så udbredt netop dér, i det område hvor han nu befandt sig, og hvor han var rejst ud for at bringe helbredelse og menneskelig sundhed gennem moderne lægevidenskab og den tilgivende tro.
Helt tilbage fra de antikke, egyptiske guddomme Isis og Osiris, via det antikke Grækenland og hos jøder, var akacien et historisk symbol på åndelig vækst. Med lidt god vilje kunne de fjerlignende blade ligne leddene i en rygsøjle - den menneskelige knoglekonstruktion som holder mennesket oppe og adskiller det fra umælende, ureflekterende dyr.
Han lod associationerne flagre uredigerede gennem sit sind mens han sank lidt længere ned i dækstolen, lukkede øjnene og lod de sære virkelighedstro hallucinationer, som vi kalder drømme, overtage rummet i hans hjerne for rationelle, men også trættende, beslutninger. Han begyndte at ånde tungt og regelmæssigt. Sådan sad han nogle minutter.
Så opdagede de ude i det tiltagende mørke i periferien, at han holdt op med at trække vejret. Det fik dem til selv at holde vejret, blive helt tavse. Hans venstre hånd sitrede, piben faldt til joden.
Med et sæt rettede han hovedet op, så nakken ramte tværstangen på dækstolens ryglæn og tropehatten blev vippet yderligere frem for igen at finde ro på hans næseryg.
I sin halvsovende tilstand havde en drøm trængt sig frem i hans underbevidsthed. Det var en af de ofte meningsløse sekvenser, som de fleste oplever når de tager sig en powernap.
Han havde i sit drømmeglimt set og hørt kaptajnen på flodbåden Mungo Park fortælle sin styrmand, at de befandt sig 9 sømil nord for Ækvator, og ville komme til Danmark hvis de sejlede stik nordpå.
Kaptajnen var i drømmen iført en flot uniform med mørke bukser med pressefolder og hvid skjorte med gyldne epauletter på skuldrene. På toppen af hans hoved sad en hvid kasket, som han rettede på mens han talte til styrmanden, der til gengæld glinsede af sved og var helt nøgen, kun med et nusset lændeklæde om livet.
Det var det absurde i drømmen som fik ham til at vågne med en indre latter. Han åbnede øjnene - og smågrinede, mens han rystede på hovedet. Kaptajnen på flodbåden Mungo Park, som besejlede Nigerfloden og flere af dens bifloder, havde aldrig haft andet tøj end en vævet, kulørt kofte og en kasserolleformet hat.
Og han havde aldrig hørt om hverken længde- eller breddegrader for slet ikke at tale om Danmark. Hans viden om navigation begrænsede sig til et meget detaljeret og meget vigtigt kendskab til sandbanker, strømforhold og anløbsbroer på de floder, han som skipper på den dampdrevne færge S/S Mungo Park, med det agterbaserede skovlhjul, havde ansvaret for at servicere med varer og passagerer.
Niels Høegh Brønnum grinede lidt ved sig selv, rystede igen på hovedet. Herren havde spillet ham et pus. Så kiggede han op, rettede sig lidt op og mødte nogle af de spørgende blikke. Han smilede.
En forventningens lettelse spredte sig. En ung mand råbte “Ubanmu ne murna, muna farin ciki…”Vores far er glad, nu er vi også glade. De ventende skikkelser på jorden og ved akacietræerne gentog mumlende “… farin ciki.. .” som et ekko. Ja, vi er glade.
Brønnum svarede med høj stemme på deres sprog, hausa, som han havde lært sig, dels i Edinburgh, dels ved selvstudier og samtaler i landsbyen: ”Eh! Zan yiwuwa kasance a shirye a wani l õ kaci. Farko kadan in ci”. Ja! Jeg skal nok være hos jer om lidt. Men først skal jeg have lidt at spise.
Han rettede på tropehatten, kiggede på piben i sin hånd, før han vendte den og bankede den kolde aske ud i en kalabas-skål på terrassen ved siden af dækstolen. Så rakte han, uden at rejse sig, ud efter en petroleumslampe, som stod skråt bag ham op ad den lerklinede husmur.
Det var en Petromax, en forholdsvis ny type lampe, som - i modsætning til de klassiske olielamper, der sodede, lyste dårligt og lugtede kvalmt - afgav et kraftigt hvidt skær, næsten som en elektrisk pære, fordi man med et lille håndtag pumpede tryk i tanken med petroleum, som igen blev presset op i et finmasket net, som man så antændte. På grund af den næsten komplette forbrænding under tryk var lampen desuden behageligt lugtfri.
Brønnum pumpede tryk i lampens tank før han strøg en tændstik.
Med en lille skrue justerede han trykket og dermed lyset, og begyndte at gøre mine til at rejse sig for at gå ind i huset, da hende, der havde ventet, vågnede til dåd. Lys! Tid til at angribe.
Hvad hun ikke vidste var, at beslutningen om at angribe også var en beslutning, der få øjeblikke senere skulle afslutte hendes liv.
Tsetse-fluen er et af de farligste dyr i Afrika. Det er egentlig en myg, og der er usikkerhed om hvor navnet stammer fra. En legende vil vide, at en biolog i 1700-tallet, på rejse langs den afrikanske kyst, spurgte en lokal afrikansk høvding hvad det var for en type insekter han så i svæ rme overalt , når han bevægede sig lidt ind i landet.
Biologen forventede muligvis den latinske biologiske betegnelse fra høvdingen, men fik svaret ”tsetse”, som på den pågældende høvdings sprog ifølge legenden skulle betyde ”mange fluer” . En flue: ” tse ”, mange fluer: ”tsetse”.
Det var en legende som Brønnum gengav ofte, når han mange år efter fortalte sine børnebørn om det lille insekt som spreder sovesyge, trypanosomiasis - igennem århundreder den største dr æber i Afrika.
Det er hunfluerne som stikker, suger blod og efterlader de farlige sovesygebaciller. De mandlige tsetsefluers primære opgave er at sværme rundt og gøre sig interessant for det modsatte køn. Og lige nu var det altså en hun-tsetseflue som havde udset sig Brønnum.
Tiltrukket af det kraftige lys fra Petromax-lampen styrede hun målrettet mod Brønnums blottede venstre arm i den kortærmede skjorte. Men ved skæbnens ironi var lyset så tiltrækkende, at det stikkende, sygdomsbefængte kvindelige bæst i sidste sekund ændrede kurs, kun for at slutte sit liv i en dampsky mod den flere hundrede grader varme glaskolbe omkring den hvidglødende væge, efterladende sig nogle forkullede, næsten usynlige fastbrændte rester af blod, brod, ben og vinger på lampeglasset.
Brønnum registrerede dog næppe den susende lyd fra det eksploderende insekt, for inde fra soveværelset lød der pludseligt høje klagelyde fra hans hustru, Margaret , i sengen. Han hørte også stolen, som sygeplejersken, Dagmar Rose, havde siddet på, vælte skramlende på gulvet.
“Er det nu? Herre, min Gud, er det virkelig nu?”
